lørdag den 28. maj 2011

New York er en sindssyg (fed) by

Det er vildt svært at holde styr på hvad der sker og hvad det er jeg ser, fordi der sker så meget. Jeg kan ikke føle det helt så meget endnu, men jeg ved jeg er sindssygt træt. Har kun fået 4-5 dårlige timer de første to nætter og 6-7 dårlige timer de andre to nætter. Kunne næsten ligeså godt have sovet på gulvet, som på det jeg har fået af min vært fordi det er så tyndt og han har ikke trukket for i hans lejlighed.
Han tog mig med på Metropolitan Museum i torsdag, så i Central Park og på Fifth Avenue (den kæmpe og dyre gågade). Det hele var egentlig stille og roligt og meget fint at se. Jeg gik selv lidt på Fifth Avenue til sidst og kiggede lidt på butikker. Fredag havde han en aftale, så der gik jeg selv. På trods af at det var i går, har jeg ret svært ved at huske alle de ting jeg så. Men jeg så i hvert fald Brooklyn Bridge, frihedsgudinden, Wall Street, New York Stock Exchange, City Hall, Chinatown, Little Italy, New York University, Ground Zero, Madison Square Garden og flere kilometer af Broadway. Jeg gik næsten hele tiden i 11 timer, så jeg kunne næsten ikke holde til at gå meget mere til sidst. Det har været ret fedt at gå rundt og se tingene, men det er ikke den samme wauw oplevelse på en gang, som med nogle af de ting jeg har set i Kina. Det er mere bare jævnt at der er noget at se hele tiden – de forskellige mennesker, de store bygninger, attraktionerne og butikker.
Da jeg kom hjem skulle jeg til at finde ud af med transport og hostel i Washington, hvilket var et ret dumt tidspunkt. Min vært er en person der rigtig gerne vil hjælpe, men det bliver hurtigt på den bestemmende måde. Vi sad begge to og kiggede på bus, men den jeg gerne ville med kl. 9 var desværre udsolgt. Mærkeligt nok kunne han så godt finde den på en hjemmeside på hans computer, mens jeg ikke kunne finde den på samme hjemmeside på min.  Men han fik mig til at indtaste oplysninger, så jeg købte billetten og da kvitteringen så kom frem sagde han ”hov, den 29. er det ikke den forkerte dag?” – og jo det var det.
Derfra satte han skub i himmel og jord eller hvad man siger og tingene kunne kun gå for langsomt. På trods af at der tydeligt stod i den e-mail jeg fik og på hjemmesiden at man ikke kunne få refunderet pengene, mente han godt det kunne lade sig gøre. Han sagde jeg skulle skrive en mail til dem og gik i gang med at ringe til dem. Jeg ventede lige med at skrive mailen til han havde ringet, men så var det galt. Så ventede jeg 5-10 min med at bestille en ny billet, for at se om der kom svar, før jeg bestilte en ny billet og så var det galt, fordi det kunne være den ville blive udsolgt så (det var kl. 11 om aftenen!). Det endte med at han blev sur som et lille barn og sagde det var af sådanne grunde han ikke kunne lide europæere (han har europæiske gæster månedligt). Jeg var ved at blive ret irriteret på det tidspunkt, over at han lige havde smidt 100 af mine kroner væk og skulle blive sur og skabe sig sådan samtidig med at jeg var så træt, men der var jo ikke så meget jeg kunne gøre.
Jeg tænkte at jeg hellere måtte bestille den rigtige billet for at slippe for at høre på ham og være sikker på at kunne komme af sted i dag. Jeg havde ret svært ved at finde busstationen fordi det bare var et lille privat selskab i et normalt lokale. Da jeg spurgte om jeg kunne få pengene tilbage fik jeg selvfølgelig et nej, men at jeg godt kunne ændre billetten – super! (ironisk) Men det kan godt være det var godt nok jeg bestilte den nye billet, for bussen var fuld. Oveni de dumme penge på bussen, kommer jeg til at bruge dumme penge på hostel i Washington. Jeg kiggede lidt på det torsdag aften, men fik ikke bestilt og så er priserne ellers lige steget fra 130 til lidt over 200 fordi jeg ventede. Flot! Tror jeg vil prøve på at nøjes med to overnatninger for at spare penge og så tage en dag tidligere til campen, for jeg trænger virkelig også til at slappe af og sove ud inden den starter og jeg skal være på 24/6.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar