Heldet er vist ved at slippe op

Den første dag ved Niagara Falls fik jeg ikke rigtig lavet så meget. Jeg kom om eftermiddagen, fik checket ind og brugte en masse tid på mails osv. Så tog jeg en tur rundt i byen (hvilked var meget meget mindre end jeg havde troet), var lidt på den canadiske side og spiste på en indisk restaurant. Jeg valgte buffeten, og der kom selvfølgelig en hel bus fuld med indere kort efter, der også skulle have af buffeten. Det smagte rigtig godt, men min mave var bestemt ikke vild med alle krydderierne bagefter.

Næste dag var der til gengæld fuld fart på. Jeg startede med en gratis tur med en lokal, sammen med to australiere, to englændere og to tyskere. Han tog os rundt til alle gode udsigtssteder mm. og fortalte om det. Efter den ca. to timer lange tur tog jeg en tur, hvor man kunne gå ned og se den amerikanske del nedefra. Man kunne også gå hen og stå næsten lige ved siden af vandfaldet, så man kunne høre og fornemme hvor kraftigt det er. Det var dog noget mere kraftigt, da jeg tog en tur hvor man kom ind på en gang bag vandfaldet på den canadiske side. 90 % af vandet kommer igennem det canadiske vandfald, så der var også noget mere at se på, da så op på vandfaldet der.

Jeg havde hørt om noget der hedder Whirlpool Jet og at det skulle være ret fedt. Man kommer på en flad båd, der er firkantet og har plads til ca. 50. Den har 1500 hestekrafter, så den kan virkelig sparke røv, men det er også nødvendigt, da man til tider sejler på nogle meget vilde stykker af floden. Det er selve pointen i det og det er ret sjovt. Til tider får man kæmpe bølger ind over båden og på et tidspunkt fik vi en 3-4 meter høj bølge ind over os. Man kunne også tage en helikoptertur til ca. 100 dollars for 12 min., men jeg valgte at lade være.

Jeg var på vej ind på et kasino den forrige aften, men blev stoppet fordi jeg ikke var 21. Men det sjove ved det område er, at man bare kan gå over på den canadiske side og så behøver man kun være 19. Så så fik jeg også lige set hvordan et kasino ser ud. Efter det gik jeg tilbage til mit hostel og hen til busstoppestedet. I bussen fik jeg ikke sovet særligt godt og den ankom allerede kl. 6. Jeg tog hen på min hotel med mine ting, men fik at vide at jeg ikke kunne tjekke ind før kl. 14, så jeg tog derfor til Ellis Island.

Det var okay at se Ellis Island og finde ud af mere omkring det, men jeg var lidt for træt til det og var ved at falde i søvn, da jeg så en lille film om det. Jeg endte med at bruge meget meget mere tid på det end jeg regnede med, da der var vildt mange mennesker og lange køer. Så klokken var faktisk 14 da jeg kom tilbage og jeg ville derfor gerne checke ind. Men jeg fik at vide at min overførsel i forbindelse med reservationen ikke var gået igennem, og at de derfor havde slettet min reservation og at alt nu var fuldt optaget. Det samme var næsten samtlige andre hoteller i New York, så jeg skulle give mindst 80 dollars for et sted. Det var en meget uhøflig og dårligt engelsktalende kineser og den dårligste behandling jeg nogensinde har fået.

Jeg blev derfor nødt til at presse mig på hos min couchsurfing vært, for jeg behøvede bare et sted til mine ting og et gulv at sove på. Heldigvis var det ikke det store problem, for han havde allerede fire andre og jeg sov bare på gulvet. Da jeg var kommet på plads, tog jeg ud og så Grand Central Station igen, et udsigtssted i en af de højeste bygninger, shoppede lidt på 5th Avenue og så Times Square på vejen tilbage. Så drak vi lidt i hans lejlighed og tog i byen. I øvrigt er hans lejlighed vildt lækker og den er på 22. etage, så den har fantastisk udsigt over byen.

I dag har ikke været den store succes men det har stadig været okay. Jeg vågnede kl. 12 og prøvede på at komme i kontakt med Jeppe Astrup, fordi jeg skulle mødes med ham og en anden kl. 15 og se amerikansk fodbold senere. Jeg havde dog fundet ud af at der er Cirque du Soleil her og ville rigtig gerne se det, men det var kl. 14 og 19 (oveni kampen) og der er ikke nogen forestillinger mandage. Det lykkedes mig dog ikke, så jeg tog bare lidt i et storcenter og tog hen på vores aftalte sted kl. 15. De kom dog aldrig fordi de havde glemt det, så der stod jeg med skægget i postkassen.

Jeg tog tilbage til lejligheden for at se om de havde skrevet, og der var min vært og en af de andre. Vejrudsigten kørte der og sagde det ville blive torden og regn om aftenen, så vi besluttede at tage ind og se Cirque du Soleil kl. 19. Det var vildt imponerende, men nogle af de ting vi så i Kina var ligeså godt rent gymnastisk. Til gengæld var effekterne mht. lys og scene helt utrolige og var med til at gøre det rigtig godt.

Klatretur i skoven

Så er jeg igen for alvor på farten igen. Jeg sidder i øjeblikket i bussen på vej til Niagara Falls, efter et par noget rolige dage. Mit ryg er godt øm og jeg er noget træt, men det kommer jeg nok ikke til at tænke så meget over når jeg kommer til at gå rundt og se ting. Jeg var lige ved at blive nervøs på vej til busstationen, for vi blev lidt forsinkede af at jeg skulle sende mails pga. Kings of Leon billetterne og så var der ellers en godt lang kø den vej vi skulle. Heldigvis fandt Nick en anden vej og vi blev næsten ikke forsinkede.

Søndag tog Scott, Jessie, Nick og jeg af sted på en klatretur Scott og Nick havde arrangeret (begge er ret erfarne i at klatre). Søndag tog vi dog bare hjem til Jessie, så en film og sov der. Mandag lavede vi stort set heller ingenting, fordi Jessie skulle til lægen kl. tre. Vi så bare endnu en film, spiste og kørte ned til Scott og Nicks gamle camp (de arbejdede sammen der inden de sammen tog til Camp Willson) og slog lejr. Ligesom Camp Willson var den helt tom for mennesker.

Tirsdag tog vi ud i en skov tæt på deres gamle camp, hvor de havde været ude at klatre før. Vi startede med at klatre op af en stor stenvæg, hvilket var ret svært fordi der ikke var særligt mange gode steder at holde og den var lidt fugtig. Det var dog ret fedt at prøve og jeg lykkedes med at komme lidt længere op end jeg troede jeg kunne. Bagefter rykkede vi til en anden klippevæg ved siden der var ca. femten meter høj og rappellede ned ad den. Ligesom første gang jeg prøvede at rappelle, var det lidt svært det sted hvor man skal gå fra stående ved enden til at læne sig udover til sidende position. Ellers var det ikke det ville at rappelle der fordi det var så kort.

Det næste sted vi rappellede var til gengæld ret vildt og fedt at prøve. Vi fandt et hul oppe på en skrænt, som Nick havde set folk rappelle i før. Først tog Scott turen ned og det tog ham noget tid, men han fandt en vej ud. Så tog Jessie turen og hun sad vist kortvarigt fast, men kom også ud. Så var det min turJ Hullet vi snakker om var mindre end 0,5 x 1 meter og da jeg kom derned fandt jeg ud af at det vi rappellede ned af var en sprække i bjerget og at den var smallere end en halv meter hele vejen ned. Jo længere ned jeg kom, jo smallere blev den og til sidst var den så smal at jeg blev nødt til at tage mine fødder sidelæns. Samtidig var det helt mørkt, så jeg kunne ikke se noget som helst dernede. Men så lige pludselig kom der et okay stort hul i bunden, hvor jeg kunne stå op. Jeg kunne dog stadig ikke se noget, men talte med Scott og fandt ud af at der var et lille hul ved min højre fod jeg kunne kravle ud af. Ret fed oplevelse.

Vores tur i skoven tog ni timer, men tiden gik ret stærkt. Efter den lavede vi aftensmad og gik i seng. Det fede ved at være på campen mens der ikke var nogen andre, var at der var vilde dyr rundt omkring man ellers sjældent ville se. Lige da vi kom tilbage fra skoven rendte der en bæver rundt, der var kaniner, jeg sad og så på to små hjorte og deres mor spise græs da de andre var gået i seng og da Scott viste os rundt på campen næste dag så vi en ugle flyve rundt. Det var også ret fedt at prøve at se en anden camp.

Hele turen kostede mig kun 30 dollars som jeg gav i benzinpenge og brugte på at spise på vejen derned. Ellers havde Scott og Nick alt det udstyr vi skulle bruge og vi gik på ”shoppetur” i køkkenet (vist ikke helt tilladt). De havde dog ikke et ekstra liggeunderlag, så jeg blev nødt til at sove på jorden og det er derfor jeg er øm i ryggen. Jeg blev også ved med at vågne hele tiden fordi det var så lyst, men heldigvis kan jeg sove en del i nat.

Vi tog tilbage til Camp Willson efter rundturen på deres gamle camp og både Nick jeg fik pakket alle vores ting. Det tog mig dog 3-4 timer at pakke, da det var et stort rod og jeg ikke troede jeg ville kunne få plads til det hele. Jeg sorterede først alle mine ting og det fyldte ca. fire senge. Så rullede jeg alt mit tøj sammen i små ruller, fyldte mine sko med tøj osv. og på den måde formåede jeg at få alle mine ting til at kunne være der. Er ret heldigt at man må have op til 45 kg. med i bagagen her i USA i stedet for 23, for jeg tror min kuffert vejer omkring 30. Bliver dog dejligt at komme hjem og rent faktisk bo et sted i stedet for i en kuffert og sove i min egen fantastiske seng. Der ligger dog lidt mere eventyr og venter på mig forude førstJ

(havde lige glemt at få lagt det ud, da jeg kom til mit hostel. Der kommer nok ikke mere blog før jeg kommer hjem)

Lidt trist fornemmelse

Jeg sidder i øjeblikket alene i en stor tom spisesal på campen i gråvejr, dagen efter vores sidste dag på campen. Vi havde vores sidste dag og middag sammen i går. Generøse som sædvanligt ville de give os en dags betaling hvilket vil sige 10-15 dollars for mit vedkommende, for at komme og hjælpe med at rydde op i går, hvis vi havde fået før fri. Det valgte Robert og jeg at sige pænt nej tak til og kom i stedet lidt senere. De andre skulle altså gøre campen ren da de havde sent børnene hjem.

Hvis vi går tilbage til sidst jeg skrev blog, så har der ikke været helt så meget at fortælle om. Jeg havde nogle stille dage her på campen fra onsdag til lørdag morgen, og det blev hurtigt ret kedeligt, når der næsten ikke var nogen af de andre der havde fri (campen havde givet næsten halvdelen af os almindelige medarbejdere fri de sidste to uger). Lørdag kom Robert og hentede mig og så tog vi til en frisbee golf turnering i Bellefontaine. Det gik dog utroligt ringe i forhold til hvor meget vi syntes vi havde øvet os. Ingen af os spillede særligt godt og fordi det var turnering, var der begrænsninger på som at man f.eks. ikke måtte kaste på fortovet eller i busken og det fik vi en masse strafskud for, så vi endte som de dårligste:P

Vi var desværre nødt til at forlade turneringen tidligt fordi Robert skulle arbejde, så det endte med at blive en dyr fornøjelse, da det kostede 25 dollars at deltage (kan dog ikke se hvorfor det skulle koste så meget for det var bare en lille hyggeturnering uden nogen store præmier). Robert arbejder i et super lækkert fitnesscenter, som jeg fik lov til at bruge mens han arbejdede. Bagefter tog vi til et stand-up show på en lille bar/restaurant sammen med en fra campen og hans ven. Komikeren havde vundet et stort amerikansk program der hedder "Last Comic Standing" og han var vildt sjov. Vi spiste der inden showet, for at få nogle gode pladser, og det må man sige at vi fik! Vi sad lige foran scenen og han endte med at tale og referere til os hele tiden, fordi hans show handlede om hvad man skulle gøre og ikke skulle gøre når man blev hans alder (ca. 40). Efter showet havde jeg helt ondt i kinderne fordi jeg havde grint så meget.

Søndag skulle Robert arbejde igen, så jeg endte med at tage med hans mor og søster til et stort marked eller hvad man skal kalde det. Det er en stor ting her i USA og der er selvfølgelig en milliard spiseboder der, dyreskue med priser, tivoli og en masse stande hvor de sælger og fortæller om ting. Selvom det var med hans mor og søster, var det meget fedt at se, da det er en del af deres kultur og de er meget åbne og venlige som de fleste amerikanere. Om aftenen var vi i en-dollar-biografen, hvor vi så "Hangover 2" for en dollar og den var også vildt sjov. Det er nok min nye ynglingsfilm.

Mandag og tirsdag har jeg lidt et hul i min hukommelse omkring hvad vi lavede, så jeg skulle nok have skrevet blog tidligere. Men kan huske at vi sov længe begge dage, så "The Change-Up" i biografen en af dagene og spillede golf i mere end fem timer en af dagene med hans ven, så jeg endte med at blive godt træt af at spille golf. Så gik turen ellers til Mammoth Caves seks timer sydpå i Kentucky onsdag. Roberts mor og søster ville også gerne se det, så hans mor kørte os derned og vi boede alle sammen i et værelse på et motel. Mammoth Caves er verdens længste grottesystem med ca. 500 km. lange gange. Vi så dog kun ca. tre km. af dem torsdag morgen, men det var stadig rigtig fedt. Det var på en måde langt at tage for at se dem, men det var det værd og der er virkelig stor forskel på hvordan folk er og snakker der hvor vi var i Kentucky og her i Ohio.

Torsdag aften kom Daniel fra New Zealand også hjem til Robert og vi tog over og hyggede os i Roberts fars hus. Fredag tog vi Roberts fitness og var også i svømmehallen der var der. Om aftenen spiste og hyggede vi os sammen med nogle af Roberts venner, inden vi tidligt lørdag morgen satte Daniel af ved en busstation og sagde farvel til ham. Så tog vi en sidste omgang frisbee golf på vejen til campen og hyggede os i søen sammen med de andre, uden en masse børn at skulle se efter. Den efterfølgende middag var dog lidt skuffende, for det var som sædvanligt noget ret dårligt mad og der var ikke gjort det store ud af det. Så havde vi et diasshow jeg også havde for store forventninger til, for både jeg og de fleste andre syntes det var ret dårligt. Efter det troede jeg folk ville blive hængende og have det sjovt eller gå ud, men de fleste tog hjem lige efter middagen, så det var et noget tamt farvel eller hvad man skal kalde det. Vi var dog ni der tog til en bar, hvilket var hyggeligt, men heller ikke noget at skrive hjem om og vi tog hjem allerede kl. 12.

Jeg venter i øjeblikket på at vi tager afsted på en klatretur i tre dage, fire af os. Men efter lidt mere rejsen tror jeg også jeg er klar til at tage hjem. Har vist været meget passende med længden af det her i USA til at jeg lige når at få følelsen af at det er mere end nok, ligesom med Kina:)

(Hvis jeg bruger nogle sjove vendinger nogle gange eller staver forkert, er det fordi jeg efterhånden ikke er vant til at bruge mit dansk mere og også tænker på engelsk nu)

Lidt her, der og alle vegne

På vejen hjem spillede vi igen frisbee golf på samme bane, vi spillede i Bellefontaine lørdag og søndag og både i Bellefontaine og Columbus mandag. Fredag aften var det meningen vi skulle mødes med nogle af Roberts venner i et indkøbscenter, men hans mobil løb tør for strøm (det gør den hver dag) og fordi vi ikke kunne ringe til dem, endte vi med at bruge en time eller halvanden på at lede efter dem for så at give op.

Lørdag morgen kørte vi tilbage til campen for at komme med på personalefotoet. Jeg fik pakket nogle af mine ting til weekendens strabasser og så af sted til et hus vi havde lejet ved en stor sø der hedder ”Indian Lake”. Der var næsten alle os fra campen der havde fået fri, hvilket vil sige otte af os. Der er ikke det store at fortælle om derfra andet end at jeg lærte dem at spille ølbowling og at Pablo fra Spanien var så fuld at vi fik ham til at sove bagi Roberts truck og kørte ham ned for enden af gaden. Næste morgen vågnede han op indenfor og kunne ikke huske noget, så han må have gået tilbage om natten og ikke kunne huske noget af det. Vi var også i huset søndag og havde det sjovt igen søndag aften.

Mandag gjorde vi rent der og sagde farvel til dem vi ikke ville se igen. Så spillede Robert og jeg frisbee golf og kørte tilbage til ham. Om aftenen gik vi rundt i et andet indkøbscenter sammen med en af hans veninder. Tirsdag gik turen så til Cedar Point (USA's største forlystelsespark). Vi kørte afsted 7:30 om morgenen og jeg blev sat af på campen kl. 20. Alt den tid brugte vi på at køre frem og tilbage, spise, stå i kø og prøve seks forlystelser. Jeg synes dog stadig det var det værd, for det var fedt at se parken der, stedet omkring den og de sindssyge forlystelser. En af dem gik fra 0-200 km/t på tre sekunder og flere af dem tog en op i 100 meters højde. Jeg synes der var meget kø der, men amerikanerne sagde at det ikke var så galt.

I øjeblikket er jeg tilbage på campen igen og det er der ikke så meget at skrive om. Jeg kan dog mærke at jeg har brug for det, for at få ladet batterierne op igen, ordne vasketøj, planlægge osv. Det er en sindssyg fed tid og jeg nyder det til fulde så længe det varer. Lige om snart er det vildeste år i mit liv jo ovre og jeg må starte på et nyt kapitel et nyt sted igen, igen, igen, igen, igen...

Vild tur til West Virginia

Mandag sov vi længe og tog så ud og købte nogle frisbees til frisbee golf. Jeg er dog noget spændt på om jeg har plads til dem i bagagen:P Men jeg har lige fundet ud af at jeg kan have 45 kg. i bagagen på vej hjem, hvilket hjælper en del. Så tog vi ud og spillede i to timer og bagefter kørte vi til et stort indkøbscenter og kiggede der. Jeg købte et ret sjovt overskægsbælte der jeg har ledt lidt efter siden jeg så en af de andre fra campen havde det.

I dag tog vi i zoologisk have her, der er stemt til at være den bedste i hele landet. Der gik vi rundt og havde det sjovt med at se på dyrene og det var også en ret god zoologisk have. Efter det mødtes vi med Roberts far ved en stor sø nær byen og tog ud på deres motorbåd og blev slæbt efter den på en gummiring. Det var vildt sjovt og vi tog nogle fede billeder af det. Efter det har jeg set lidt på hvad vi kan se her i området, men der er desværre ikke så meget. Jeg tænker på engelsk hele tiden nu og jeg har tit svært ved at finde det danske ord for et engelsk ord nu, når jeg skal skrive noget som f.eks. den gummiring vi var ude på. Er ikke engang helt sikker på det er det rigtige ord for det, men det hedder ”tube” på engelsk.

Så gik turen til Roberts bedstefar i West Virginia (fire timer væk) og på vejen stoppede vi for at spille frisbee golf. Vi skulle køre på en firehjuls crosser, men batteriet var dødt, så vi prøvede også på at finde et sted at få et nyt på vejen. Det brugte vi en vældig masse tid på uden held. Næste morgen lykkedes det os at finde et sted inden vi kørte ud til river rafting. Vi endte dog med at komme for sent til vores reservering fordi hans GPS sendte os den helt forkerte vej. Den sendte os op ad at en meget lille og vildt dårlig grusvej til sidst og da vi ville ringe til dem og sige at vi var forsinkede, var selvfølgelig ikke noget signal. Vi fik lidt hjælp af nogle lokale, men var også meget tæt på at løbe tør for benzin midt i ingenting. Det endte med at tage os over to timer at køre noget der kun skulle tage ca. en halv time.

Ved river rafting stedet var de dog super venlige. Vi blev flyttet fra 10:30 til 13 og fik bare et stykke papir med resten af vores penge på (det var en lidt kortere tur). Det brugte vi på både frokost og aftensmad, en video af turen og en frisbee til hver – ja stedet var rimeligt billigt, turen var dog en anelse dyr. På trods af prisen er jeg super glad for at vi gjorde det, for det var perfekt vejr, rigtig sjovt og en super oplevelse.

Fredag morgen stod vi meget tidligt op for at være de første ude på golfbanen. Det var et rigtig flot sted og som sædvanligt super godt vejr. Banen var rigtig svær, så jeg skød en del bolde i vandet, men jeg fandt heldigvis flere end jeg skød i vandet. Har ikke spillet golf siden jeg en enkelt gang gjorde det sammen med Esben som 10-12 årig. Det var meget fedt at prøve igen, men blev noget overrasket da de sagde det blev 36 dollars (vi havde selv udstyr med). På trods af det er det stadig en billig ferie når man ser på at vi også laver alverdens aktiviteter hele tiden og det er super fedt. Er vildt med alt det vi har lavet og prøvet mens de andre bare har haft endnu en sædvanlig uge på campen.

Meget mere heldig bliver jeg vist ikke

Det er vist på tide at begynde at skrive blog noget oftere, så jeg kan huske hvad jeg har lavet. Jeg har været rigtig heldig med mine børn de sidste to uger. Jeg har haft otte rigtig gode børn sammen med en anden counsellor jeg kommer rigtig godt ud af det med i uge fire, hvor vi havde Harry Potter uge. De var 10-11 år også, så det var sådan en nem og god uge i forhold til andre uger. Sidste uge var der for mange tilmeldt til fiskecampen til at de kunne være i en cabin, så jeg fik de seks yngste af dem (to på ni og fire på tolv). Dem har der heller ikke været nogen problemer med og fordi jeg havde fiskecamp børn fik jeg ikke andre opgaver, som at skulle gå rundt og overvåge om aftenen når børnene er i seng og os counsellors er i spisesalen, eller stå for en aktivitet. Det betyder rigtig meget om man får gode børn eller ikke, for man er sammen med dem næsten hele tiden i en uge og man kan derfor nå at blive rigtig træt af dem.

Jeg var rigtig heldig at få alle tre uger fri jeg søgte om, hvilket betyder at jeg er færdig med at arbejde på campen allerede. Det er lidt mærkeligt, men samtidig også rart, for jeg ved at jeg kommer tilbage og ser folk igen. Det er dejligt ikke at skulle se efter børn 24/6 mere, at få noget søvn og rent faktisk at have fritid. Jeg er så småt begyndt på min rejsen allerede nu, da jeg har fået fri. Jeg er taget hjem sammen med en af de andre counsellors, Robert, som vi var hjemme ved en af de første weekender.

Vi startede med at tage ud og spille frisbee golf lørdag sammen med nogle af de andre counsellors, så tog vi hjem til en af de andre og spiste og så hjem til ham i Columbus (Ohios ”hovedstad” med en mio. indbyggere – en time væk fra campen). Vi tog til en fest, men var der kun kort, da vi blev inviteret hjem og svømme hos en fra festen. Det viste sig at hun boede i et vildt rigt kvarter og havde et rigtig imponerende hus, så det var ret fedt.

I går sov vi længe og tog så i et stort vandland de har her. Det var ret fedt og samtidig dejligt afslappende. Kunne være fedt med sådan nogle i Danmark, men det er bare ikke muligt, både pga. vejret og fordi priserne ville være alt for høje. Så tog vi i et fitness center for at jeg kunne vise Rob hvordan man spiller squash, men de havde kun Raquetball ketchere og bolde, så det lykkedes slet ikke. I stedet spillede vi lidt basketball og jeg blev totalt tørret. Hvor vi normalt spiller fodbold hele tiden derhjemme, spiller de basketball hele tiden her. Efter det spiste vi sammen med hans familie og bedstemor og havde en stille aften. Så kan ikke sige andet end at det går godt og er super fedt!

Good times!

Jeg troede jeg skulle en tur til Michigan Lake sammen med Ben og Erin, men til festen blev jeg informeret om at vi ville tage på en hiking tur i Kentucky (sydpå) i stedet. Det var heldigvis stadig fint med det jeg havde pakket, men noget af tøjet blev dog virkelig, virkelig beskidt. Den første nat sov vi ude i skoven, kort fra hvor vi havde parkeret. Det tog lidt over fem timer at køre dertil, hvilket var noget mere end vi havde regnet med. Det havde været super godt vejr, så vi lod mange af vores ting være udenfor, hvilket viste sig at være meget dumt. Omkring kl. to om natten kom der en tordenbyge, som så mange andre gange her i USA og mange af vores ting blev derfor våde.

Næste dag var det min fødselsdag, hvilket var en fødselsdagssang fra dem og en sms hjemmefra og så tænkte jeg ikke rigtig mere over det. Vi vandrede en 5-6 timer i skoven og endte ved en kæmpe naturlig stenbro eller hvad det hedder på dansk. Der spiste vi aftensmad og talte om hvad vi skulle gøre mht. til slå lejr og hvornår vi skulle gå tilbage. Kun et kvarter efter det kom en bedstefar og hans to børnebørn til stenbroen også, og han tilbød os et lift tilbage til bilen. Det tog derfor kun 5-10 min. at komme tilbage i stedet for 3-5 timer. Vi havde hørt om en god sø i nærheden, så vi kørte derhen og boede på en meget, meget lille campingplads. Der overnattede vi og kørte så tilbage til campen tirsdag og vi skulle arbejde igen onsdag. På vejen tilbage kørte vi igennem Cincinnati og kørte bl.a. forbi deres amerikansk fodbold stadium, der var kæmpe stort (mindst ligeså stor som parken).

På campen gik den bare på at slappe af, så vi tog kajakkerne til den anden side af søen og spillede kort. Senere så vi en film, og når man har fri her er man ofte nødt til at bruge en del af den på at gå i bad, barbere sig og ordne vasketøj. Fordi vi havde det ekstra fri havde vi førstegangscampere og de var derfor lidt yngre. Nogle af dem ballademagere og skulle derfor have tingene at vide ti gange osv., så selvom det var en ret kort uge var der nogle af dem der endte med ikke at kunne lide mig, fordi jeg var nødt til at være efter dem hele tiden. Den her uge har jeg til gengæld været vildt heldig i stedet for. Jeg har fået 10-11 år gamle campere sammen med en anden god counsellor og der er ingen af dem der er ballademagere, så alt fungerer bare som det skal og man behøver ikke sige tingene til dem ti gange eller blive sur på dem. Pga. alderen kan de også selv styre ting som vandflasker, solcreme og insektspray.

Den her weekend var vi i et lejet hus med en amerikansk pige, Caitlin, og hendes familie. Hun bor tre timer fra campen, så normalt er hun sammen med os udlændinge i weekenderne, men hendes familie havde altså lejet et hus vi kunne komme og holde en fest i. De var virkeligt venlige og friske og var sådan set med til at drikke sammen med os. Vi var en ti stykker, vejret var perfekt, vi spillede amerikanske spil (kornhul og stang-frisbee) og gik i øllene allerede da vi spiste frokost kl. to. Det var vildt hyggeligt, afslappende og sjovt og der var to episoder, hvor jeg ikke har grint så meget længe, men de hører vist ikke til her:P

Vejret har efter lang tid med virkelig godt vejr, skiftet i dag og det skal vist ikke været helt så godt de næste par dage, men vandet i søen er heldigvis blevet varmet en del op og det er derfor stadig fint at arbejde nede ved søen. Vi er blevet tilbudt at kunne skrive os op til lodtrækning om fri i uge 6, 7 og/eller 8 og jeg har skrevet mig op til alle tre i håb om at kunne få noget fri. Får kun ca. 400 pr. uge (det er bestemt ikke pengene jeg er her for), så vil langt hellere kunne gøre hvad jeg vil og evt. rejse lidt hvis nogle af de andre er friske på det. Ellers går det stadig super godt her, men jeg kan godt mærke det begynder at blive lidt hårdt at køre på så lidt søvn og være på dagen lang. Tror de tre måneder her kommer til at være helt tilpas, på samme måde som de syv i Kina var lige en anelse for meget, så jeg havde lyst til at komme hjem igen. Hyg jer derhjemmeJ

Så kom der noget at skrive hjem om

Så er det vist på tide at få skrevet lidt igen. Jeg bør også kunne skrive lidt nu efter halvanden uge med børn. Begge uger har vi været tre counsellors om seks børn, så vi er startet blødt ud. Jeg har fået de yngste begge gange og det er gået meget fint med en god omgang tålmodighed. På nogle punkter er de nemmere at have og på andre punkter er de sværere. De har virkeligt meget energi, så de er svære at få ned på jorden og få til at være stille, mens de bare alle sammen er venner og tror på alt hvad man siger.

Skemaet her på campen er at man kan stå tidligt op til en morgenaktivitet, hvis man har lyst. Så er det flagceremoni, morgenmad og lidt rengøring. Så har vi lidt udendørs kirke, hvilket er ret kedeligt, efterfulgt af to gange aktivitetsområde. Der er udendørsfærdigheder, sportsområdet, kreativ område og vandområdet ved søen. Så er der frokost med en fantastisk stilletime efter. Endnu to gange aktivitetsområder bliver afløst af snack og så åben svømning. Vi tager flaget ned igen lige inden aftensmad og har en aftenaktivitet bagefter. Så samles alle til sang og små skuespil, så er det tid til et bad for børnene og så skal børnene i seng. 22:30 kan vi så gå op i spisesalen og være der indtil midnat.

Jeg er jo livredder ved vandområdet, hvilket hurtigt bliver ret ensformigt. Enten er vi livreddere i svømmeområdet, hvor vi bare skal stå og kigge, ellers er vi livreddere på vandtrampolinen eller ude i bådene (mest kanoerne). Det gør vi tre eller fire timer hver dag plus til åben svømning. Det er dog nok stadig det bedste sted at være når vejret er så godt som det har været den her uge, fordi vi kan rende uden t-shirt og vi kan komme i vandet. Jeg er blevet over dobbelt så brun på tre dage nu her, på trods af at min hud næsten er helt hvid, fordi jeg har så meget solcreme på for ikke at blive solbrændt. Når vejret er som det var i sidste uge det nok det værste sted i stedet, fordi det er så koldt at skulle svømme der og at skulle svømme ud og sidde i vinden på vandtrampolinen. Hver mandag bruger vi det meste af tiden på at svømmeteste børnene.

De andre her synes jeg er ret sjov, fordi jeg tit er med i de sjove skuespil, kan lave en indisk engelsk accent, kommer med mærkelige og sjove ideer og tit opfører mig hvad der bedst kan beskrives med det engelske ord crazy, når vi har en aktivitet. Var f.eks. med i to sjove små skuespil i går til aftensamlingen og klædte mig ud som en slags mandlig cheerleader og heppede til vores aftenaktivitet torsdag. Jeg føler næsten aldrig nervøsitet og flovhed mere, så jeg slipper tit bare tøjlerne løs og er vild og mærkelig på den sjove måde. Wienerbrød hedder jo Danish på engelsk og den mest populære sang her hedder ”five little muffins”, så jeg har også lavet en ny version af den, som folk synes er ret sjov, med andet vers på dansk.

Sidste weekend var Ben fra England og jeg hjemme hos en af pigerne her. Vi tog til et marked/festival i byen i Columbus, der er på størrelse med Kbh. Der mødtes vi med ti andre fra campen og slentrede rundt hele dagen. Det mest underholdende var næsten at se på alle menneskerne der, for modsat Danmark gjaldt det om at skille sig så meget ud som muligt der.

Jeg har haft en forfærdelig uge mht. søvn den her uge. På vores overnat i skoven vækkede vores børn os hele tiden fordi de var bange for insekterne og vi sov på gulvet, så jeg fik under to timers søvn. Næste nat var der nogen der fyrrede noget af der lød som pistolskud, så mange af os counsellors kom først i seng ved to tiden og de sidste to nætter har jeg fået syv timers søvn.

Mine seks timers fri i onsdags var nok de sjoveste seks timers fri jeg kommer til at have på campen. Vi var seks gutter der tog ud og spiste, spillede frisbee golf, spiste is og tog tilbage til campen. På campen klædte tre af os ud og tog ud i skoven for at skræmme pigecounsellorne der havde deres nat i skoven og snakkede lidt med dem.

I går brugte jeg ca. en time på at hjælpe en af børnene der havde både tisset og skidt i bukserne. Vi var ved sportsarealet, der er det længste man kan komme væk fra toiletterne, da han sagde han skulle på toilettet. Vi nåede kun at gå fem meter før han sagde han virkelig skulle, så vi begyndte at løbe. Halvvejs begyndte han at smågræde og sige han ikke kunne holde sig og han var lige ved at stoppe lige før vi kom til toilettet. Vi kom på toilettet, men da han kom ind i båsen og skulle til at tage hans bukser af gjorde han begge ting på en gang og gik helt i baglås. Han ville hjem og ville ikke tage bukserne af, ville ikke i bad osv. Jeg blev nødt til at rende halvdelen af campen rundt fordi jeg var nødt til at få vores sygeplejerske til at hjælpe mig og finde nyt tøj til ham. Da jeg endelig havde fået ham til at tage tøjet af og få ham ind i bruseren, ville vandet selvfølgelig ikke blive varmt og det tøj næsten ti min. før der havde strømmet nok vand igennem til at det blev varmt nok til at han ville gå under.

Den sammen syv årige dreng gik helt i stå på vores overnat i skoven og var slet ikke til at trænge igennem til, fordi han havde glemt hans vandflaske og ikke vidste hvor den var. Han kom i tanke om at han havde glemt den, da vi var ved spisesalen og skulle afsted, så vi tog en kop med til ham i stedet (der er var derude). Ti min. efter vi var ankommet sad han stadig bare med hans ting og smågræd, så jeg spurgte hvad der var galt og det var stadig hans vandflaske. Jeg og en anden prøvede på at forklare ham at han ikke havde brug for den og at vi ville finde den i morgen i et kvarter, men det trængte slet ikke igennem – han sad bare og rokkede frem og tilbage med hans ting, græd lidt og var slet ikke til at komme i kontakt med. Det var først da jeg fyldte koppen med vand, gav den til ham og sagde at jeg ville købe en ny vandflaske til ham, hvis vi ikke kunne finde den at han kom til sig selv igen. Midt om natten skete lidt det samme, bare med hans rygsæk i stedet, som han ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvad han skulle bruge den til og det prøvede vi på at sige til ham, men han kom stadig ud tre gange inden han gav op.

Den her weekend er der en der holder en fest i aften, som en 10-15 stykker af os tager til. I morgen tager Ben fra England, en af pigerne og jeg til Michigan Lake og bliver der indtil onsdag. Vi er nogle stykker der var heldige at kunne få nogle ekstra dage fri fordi der er nogle af camperne der er her i mindre tid næste uge. Ved ikke lige hvad der kommer til at ske og hvad vi kan lave på min fødselsdag, men det må vi se til når vi når så langt. Jeg ser højest en eller to dage frem i tiden hele tiden her, hvilket er lidt mærkeligt, men også sjovt at prøve. Det er lidt mærkeligt at det er min fødselsdag allerede og at jeg er næsten halvvejs her. Føler det stadig som om jeg lige er blevet 19 og næsten lidt gammel når jeg nu kommer i 20’erne, men de fleste af de andre troede dog at jeg var 22-23. Det er dog nok et godt tegn at det sidste år er gået så stærkt, men jeg kommer aldrig til at føle at jeg kan nyde det nok, fordi det er så fedt.

Så er børnene kommet

Det er på en måde stadig lidt svært at vide hvad jeg skal skrive. Vi skulle gerne være klar til at børnene kommer i dag, men det føler vi os egentlig ikke rigtig. Vi har mere følt det som en ryst sammen uge og lært ting som livredning, børnemisbrug, starte bål mm., men egentlig ikke så meget igen om hvordan vi skal håndtere børnene. Det kommer dog nok helt naturligt når de kommer her. Det kunne være rart med mere tid sådan som det har været, for det er ret hyggeligt og de andre counsellors er rigtig flinke, men nu må vi se hvordan det bliver når børnene kommer.

Jeg prøvede på at komme på Skype, men internettet er helt håbløst lige nu og jeg kommer nok ret meget til at forsvinde fra jordens overflade de næste otte uger. Der er næsten ikke tid til det og jeg tror ikke det er internet jeg kommer til at have lyst til at bruge den korte fritid jeg har på. Nu her har jeg brugt så lang tid på at komme på internettet at jeg næsten ikke har tid til at skrive.

Her i weekenden har vi dog været syv hjemme hos en af de andre counsellors i Columbus, primært os udlændinge. Det har været stille og roligt – vi har drukket lidt, bowlet, spist typiske amerikanske ting og været i et storcenter. Columbus, som han bor i, er på størrelse med København. Hans forældre er skilte og ret rige, så begge af dem har et hus der er over dobbelt så stort som vores. Den anden counsellor (de to har begge været her før) har haft en helt modsat tilværelse og han sagde at mine shorts og min t-shirt (begge til 300 kr.) har samme værdi som halvdelen af hans garderobe. Samtidig har han et kæmpe ar på underarmen fra et knivstik og har haft det ret hårdt. Men sådan er det jo i USA. Igen kan jeg jo kun sige at jeg er super heldig og det er jeg rigtig glad for. Det går rigtig godt her, men jeg kan vist ikke få held til at lægge det her indlæg op nu. (19/6)

Så kom børnene i går og de har været her i 24 timer nu. Jeg følte mig ret forvirret i går og ikke som en der skulle lede folk, men det gik nogenlunde. Det er ret godt at vi er tre counsellors om seks børn den her uge (normalt er det en til otte), for det føles ret svært selv om vi er så mange. Vi har fået seks på omkring ti år og de er dejligt åbne og glade, men de har totalt ild i røven. Det føles ret stressende, for vi skal være sammen med dem næsten hele tiden og overvåge dem, så vi kan knap nok nå at komme på toilet, spise osv., fordi de laver alverdens mærkelige ting hele tiden. Men det kunne nu sagtens have været meget værre end dem, så jeg klager ikke, jeg skal bare vænne mig til det.

Fridag med regn

Vi har været i gang med at blive livreddere dagen lang i fire dage og i går blev vi så endelig færdige. Jeg blev nødt til at tage teoriprøven om ved tre af kapitlerne, primært pga. oversætningsproblemer. Det er ret svært at skulle lære både en masse nye ord til livredning og hvornår man skal bruge dem, men nu er vi heldigvis færdige.

De forskellige aftener har været stille og rolige. Vi har spillet spil, lavet lidt sport, set X-men i biografen og haft bål. Vi lærer hinanden at kende stille og roligt og der kommer stadig nye counsellors hele tiden. De sidste skulle dog ankomme i morgen, hvor vi skal starte på staff training. I dag er vores første fridag og det er også første dag med regn, så det er jo ret irrriterende. Jeg havde også troet jeg kunne sove længe, men vågnede kl. 8 pga. torden. Og i forgårs kunne jeg ikke falde i søvn fordi jeg havde det for varmt, så jeg er ret træt.

Ellers har jeg fundet ud af at man egentlig ikke behøver computer og internet særligt meget, når man har folk omkring en hele tiden og ikke studerer. Så jeg har egentlig heller ikke rigtig lyst til at skrive blog og ved ikke hvad jeg skal skrive om. Her er meget hyggeligt at være, men ikke så meget at berette om. Håber i også hygger jer derhjemme.

Fra meget tid til ingen tid

Dagene for mig selv på campen er gået stille og roligt. Jeg sov 15 af de første 24 timer her, så det var vist tiltrængt. Jeg har hjulpet Roger lidt, men egentlig ret meget uden nytte. Vi har kigget på noget virkeligt gammelt surfudstyr de havde her, som de ikke anede noget om. Jeg prøvede på at samle det, men der manglede ting, andre var gået i stykker og udstyret var for stort til nybegyndere alligevel, så det kunne ikke bruges til noget. Jeg skulle også samle sengetøj, håndklæde mm. til de andre udlændinge for ham. Jeg prøvede på at finde det i de ting de havde, men kunne kun finde halvdelen. Til sidst begyndte jeg at rode i nogle poser, hvor der stod de skulle gemmes på og så viste det sig at det hele næsten var pakket der, og at jeg igen bare kunne begynde at rydde op.

Personalet har været rigtig flinke i den tid jeg har været sammen med dem. Roger og hans kone inviterede deres naboer (som også arbejder på campen) og jeg på middag den første aften og jeg har også snakket lidt med de andre. Har efterhånden vænnet mig til at snakke engelsk hele tiden og er så småt begyndt at tænke på engelsk nu også. Det irriterer mig derfor også ret meget når der er et ord jeg ikke kender, men jeg får jo nok lært en masse nye ord over sommeren.

De andre er begyndt at komme nu og to af dem bor i min hytte midlertidigt. De virker rigtig flinke og jeg er sikker på at vi nok skal komme godt ud af det sammen. Vi starter med livredning i morgen tidlig (jeg ligger og skriver i hytten her fredag aften, men har ikke noget internet her) og så kører vi ellers på næsten hele tiden eller hele tiden fra nu af. Så slut med at rende og fede den – det var rart så længe det varede. Håber i også har det godt herhjemme, men i kommer nok ikke i nærheden af at have ligeså fedt vejr som her:P

Så kommer der lige lidt fra to dage mere her. Jeg kan dog godt mærke at jeg ikke kommer til at skrive blog i nærheden af ligeså meget og ligeså ofte som i Kina. Der er på ingen måde samme kulturelle forskel eller ligeså meget der sker, at skrive om og jeg har heller ikke tid til det.

De fleste andre counsellors er ved at være kommet nu og de er kommet sådan lidt efter lidt. Folk virker meget flinke, men i øjeblikket er det faktisk kun en fra Spanien, en fra Brasilien og jeg der ikke er født engelsktalende. Folk betragter mig dog stort set som en alligevel. Vi kender stadig ikke hinanden så godt endnu, for vi er ret mange og vi har brugt hele dagen begge dage på livredning og førstehjælp. I går spillede vi lige lidt fodbold også, mens at vi i dag ikke har lavet andet end at spise, have undervisning (heldigvis også undervisning i klatring, skydning og bue) og læse. Ret irriterende at vi nu har fået en hel bog vi skal læse oveni det andet, som jeg kunne have fået tidligere og læst mens jeg havde hele dagen lang til det. Det bliver vist også undervisning helt indtil aftensmaden i morgen, men heldigvis med noget nede ved vandet og noget svømning i morgen. Vi skal svømme til den anden side af søen og tilbage igen hver dag til torsdag og mange af de andre frygter det lidt, mens jeg er forholdsvist ligeglad.

Af andre ting, så er maden ret fed her og jeg frygter forholdene forholdsvist meget. Aftensmaden var det første af fem måltider der ikke var vildt meget fedt i. Der er også en salatbar, men den har været ens hele tiden, bestående af en salat (forskellige salater som iceberg mm. og rødkål) og stort set kun mærkelige ting og sovse til. Der er kun de tre hovedmåltider og når børnene kommer, må vi ikke have mad i hytterne mere. Det skal jo gerne være noget godt mad som børnene kan lide mens de er her, fordi det kun er en uge, men det er simpelthen for ulækkert og usundt til at kunne spise hele tiden. Udover det har vi også haft et lyn til at slå ned i et træ lige ved siden af en af husene, og det har taget internettet i går, men på mystisk vis kan jeg godt komme på nu selvom de ikke kan på kontoret

Afsted til campen

Den sidste dag i Washington ville jeg primært gerne se politikkerne i aktion og ind i et sommerfuglebur på det museum jeg var på dagen før. Da jeg havde checket ud, startede jeg med at gå til den amerikanske folketingsbygning. Jeg synes i øvrigt bygningen er så stor og flot at det nok er det tætteste man kommer på Taj Mahal. Jeg startede med at få en rundvisning, hvilket ikke var så meget værd. Da jeg bagefter spurgte min guide mht. at komme ind og se politikkerne, sagde hun et andet sted jeg skulle henvende mig for at få adgang. Da jeg spurgte der, fik jeg at vide at de ikke var der selvom det var en ganske almindelig tirsdag, men det kan jo skyldes Memorial Day. Da jeg gik tilbage på museet for at komme ind til sommerfuglene, var det igen heller ikke muligt. Det har dog alligevel været en fin nok dag og det er heldigvis gratis at komme ind på museerne og i folketingsbygningen. Jeg fik set lidt mere på museet og tog derefter over på et Holocaust museum, der også var spændende nok.

Vejret er fuldstændig vanvittigt varmt, så det tager kun ca. et kvarter før det bare render af en. Jeg havde egentlig ikke så lang tid til at rende og se på ting den sidste dag i Washington, fordi jeg skulle tilbage, spise, i bad og hen på busstationen i god tid. Jeg tog med bussen 20:40 og var fremme kl. 7 næste morgen og tænkte at jeg så kunne sove på bussen, men nej. Hver gang man kom til at nyt sted tændte buschaufføren for alt lyset og råbte i højtaleren og skulle også skifte i Pittsburgh, så fik næsten ikke sovet på turen. Det gjorde jeg til gengæld her på campen! Jeg har stort set kun sovet og spist her.

I øjeblikket er jeg den eneste counsellor her, da jeg er kommet lidt tidligere. De andre kommer på fredag, så jeg skal bare lige hjælpe lidt til i morgen. Der er omkring ti andre der arbejder og bor her, men det er kun lige til måltiderne jeg har set lidt til dem. Heldigvis er de meget flinke. Jeg har fået lidt mere information nu, og det har vist sig at grunden til at jeg ikke havde fået mere information, var at Roger, der er leder og som hentede mig, var kommet til at skrive .com i stedet for .dk ved min e-mail adresse.

Vi skulle vist blive en 20-25 counsellors, hvor de 6-8 skulle være fra forskellige andre lande og resten fra USA. Der kommer til at være 80-150 børn her ad gangen samtidig med andre grupper fra forskellige institutioner eller organisationer. I det hele skulle vi vist være et personale på 43 personer. Jeg kommer til at leve i en bunker/barrack, hvor jeg vil få ansvaret for en 8-9 drenge. Det eneste der er i den er senge, en hylde og strømstik, så jeg kommer til at leve i min kuffert hele sommeren. Toilettet er i en anden bygningen og man skal op i spisesalen for at komme på internettet. Jeg ser det dog ikke som det store problem, for jeg tror ikke jeg kommer til at have så meget tid til sådanne ting alligevel og jeg har lige brugt de sidste to måneder foran computeren. Campen ligger ret isoleret, og har både, tre tennisbaner, basketballbane, fodboldbane, kanoer, kajakker, klatrevæg, sø mm. Der er ret tomt og stille lige nu, men jeg er sikker på at det nok skal blive rigtig godt:)

Brændvarmt i Washington

Jeg ved ikke hvor mange grader det var i dag, men i hvert fald det varmeste jeg har oplevet siden Tyrkiet. Der har vel været en 30-35 grader, brændende sol og ret høj luftfugtighed, så det har været forholdsvist klamt. Jeg fik først sneget mig ud ved 12 tiden fordi jeg skulle ordne blog og busbillet, så det tog kun 10-15 min før jeg var næsten gennemblødt.

Nåede heller ikke helt så meget i dag, men fik da set det hvide hus, var oppe i Washington Monument, så Memorial Day parade, Smithsonians naturhistorisk museum og nogle andre småting. Det hvide hus var lidt en skuffelse, for det var kun på ret lang afstand man kunne se det og deres folketingsbygning er egentlig en del federe. Håber på at kunne komme ind og se politikerne i aktion derinde i morgen. Det var til gengæld meget fedt at se Washington oppefra i Washington Monument - næsten som at se Beijing rent strukturmæssigt. De andre to ting var fine nok, mest som kulturelle ting.

Til baseballkamp

Glemte at skrive om maden her sidste gang. Lad mig sige det sådan, at man i hvert fald lige skal vænne sig til den. Den er en del mere fed, den man får serveret i hvert fald, og ofte også større portioner. Men det synes jeg ikke engang bedre om, når den er det mere fed. Jeg var blevet anbefalet en bestemt hot dog til baseballkampen i går, jeg skal lige have været her noget længere før jeg kan nyde sådan en fed pølse. Udover pølse og brød hælte de kødsovs og en ostesovs på. Selv da jeg en dag havde bestilt en salt, var hele salaten overdynget med en oliedressing

Jeg havde ikke lige tænkt over at det ville være et privat selskab jeg kom til at køre bus med fra Chinatown og at det derfor var kinesisk. Det var i hvert fald ikke så mærkeligt at bussen kom en del for sent, men det var virkelig irriterende, for jeg nåede kun de sidste to minutter af CL finalen. Bussen stoppede heldigvis lige uden for en bar hvor de viste det, så jeg skyndte mig derind. Der kom jeg i snak med to amerikanere på omkring 40, som jeg fik en masse tips af og egentlig sad og snakkede med i ret lang tid. Jeg var lige nede på hostellet for at checke ind og gå i bad på et tidspunkt og så tilbage igen, hvor nogle af deres venner lidt mere på min alder, var kommet. De kendte personalet på baren ret godt, så de troede godt jeg kunne få lov at drikke der, men desværre ikke. Så jeg endte med bare at tage hjem kl. 11, hvor jeg også var godt træt.

De havde bl.a. anbefalet mig at tage ind og se baseball dagen efter, så det gjorde jeg i går. Da jeg fortalte en Sweizisk gut fra mit værelse om det, ville han også gerne med. Vi mødtes lidt før kampen og købte billetter og så kampen sammen. Vi kendte ikke reglerne så godt, men dem fandt vi ud af undervejs. Spillet minder lidt om rundbold og det gælder også om at nå hele vejen rundt for at gå point. Det der skulle være det fede ved det er når de endelig rammer bolden ordenligt (hvilket skete ca. 10 gange på de 3½ time kampen varede) og den så ryger rigtig langt. Men den ryger for det meste også rigtig højt, så den blev bare grebet de 7-8 gange alligevel og så er det lige ringe.
Vi synes begge det var en god oplevelse at komme ind og se en baseballkamp, men vi var ikke vilde med baseball som sport. Det var i hvert fald min første og sidste kamp, og jeg synes at selv curling har mere intensitet end baseball.

Efter baseball var jeg rundt og se diverse monumenter. Både Jefferson, Lincoln, Washington, WW2, Vietnam og Korea. Nogle af dem ligner hinanden lidt, men de var stadig rigtig flotte. Bagefter spiste jeg aftensmad på en indisk restaurant, hvilket var godt valgt da maden ikke var helt så fed. Men som sædvanlig blev jeg snydt af prisen og det skal jeg nok lige vænne mig til. Det jeg bestilte kostede 19 dollars, men så kommer der sales tax oveni (på 1,9) og så skal man give drikkepenge på ca. det dobbelte af sales tax, så det endte med at koste 25. Tror bare jeg tager Subway i dag i stedet. Det var egentlig også planen i går, men der var den lukket.

Jeg har besluttet mig for lige at tage en dag mere her alligevel, nu hvor jeg brugte en del tid på den bar og på baseball. Så kan jeg have god tid til at rende og se på de mange bygninger og museumer der er her og få skrevet blog, i stedet for at skulle stresse for at nå det i dag. Jeg har også bedre mulighed for at sove så, hvilket igen er blevet nødvendigt efter i nat. Jeg nåede at få to super gode timer, men så kom der en ny gæst ved et tiden, der tændte det meget stærke lys der er på værelset og havde det tændt i næsten en halv time, selvom der egentlig er ret lyst på værelset om natten. Alting tog ham åbenbart helt vildt lang tid fordi han er så fed, og han stønnede og rystede med sengen hele tiden, fordi han har svært ved at stå op selv. Da han så endelig kom i seng blev det nærmest bare værre, fordi han snorkede utroligt højt. Man kunne høre at det også skyldtes fedmen, da luften havde meget svært ved at komme igennem hans næse. Da jeg havde lagt vågen i halvanden time så jeg mig nødsaget til at kravle ned af sengen, tage to beroligende piller, ørepropper og en t-shirt til at tage over hovedet, for bare at få lidt søvn. På trods af alt det vågnede jeg stadig en del gange i løbet af resten af natten og igen da han skulle afsted, mens de tog andre var taget afsted uden jeg opdagede det. Ret irriterende, men jeg skal nok bare være glad for at jeg ikke er ham.

New York er en sindssyg (fed) by

Det er vildt svært at holde styr på hvad der sker og hvad det er jeg ser, fordi der sker så meget. Jeg kan ikke føle det helt så meget endnu, men jeg ved jeg er sindssygt træt. Har kun fået 4-5 dårlige timer de første to nætter og 6-7 dårlige timer de andre to nætter. Kunne næsten ligeså godt have sovet på gulvet, som på det jeg har fået af min vært fordi det er så tyndt og han har ikke trukket for i hans lejlighed.

Han tog mig med på Metropolitan Museum i torsdag, så i Central Park og på Fifth Avenue (den kæmpe og dyre gågade). Det hele var egentlig stille og roligt og meget fint at se. Jeg gik selv lidt på Fifth Avenue til sidst og kiggede lidt på butikker. Fredag havde han en aftale, så der gik jeg selv. På trods af at det var i går, har jeg ret svært ved at huske alle de ting jeg så. Men jeg så i hvert fald Brooklyn Bridge, frihedsgudinden, Wall Street, New York Stock Exchange, City Hall, Chinatown, Little Italy, New York University, Ground Zero, Madison Square Garden og flere kilometer af Broadway. Jeg gik næsten hele tiden i 11 timer, så jeg kunne næsten ikke holde til at gå meget mere til sidst. Det har været ret fedt at gå rundt og se tingene, men det er ikke den samme wauw oplevelse på en gang, som med nogle af de ting jeg har set i Kina. Det er mere bare jævnt at der er noget at se hele tiden – de forskellige mennesker, de store bygninger, attraktionerne og butikker.

Da jeg kom hjem skulle jeg til at finde ud af med transport og hostel i Washington, hvilket var et ret dumt tidspunkt. Min vært er en person der rigtig gerne vil hjælpe, men det bliver hurtigt på den bestemmende måde. Vi sad begge to og kiggede på bus, men den jeg gerne ville med kl. 9 var desværre udsolgt. Mærkeligt nok kunne han så godt finde den på en hjemmeside på hans computer, mens jeg ikke kunne finde den på samme hjemmeside på min.  Men han fik mig til at indtaste oplysninger, så jeg købte billetten og da kvitteringen så kom frem sagde han ”hov, den 29. er det ikke den forkerte dag?” – og jo det var det.

Derfra satte han skub i himmel og jord eller hvad man siger og tingene kunne kun gå for langsomt. På trods af at der tydeligt stod i den e-mail jeg fik og på hjemmesiden at man ikke kunne få refunderet pengene, mente han godt det kunne lade sig gøre. Han sagde jeg skulle skrive en mail til dem og gik i gang med at ringe til dem. Jeg ventede lige med at skrive mailen til han havde ringet, men så var det galt. Så ventede jeg 5-10 min med at bestille en ny billet, for at se om der kom svar, før jeg bestilte en ny billet og så var det galt, fordi det kunne være den ville blive udsolgt så (det var kl. 11 om aftenen!). Det endte med at han blev sur som et lille barn og sagde det var af sådanne grunde han ikke kunne lide europæere (han har europæiske gæster månedligt). Jeg var ved at blive ret irriteret på det tidspunkt, over at han lige havde smidt 100 af mine kroner væk og skulle blive sur og skabe sig sådan samtidig med at jeg var så træt, men der var jo ikke så meget jeg kunne gøre.

Jeg tænkte at jeg hellere måtte bestille den rigtige billet for at slippe for at høre på ham og være sikker på at kunne komme af sted i dag. Jeg havde ret svært ved at finde busstationen fordi det bare var et lille privat selskab i et normalt lokale. Da jeg spurgte om jeg kunne få pengene tilbage fik jeg selvfølgelig et nej, men at jeg godt kunne ændre billetten – super! (ironisk) Men det kan godt være det var godt nok jeg bestilte den nye billet, for bussen var fuld. Oveni de dumme penge på bussen, kommer jeg til at bruge dumme penge på hostel i Washington. Jeg kiggede lidt på det torsdag aften, men fik ikke bestilt og så er priserne ellers lige steget fra 130 til lidt over 200 fordi jeg ventede. Flot! Tror jeg vil prøve på at nøjes med to overnatninger for at spare penge og så tage en dag tidligere til campen, for jeg trænger virkelig også til at slappe af og sove ud inden den starter og jeg skal være på 24/6.

New York er en utrolig fed by

Jeg har lige tid til at skrive lidt mens min vært sover videre. Jeg prøver jo det der hedder couch surfing (sofa sovning), hvor man kan få lov til at komme og sove hos folk i deres hjem. Min vært er 60 år gammel og oprindeligt fra Filippinerne. Jeg tænkte at jeg gerne ville have et andet indblik i den amerikanske kultur end det jeg får på campen ved at tage en lidt ældre amerikaner. Jeg troede dog han var født og opvokset i USA, men han var flyttet hertil for lidt over 30 år siden. Han er professor i medicin på New Yorks universitet og meget frisk, så man mærker ikke rigtig at han egentlig er 60.
Jeg var dog ret uheldig med at en gæst han havde der skulle være taget afsted i går, ikke var taget afsted. Det betød nemlig at jeg blev nødt til at sove på gulvet i nat, så jeg er lidt øm. Var dog træt nok til at jeg stadig har sovet 10 timer. Fik kun held til at sove 4-5 timer på turen og der er jo også seks timers tidsforskel.

Turen herover gik meget fint og vi fløj et par timer før askeskyen nåede frem til os tror jeg. Jeg fløj med verdens største fly fra Frankfurt til New York, men man mærkede det egentlig ikke. Man kan godt se det er kæmpe stort udefra og to etager, men det er ikke noget man tænker over når man sidder inde i det. Det er ca. ligeså stort som hvis man tog et fem etagers hus, satte to vinger, nogle hjul og en motor på og så fløj til USA. Ret vildt.
Jeg var dog ved at blive ret nervøs, da jeg stod i lufthavnen og skulle have min billet. Der var nemlig ikke noget bookingnummer på den side jeg skulle printe og tage med, og ingenting der havde åbent. Da der så kom en og skulle stille køordningerne op og jeg forklarede ham at jeg ikke kunne bruge mit billetnummer i maskinerne, sagde han surt at jeg måtte få fat i noget andet end det ubrugelige stykke papir. Det viste sig heldigvis at jeg var var nødt til at vente ret længe på at de åbnede for bagage check ind og det først var der jeg kunne få min billet. Idioten var også nødt til at indrømme han tog fejl.

Jeg nåede lige at gå rundt og se Broadway og Colombia University i går. Det stykke af Broadway jeg så var ikke særligt vildt i forhold til hvad jeg havde forestillet mig, men det er jo også en enorm lang vej. Colombia University og campen var til gengæld kæmpe stor og fascinerende. Vejret er også super, så det tegner rigtig godt.

Den sidste tid

1/3

Vi valgte at tage ud for at se et museum her i Shanghai i dag, som Lonely Planet havde skrevet var et must see. Lige inden vi skulle afsted kom Michael og Johan dog, så de skulle lige tjekke ind og så afsted. Museet var heldigvis gratis, for det interesserede os ikke. Fik dog snakket en del med Michael og Johan om hvad de havde oplevet.
Bagefter tog vi en tur på Shanghais hovedgågade, hvilket var en kold fornøjelse. Butikkerne er noget mere specielle her end i Tianjin og Beijing, men jeg kan bedre lide gågaden i Tianjin, for her er de langs en stor vej med biler.
Aftenen stod på en gang hurtig aftensmad og så filmaften i den rigtig hyggelige barstue der hører til hostellet. Første film var desværre Ocean's 13, som jeg lige har set for fem dage siden, så på et tidspunkt tænkte jeg at det var bedre bare at få pakket gå i seng.

2/3

I går bestilte vi en bus på hotellet ud til Zhujiajiao for 80 pr. person. Byen er den kinesiske udgave af Venedig, men jeg var ikke rigtig imponeret efter alt det andet jeg har set. Det var dog meget hyggeligt at gå rundt der sammen med de andre og skyde med bue mm.
Da vi kom tilbage valgte vi at tage ud til Expoområdet, for at se om vi kunne se noget. Det eneste vi kunne komme til at se på afstand var dog den kinesiske. Der er ingen af os der kan forstå hvorfor man bare river alle de flotte bygninger ned bagefter, i stedet for at bruge dem som ambassader eller et eller andet. Det kan også godt være der er 73 mio. der har været og se dem under Expo, men der er jo stadig halvt så mange der gerne vil se det her efter. Irriterende!
Så gik turen til The Bund, som er Shanghais område med urealistisk høje bygninger og flot designede bygninger osv. Vi var der så vi både kunne se det i lys og i mørke og det var rigtig flot. Stedet står også som en af de syv største attraktioner i Kina.
Om aftenen tog jeg hen til ham franskmanden jeg havde mødt i Guilin, hvor jeg skulle sove. Det er en ting der hedder couchsurfing, hvor der er en hjemmeside og man så kan finde folk man kan sove hjemme hos gratis. Jeg gjorde det mest for at prøve det og for at se ham igen. Klokken var dog mange inden jeg kom, så vi nåede ikke at snakke så meget.
Har fundet ud af at Michaels mor også følger fast med på min blog, hvilket hun selvfølgelig skal være så velkommen til, men at jeg åbenbart er kommet til at skrive noget jeg ikke skulle have skrevet:P Var f.eks. kommet til at nævne Michaels vægt, så hans far godt kunne regne ud af han har levet lidt for godt herude, så det gik vi også og havde det lidt sjovt med.

3/3

Jeg har ikke sovet forfærdeligt godt, da jeg bare har lagt på fire puder og skulle op tidligere for at mødes med de andre. Eftersom vi endte med at have længere tid i Shanghai end vi havde regnet med og vi så en reklame for en forlystelsespark, besluttede vi os for at skulle derud.
Det kostede kun 200 for entre til alle forlystelser og forlystelserne var faktisk rigtigt gode. Parken skulle vist kun være to år gammel, men nogen steder så den allerede meget slidt ud. Typisk kinesisk. Vi havde dog et rigtig positivt syn på parken i starten, eftersom det er rigtig billigt, gode forlystelser og der næsten ikke var andre hvilket betød ingen kø.
Jo længere vi kom rundt i parken var der dog flere og flere forlystelser der havde deres månedlige inspektion. Da vi havde set det skilt for femte gang på en af de store forlystelser vi gerne ville prøve, kunne vi ligesom godt regne ud at det ikke en skid var månedlig inspektion, men bare at de havde lukket den fordi der ikke var så mange gæster. Det brokkede vi os over, for der stod endda ude foran at nogen af forlystelserne skulle være åbne, men vi fik en ret dårlig behandling og det ødelagde ligesom en del af det gode indtryk af parken.
Det var egentlig meget sjovt at se en af de videoer der var i en forlystelse i parken. Den tog en på en flyvetur rundt i Kina til mange af de store attraktioner, så rigtig mange af dem havde vi jo set i virkeligheden.
Tilbage på hostellet fik jeg lige informationer om hvor lang tid man skal bruge på nogen af de ting de andre har set osv. i provinsen Yunnan jeg skal til en anden gang og vi hyggede os med lidt Uno. Jeg skulle dog tilbage og sove hos franskmanden, der var gået i seng da jeg kom. Synes det er meget fedt med det couchsurfing, især i Europa hvor det er vildt dyrt, men det er ikke godt når man rejser sammen med andre som jeg jo har gjort i Shanghai. Tror derfor kun jeg gør det igen hvis jeg rejser alene.

4/3

Har igen ikke sovet særligt meget og er efterhånden ved at være virkelig godt smadret. Vi får ikke slappet af på noget tidspunkt, så kan mærke at jeg har spændinger i hovedet af at være på farten hele tiden. Bliver godt at få sovet ud engang derhjemme.
Der er faktisk ikke voldsomt meget at se igen i Shanghai, når vi allerede har set ting som templer og parker. Vi havde derfor kun et propagandamuseum og et område der hedder French Concession med bygninger i europæisk stil. Propagandamuseet synes jeg var vildt spændende og skræmmende at se. Der var f.eks. billeder af at folket i Tibet tog vildt godt imod de kinesiske soldater og folket havde jo ikke nogen forudsætning for at vide at det ikke havde foregået sådan. Vi så også en gammel engelskbog som jeg købte, hvor den første sætning f.eks. er Long Live Mao og to be først kom på s. 60, efter at man har lært atombomb og hørt historien om poor Lucy fra England, hvis tre største ønsker er et Maobadge, den lille røde og at komme til Kina og se Mao.
I the French Concession lagde jeg ikke så meget mærke til bygningerne. Vi havde retning mod et sex og kultur museum, men der ville Mads ikke med, så jeg aftalte at mødes med ham på gågaden et par timer senere. Jeg var derfor nødt til at tage tilbage inden vi fandt det, men det var åbenbart lukket alligevel.
Da jeg stod og ventede på Mads kom Tine lige pludselig gående. Forstår virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre at møde hende der. Den slår da jeg mødte Mads og Morten på Huang Shan. Udover det havde Mads og Morten også stødt ind i Johan og Michael på Macau, så selvom det er et enormt land kan det åbenbart godt lade sig gøre at støde ind i hinanden når man rejser.
I en Nike butik fandt Mads (med ligeså store fødder som mig) og jeg et par sko vi begge rigtig godt kunne lide og som vi utroligt nok kunne passe i 46. Vi købte dem derfor begge to, bare i forskellige farver. Jeg ville også gerne lige ind og kigge i en H&M vi havde set ved en metrostation. Det viste sig at ikke nok med at den H&M var kæmpe stor, så var det også det nok også det største center jeg havde set nogensinde, hvilket ikke siger så lidt efter at jeg har været igennem nærmest alle i Tianjin og en del i Beijing. Købte også lige to t-shirts der, så klædeskabet er i den grad ved at være fyldt op når jeg kommer hjem.
Om aftenen skulle vi først hen til verdens tredjestørste bygning, for at se udsigten deroppe fra. Den viste sig dog at koste 150, mens den ved siden af der var næsten ligeså høj også kostede 100, men stod til 50 i LP. Det endte dog desværre med at vi ikke tog op i nogen af dem, fordi damen der solgte billetter sagde at der ikke var særlig god udsigt derfra i dag. Kommer nok til at fortryde det når jeg kommer hjem og 150 ikke er så meget mere, men det er der ikke noget at gøre ved.
Så stod den ellers på en tur i Shanghais byliv. Vi startede med en ret kendt bar der hedder "Bar Rouge", men der gik vi bare ind og kiggede lidt og så ud igen, da det kostede 80 bare for Morgan 50 hvis man ville have en lille øl eller mineralvand. Så tog vi på en bar ham franskmanden havde anbefalet, hvor vi også skulle mødes med ham og der endte vi med at være hele aftenen. Det var et rigtig fedt sted, bortset fra den sædvanlige alt for høje musik her i Kina. Glæder mig til at kunne snakke bare lidt sammen derhjemme når man er i byen derhjemme uden at skulle råbe ind i øret på hinanden.

5/3

Turen gik i dag fra Shanghai til Tianjin med fly. Nogen af os ville bare tage det hotel som min familie også boede på her i Tianjin, mens andre ville ringe til Sunny, fordi hun havde sagt vi kunne bo på skolen. Det vidste sig dog at det var at bo i lejligheden på de værelser der ikke blev brugt. Vi forhørte lige det nye hold om det var i orden med dem og så rykkede vi alle ind der. Uheldigvis havde fire af os drenge dog allerede checket ind på hotellet da vi fandt ud af vi kunne bo i lejligheden, så det kostede lige 50 pr. mand.
Egentlig skulle vi bare ned og have noget at spise på Ali Baba, men da det nye hold var på Helen's tog vi derhen i stedet. Det endte dog selvfølgelig i en bytur, som for mit vedkommende først stoppede kl. 5, da jeg var nødt til at tage hjem fordi jeg ikke kunne holde til det mere. Byturen foregik i min skiundertrøje der kun er blevet vasket en gang siden Nepal, mine store vandrestøvler og jeg havde ikke været i bad i to dage. Mødte en jeg havde mødt ude i huset vi var i igen nytårsaften, men kunne ikke huske hende. Flot:P
Det var meget sjovt at møde det nye hold og høre dem opleve det samme som vi gjorde. De er dog kun otte, to drenge og seks piger, hvilket nok er derfor de er en del mere stille end vi er. Rigtig hyggelig bytur, men også lidt hård når jeg var så træt.
Også ret sjovt at komme tilbage til Tianjin og til lejligheden igen. Vi er ret enige om at det egentlig føles som at komme hjem, så på en måde er det ret mærkeligt at vi jo så skal hjem "igen" på tirsdag.

6/3

Mads og jeg har jo været store fans af all-you-can-eat restauranten, så der havde vi aftalt vi skulle hen og spise. Vi var dog ikke voldsomt sultne pga. byturen, men det var meget hyggeligt alligevel. Bagefter tog vi lige en hurtig tur i H&M, hvor der som så ofte før var alt alt for lang kø til prøverummet. Jeg så et par shorts igen, som jeg også havde set i Shanghai jeg rigtig gerne ville prøve. Jeg besluttede derfor at jeg bare måtte skifte inde mellem stativerne, for jeg kom jo alligevel ikke tilbage igen. Det sjove var så at en ca. 25 årig kineser var der med hans mor og hun så sagde, at når ham udlændingen der kunne skifte midt i det hele så kunne han også, så det endte han med også at gøre.
Aftenen var rigtig hyggelig, og igen kom jeg til at tænke på hvor billigt det er her i Kina, hvilket jeg også valgte at nyde. Vi startede på Ali Baba, hvor vi alle ti fik ca. to forskellige retter (jeg tre) og nogle øl, men vi har jo stadig ikke engang brugt 1000 kuai tilsammen. Bagefter tog vi på Helen's, hvor vi var resten af aftenen og natten. Jeg var nødt til lige at tage nogle drinks med Red Bull for ikke at kunne mærke trætheden så meget, men ellers mærker jeg den sådan set overraskende lidt i forhold til hvor lidt og dårlig søvn jeg får. Bliver dejligt at komme hjem til min egen kongeseng.

7/3

Mads og Morten skulle jo desværre med et andet fly pga. problemer med forlængelsen af deres billetter, så dem sagde vi farvel til om morgenen. Bagefter tog Tine, Malene og jeg til Beijing sammen for at tage ind på Perlemarkedet en sidste gang. Tine og jeg stoppede dog lige ved Hall of People, men der kunne jeg for fjerde gang ikke komme ind. På markedet tog det som sædvanligt meget længere tid at købe ting end man regner med, så jeg endte med kun at købe ure. Har ikke købt ure der før, så skulle først lige finde ud af prisen, så kigge det hele igennem og så kunne jeg ikke bestemme mig. Fik dog købt 5 for 250 kuai. Det skal dog også siges at man ikke har meget tid derinde når man først kommer afsted ved 12 tiden og det tager tre timer hver vej.
Havde længe troet at vi ville tage den sidste overnatning i Beijing, men alle de andre havde bare tænkt sig at være i Tianjin, så Tianjin det blev. Da vi kom fra Beijing var de andre på Helen's, så der endte vi igen halvdelen af natten - dog uden helt så meget alkohol i blodet.

8/3

Ligesom hele tiden faktisk, så er der ikke rigtigt så mange af os der kan forstå at vi skal tilbage til Danmark igen. Det føles jo bare ligesom en af vores mange ture, ligesom til Xian og vi er blevet så vant til at pakke ud og sammen hele tiden. Skolen stillede heldigvis en bus til rådighed for os ud til lufthavnen, så afsted i den halv ti så vi ikke risikerede at komme for sent. Det gik fint for alle med ekstrabagage og efter en lille tur på Burger King med lidt kortspil senere, skulle vi ombord på flyet. Mærkeligt nok var vi blevet sat fire forskellige steder i flyet, jeg helt alene, men det var ikke fuldt, så jeg kunne bare sætte mig hen til de andre.
Tiden i Kastrup lufthavn var virkelig kaotisk. Vi skyndte os hen til bagagen, men den var ikke kommet endnu, så jeg gik på toilet. Da jeg kom tilbage var den dog ved at komme og Johan og Michael havde nået at købe billetter. Det skulle jeg bruge mit bookingnummer for at købe og min bærbar gik ud lige inden jeg nåede at se det. Så skulle jeg have den sat til strøm og have taget Mortens sko ud af min store kuffert og have sagt farvel til pigerne på en gang.
Mht. togbilletten var jeg virkelig ikke heldig. Michael og Johan havde også købt et wildcard i automaten, hvilket jeg sjovt nok ikke kunne finde på den for det skulle man også have booket på nettet inden. Samtidig ville automaten ikke tage imod mit kort og jeg havde vildt travlt for at nå toget. Jeg kunne dog heldigvis nå over til billetlugerne og få lavet min billet om fra en wildcardbillet til en alm. voksenbillet, men til den pris kunne jeg have fået begge dele hvis jeg bare havde vist det med at man skulle bestille wildcarded på den måde. Da Johan, Michael og jeg så stod og skulle med toget var jeg sikker på at vi skulle med det samme tog, men det skulle vi åbenbart ikke. Eller dvs. at der stod afgang 12 min før på min end deres og jeg derfor tog et andet tog, men ved ikke lige hvordan det er gået dem.
Det var altså en vildt kaotisk og nærmest ikke tilstedeværende afsked, men det var nok også den nemmeste og mindst akavede måde. Det er ret mærkeligt at sidde i toget alene på vej hjem nu og ikke vide noget som helst om hvornår jeg kommer til at se de forskellige folk igen, men det må tiden jo vise. Det er i hvert fald den sidste tur på mit livs eventyr.

Vejret kan ødelægge alt...

27/2

Igen var det op før solen for at komme tidligt afsted mod Huang Shan (et bjerg). Der var tre kinesiske piger der stod af sammen med mig og spurgte om jeg havde lyst til at se noget der hed Emerald Valley og gå op ad bjerget med dem. Jeg tænkte det kunne være meget hyggeligt og den ene af dem havde studeret engelsk, så hun snakkede rimelig okay engelsk. Spurgte ikke til hvor gamle de var, men de har nok været midt i 20'erne allesammen når de arbejdede, men opførte sig som sædvanligt som nogen på 15.
Emerald Valley var fint nok, men ikke til at råbe hurra for med alt det andet jeg har set. Der stod i Lonely Planet at alt er meget dyrt oppe på toppen af bjerget, så jeg spiste næsten tre retter og købte godt med forsyninger. På turen derop blev jeg nødt til at vente på dem hele tiden fordi de slet ikke kunne holde til det, men det er også et hårdt bjerg og det tog os 2,5 time at gå op. Vi gik også lidt rundt oppe på toppen sammen, men fra ca. halvvejen og til og på toppen var der den tykkeste tåge jeg har set i mit liv med sigtbarhed på under 50 m. Den helt fantastiske udsigt der nogengange er på nogle af udsigtsstederne på toppen var derfor bare et syn ud i ingenting. Vildt ærgerligt!
Kineserne hjalp mig med at finde det hotel jeg gerne ville på og tog så hen på det de havde reserveret. At kalde det et hotel er nok en kraftig overdrivelse, for det er en barrak og jeg sov på et værelse på ca. 3x3 m. med plads til seks og ca. en m3 gulvplads. Sengen var så hård at det gjorde ondt at ligge på siden og den var ikke lang nok til at jeg kunne strække benene. Stedet kostede 60 og var suverænt det billigste, hvilket kun var derfor jeg bor her.
Jeg ville lige gå ud og kigge lidt mere på trods af tågen, for klokken var kun 16. Efter en halv time vendte jeg dog om igen, da det begyndte at dryppe. Det viste sig at være meget heldigt, for da jeg skulle til at gå ind på hotellet var Morten og Mads ved at gå væk derfra. Jeg har jo ikke haft så god mulighed for at komme i kontakt med folk, men det var på en måde meget naturligt at møde dem her, fordi det er i den sidste tid her vi næsten allesammen er ved Huang Shan og Shanghai, men selvfølgelig super fedt. Vi tog en gang aftensmad, snakkede lidt og gik i seng.

28/2

Jeg sov vildt dårligt i den korte tid jeg sov i nat fordi det var så varmt på værelset, jeg lå så dårligt og kineserne larmede meget da de imponerende nok stod op før mig. Morten og Mads havde klogt nok valgt at tage et firemandsværelse med tykkere madras til 100 i stedet, hvor de to sov inde. Jeg ville dog stadig have fået en ligeså dårlig seng der, eftersom det kun var de to nederste der havde god madras.
Vi stod op lidt i fem fordi Morten og Mads havde mødt nogle kinesere i går de havde aftalt at se solopgangen med. De dukkede dog aldrig op det aftalte sted, hvilket var ret irriterende når solen først står op lidt over seks. Vejret kunne ikke være dårligere med regn, kulde og stadig en vanvittig tyk tåge. Vi sad inde på et hotel inden vi lidt i seks gik ud til et sted anbefalet i Lonely Planet. Der jokede jeg med at vi sikkert ikke engang ville lægge mærke til at solen stod op, hvilket endte med at blive virkelighed. Vi kiggede mod øst hele tiden indtil det halv syv var blevet lyst og så absolut ingenting. Har været oppe før solen massere af gange, men de to gange jeg har gjort det for at se den stå op har jeg på ingen måde kunne se den.
Bagefter gik vi ned igen af den endnu hårdere vej end den jeg gik op ad i går, hvilket tog fire timer fra hotellet. Det, sammen med de syv timer primært op ad trapper i går, gør at mine ben er godt smadrede efterhånden.
Eftersom vi jo var så tidligt oppe og af sted, så var klokken kun omkring 11 da vi var tilbage i Tangkou, men der gik først en bus videre kl. 14. Det, en forsinket bus og en bus der var kørt lidt galt og spærrede vejen, gjorde at vi først nåede til Hangzhou 18:30. Der ville vi gerne se det sted der er på 1 yuan sedlen, men det var helt mørkt og det lå et godt stykke ude i vandet, så vi kunne ikke se det en skid. Det var dog meget sjovt alligevel fordi vi gjorde grin med det og kunne sige at vi har været der.
Så gik turen til Shanghai med et tog der kom op på 350 km. i timen. I det hele taget mindede det vildt meget om Tianjin-Beijing toget. Her er vi så på et rigtig hyggeligt hostel Morten og Mads havde bestilt. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men endte altså med at tage hertil sammen med dem:)

En ordenlig omgang transport i det store land

22/2

I dag stod igen i den grad på at gå. Jeg tog bussen ud til Wulingyuan (stedet hvor Avatar er optaget) og var der lidt over otte. Der var der som sædvanligt folk der gerne ville vise en rundt osv. og jeg sagde først nej, men da jeg hørte prisen på 50, så tænkte jeg at det nok var meget smart og det viste det sig også at være.
Gutten kunne ikke fortælle mig så meget for han kunne kun snakke kinesisk, men han vidste hele tiden hvilken vej vi skulle gå og hvilken bus vi skulle tage. Jeg tog tre ting som jeg var blevet anbefalet af to jeg mødte i Dehang og det var vildt flot, på trods af at det var lidt tåget. Jeg troede det var smog, men tre amerikanere der bor her siger det bare er tåge. Tilbage til dem senere.
Der er over 200 peaks der bare står lodret op, hvilket ser rigtig flot ud oppefra. Tog af de steder jeg var, er vist de højeste steder, men jeg kan ikke lige huske hvor mange hundrede meter det var. Den tredje ting var at gå ved en å, hvilket ikke var det helt store. I parken var der også vilde aber og da jeg skiftede batteri på mit kamera løb en af dem hen og tog mine kiks i tasken. Flabede abe! Jeg gik rundt derinde i 7,5 time og er gået ned af mindst 6000 trapper, men tog heldigvis cable car til toppen af det ene af bjergene.
Da jeg var på McD kom der en amerikaner hen og satte sig ved mig, spurgte hvor jeg var fra osv. De var åbenbart tre amerikanere der underviste i den by. Han spurgte om jeg havde lyst til at drikke nogle øl med dem, hvilket jeg ikke kunne sige nej til. Vi var derfor lidt rundt omkring og det var ret sjovt og jeg blev voldsomt fuld til sidst, men det er egentlig også forståeligt når jeg tænker på hvor mange øl jeg drak. Ret god, men også hård dag.

23/2

Øllene fra i går har godt kunne mærkes, men heldigvis var det eneste jeg skulle i dag at komme til en anden by. Det tager dog også sin tid, da der er ca. 800 km. og jeg skal med to busser og to toge. Jeg ved ikke rigtig om det er øllene fra i går eller om jeg har spist et eller andet dårligt til frokost, men jeg blev i hvert fald vildt dårlig i bussen og brækkede mig to gange. Heldigvis havde jeg dog poser i min taske og min sidekammerat formåede at sove fra det begge gange. Hvad jeg dog ikke har prøvet før er at jeg snottede vildt mange ris ud af næsen bagefter begge gange. Jeg har også et eller andet til at sidde i halsen så det gør vildt ondt hver gang jeg synker og kan ikke få det væk.
I det første tog havde jeg kun fået en ståplads og jeg skulle være på det i 5,5 timer, så jeg opgraderede den til en hardsleeper så jeg i det mindste kunne få lidt søvn. I det næste tog var der en abe der sad på min plads og ikke gad flytte sig, så der blev jeg nødt til at vente til der kom en kontrollør forbi. Men det er en lang tur, for jeg tog fra hotellet kl. 14 og kommer først frem omkring kl. 11 i morgen.

24/2

Overraskende nok har jeg ikke været så træt igen i dag. Jeg tog mig lige en middagslur på halvanden time, men jeg har dog også næsten kun siddet med computeren på værelset ellers. I dag var første gang jeg er løbet tør for strøm på computeren på rundrejsen, for den holder fantastisk længe når man skruer ned for lyset på skærmen.
Hotellet jeg bor på er vildt lille, men rigtig hyggeligt og udlejeren er fantastisk flink. Hun sagde også til mig at jeg skulle vente til efter 17:30 med at gå hen og se en bro jeg har set fordi man kunne undgå at betale så. Det gjorde jeg, men de var der desværre stadig. Jeg tænkte at jeg nok var nødt til at betale så, overvejede det lige en ekstra gang da jeg så et billede af den fordi det ikke så særligt godt ud, men tænkte at jeg ikke ville gå glip af noget på turen pga. småpenge. Jeg følte mig dog vildt taget i røven over at have givet 60 for at se den, for den var ikke engang særligt flot og da jeg var færdig kl. 18 havde de lukket. I Lonely Planet fra maj 2009 står der det koster 20, så det siger lidt om prisstignerne nogen steder, men det kommer dog ikke i nærheden af Wulingyuan i forgårs til 250.

25/2

Gutten der kørte mig det korte stykke til hotellet i går ville sjovt nok også gerne køre mig igen i dag. Det kostede kun 30 for den ca. halve time det tog at komme til den by jeg skulle til på motorcykel. Der var jeg så heldig at en mand der var nævnt som værende god i Lonely Planet var der, så jeg behøvede ikke engang ringe til ham. Jeg tror dog også de to er venner, men de var i hvert fald meget flinke begge to.
Igen var prisen steget fra 20 til 60 for at komme ind og se den lille by der, men det er der jo ikke så meget at gøre ved. Vejret i går var super her, så jeg lod jakken blive hjemme og havde kun t-shirt og skiundertrøjen med. Det var ret uheldigt, da det begyndte at regne, men heldigvis fandt vi et sted hvor jeg fik lov at låne en paraply og ham jeg gik med så tog den med tilbage til. Det regnede heldigvis kun lidt i ca. en halv time og vejret blev rigtig godt efter det. Ellers er der ikke så meget andet at sige end at vi gik i fire timer og det var noget rigtig flot countryside (kan ikke huske et lignende dansk ord for det)
De sidste tre dage har kun kostet lidt over 600 tilsammen, så det kan altså virkelig lade sig gøre at rejse for ret få penge her i Kina, alt efter hvor man rejser henne her.

26/2

Det er ikke lige at stå op før solen jeg gør så meget i derhjemme, men det sker godt nok hele tiden her lige nu synes jeg. Har gjort det et par gange i løbet af den sidste uge, kun en af gangene for at se solopgangen. Gjorde det i dag, kommer til det i morgen og igen i overmorgen. Begge dage har vækkeuret været til kl. 6 og i dag blev jeg igen mindet om at det er med god grund.
Tog den første bus kl. 7, den næste kl. 8:20, var uheldig med at den tredje gik hver time bortset fra kl. 12, så kom afsted med den kl. 13 og var fremme omkring 14:45. Så blev kl. 16 inden jeg fik kontaktet Tine og ham jeg skal bo hos i Shanghai (en af dem jeg mødte i Guilin). Jeg følte derfor jeg fik ret travlt, da det bliver mørkt omkring 18:30. Den lille by jeg er i for at se viste sig dog kun at være på størrelse med Stentofterne, så det tog kun ca. halvanden time at se den.
Selve byen er super nice i den forstand at den er rigtig hyggelig og spændende at gå rundt i pga. de gamle og specieltbyggede huse, den flotte natur omkring og den virkeligt landlige lokalbefolkning. Først blev jeg ledt hen til et ikke så godt værelse til 100, da jeg spurgte nogen om et sted at bo, men jeg valgte lige at kigge lidt mere i stedet og fandt et super godt et til 80 (det er ret dyrt at bo her i byen). Da jeg så det vestlige toilet kom jeg til at tænke på at bortset fra det i Zhangjiajie, så er det det første jeg har set siden Yangshuo.
Tine har haft problemer med både hendes tidsplan og togbillet, så hun tager direkte til Shanghai i stedet og kommer der d. 1/3. Mødes nok med hende der i stedet. Har skrevet til nogen af de andre der måske også befinder sig på Huang Shan i morgen, men det er ikke til at komme ordenligt i kontakt med dem heller fordi de enten har mistet deres mobil eller den ikke virker. Fantastisk med mobiler her i Kina!;) Må bare se hvad der sker.
Jeg har brugt rimelig lang tid på transport de sidste par dage, men på trods af de mange transporttimer i hoppende, små busser, så synes jeg ikke transporten er særlig slem. Kan sidde og lave noget ved min computer, høre musik på den og kigge ud eller læse, så det er lige før jeg siger at jeg nyder at sidde og slappe af når jeg skal transporteres.

Ud til lokalbefolkningen

17/2

Håbet om at se fodbold gik ret meget i vasken, da signalet røg efter 20 minutter. Bagefter kunne jeg ikke falde i søvn igen, så det var ret irriterende. Morten og jeg tog den første bus fra Yangshuo til Guilin allerede 6:45, så jeg kunne nå videre og nå mit stramme program i dag. I Guilin skildtes vi fordi jeg skulle nordpå og Morten sydpå. Han sendte mig så senere en sms om at den bus han kom med kørte igennem Yangshuo, så han var ret irriteret over at have spildt tre timer, hvor han kunne have sovet. Forståeligt. Jeg skiftede bus to gange inden jeg var fremme i den meget lille landsby.
Jeg vil skyde på der kun er omkring 50 huse i Dazhai, så her er rigtigt hyggeligt og virkelig idyllisk. Jeg skulle lige have en hurtig omgang frokost før jeg skulle afsted på den 4-5 timer lange tur til en anden landsby. Jeg var ankommet 12:30, men klokken var blevet 14:45 før end jeg kom afsted i den rigtige retning. Jeg blev nemlig sendt i den forkerte retning af lokalbefolkningen, hvilket nok skyldtes de tænkte jeg gerne ville med bussen. Derfor endte jeg med at betale en af de lokale for at gå med mig, hvilket viste sig at være en rigtig god beslutning, så de 40 kuai var givet godt ud.
Noget af vejen han tog mig ville jeg godt selv kunne have fulgt, men der var noget af det jeg ikke selv havde fundet, han tog mig til alle de gode udkigssteder og han viste hvilken vej man skulle vælge når der var flere muligheder. Turen tog omkring fire timer, hvilket vil sige klokken var næsten 19 og det var næsten helt mørkt. Jeg troede også han havde styr på hvordan vi kom tilbage igen, men da vi stod i den anden landsby pegede han pludselig på et hotel. Så sagde jeg at jeg skulle tilbage til Dazhai med ham, hvorefter han sagde der ikke var nogen bus og gik videre og jeg gik med. Jeg måtte jo sige at jeg gerne ville betale nogen det det måtte koste at køre os tilbage, hvilket jeg gjorde. Hvordan det skete er vist bedst ikke at fortælle, men hvordan han ellers ville være kommet tilbage fandt jeg aldrig ud af.
På det værelse jeg havde fået i landsbyen var der ikke skyggen af isolation og ikke noget varmeapperat, så det var rigtig koldt, men jeg var godt træt efter sådan en lang dag, så det var ikke noget problem at falde i søvn.
Jeg kom til stå og tænke på hvad der sker derhjemme mens jeg er på mit livs oplevelsestur. På det tidspunkt var klokken ca. 20, så jeg tænkte at mor og far nok var på arbejde, mens Bettina måtte være ved at gøre rent på Venø og Thomas nok i skole, måske til terminsprøve. Ret mærkeligt at tænke på, men jeg tror også bare det kommer til at føles som en lang og fantastisk drøm når jeg kommer hjem.

18/2

I dag stod jeg rigtig tidligt op igen for at se solopgangen over risterasserne. Her var mit held dog sluppet op i forhold til attraktioner. I går var vejret blevet forholdsvis godt og det regnede ikke, men her til morgen kunne jeg simpelthen bare ikke se solen. Det blev selvfølgelig lyst, men jeg havde ikke den fjerneste ide om hvor solen var henne pga. skyer og tåge. Det advarede de dog også imod på den her årstid i Lonely Planet, men jeg havde jo ikke rigtig nogen anden mulighed. Jeg var desværre også uheldig med at der ikke var vand på særligt mange af risterrasserne, så det var ikke nær så flot som det kunne have været.
Ellers kan jeg mærke min plan skride i forhold til transport, for da jeg planlagde tingene hjemmefra kiggede jeg kun lige på afstanden, ikke på den transporttid der stod i Lonely Planet. Det tager nemlig vildt lang tid at køre her fordi det er i bjerge og vejene er dårlige. Så ikke nok med at jeg har droppet at se en bro i dag jeg troede jeg skulle se, så kom jeg stadig ikke frem til der hvor jeg troede jeg kunne komme til. Godt jeg smed to ekstradage ind i mit program.
Jeg stod med to mobiler i hånden for fem dage siden og nu har jeg ingen. Jeg glemte min danske mobil på hotellet i Guilin, formentlig fordi jeg rykkede hotellets hovedpude fra min egen, så jeg kunne huske den. I dag var jeg så vildt træt i de tre timer jeg skulle vente på busstationen, at jeg lagde mig op ad min taske i et hjørne med armene rundt om min anden taske. Min mobil i min lomme har derfor været det eneste man kunne komme i nærheden af, og den er måske også faldet ud af lommen. Væk det er den i hvert fald. Det havde stort set ikke rørt mig, hvis det da bare havde været om tre uger i stedet for nu. Nu står jeg uden både mobil og alarm indtil jeg skal mødes med Tine om en uge. Irriterende!
Som om jeg ikke havde dårlig kinesisk dag i forvejen, så var der en kineser i bussen videre fra hvor min mobil var blevet stjået, der sjovt nok kunne spotte jeg kunne engelsk og gerne ville snakke engelsk med mig. Så han satte sig over til mig og ville stort set ikke lade mig være i fred på hele turen. Oveni det havde der været et stenskred, så vi holdt stille i næsten en time. Fantastisk.

19/2

Jeg nåede lige at få omkring seks timers søvn i nat i et nok ca. fem grader varmt værelse, så den var heller ikke særlig god. Har nu kun mit ur som alarm, der bipper lavt i 20 sek., indtil jeg mødes med Tine. Er spændt på hvornår jeg sover fra det, for jeg er næsten sikker på at det kommer til at ske, især når jeg er så træt.
Som en rigtig god start på dagen ovenpå min dårlige søvn, så gik min bus først kl. 9 i stedet for 7:30 som der stod i Lonely Planet. Så der røg der lige både halvanden times nattesøvn og halvanden time af min tid i Fenghuang. Fenghuang er en på mange måder charmerende lille by på størrelse med Struer ved en flod, og det viste sig at den er så lille at jeg heldigvis stadig havde nok tid. Jeg fik bl.a. overværet en masse dyr hænge til tørre og plukning af høns og ænder, men den havde nok været en del mere charmerende hvis det havde været solskin i stedet for overskyet.
Jeg blev nødt til at leje en cykel fordi jeg har en vabel på tåen fra den lange gåtur den anden dag og det var et helvede. Der stod et sted i Lonely Planet, men det kunne jeg ikke finde. Så fik jeg at vide der var et andet sted, men det kunne jeg heller ikke finde. Da jeg ledte efter det var der en dame der ville hjælpe mig, og hun tog mig et sted 10-15 min. væk, hvor de ville have 50, mens der stod i Lonely Planet at det koster 10. Jeg hader at være hvid nogen gange her, men jeg fik det da ned i 30 og så gad jeg ikke bruge mere tid på det. Det kom jeg dog til, for det viste sig at der var noget i vejen med næsten samtlige af de få cykler de havde og det tog dem noget tid at finde ud af at de ikke havde udstyret til at lave det. Jeg måtte derfor tage en med alt for lavt sæde der hældte nedad og var som sten og uden skærme.
Alt det med mine over 15 kg. oppakning, en stor vabel på foden og godt træt. Mit andet par bukser er også blevet næsten ligeså mudret til som mit første og mens jeg tog min bærbar fra den store til den lille taske, røg de sidste normale siddepladser i den første bus. Oveni det så gik den anden bus slet ikke da jeg kom før 18:30, selvom LP sagde sidste gik kl. 19. Jeg valgte derfor at tage en taxa, for ikke at skulle så tidligt op i morgen og endte med at give 120. Så det kører ikke lige så godt for mig i dag. Håber på en lang nats søvn kan hjælpe på det.

20/2

12 timers søvn i nat gjorde underværker, på trods af at jeg vågnede en del gange fordi det var så koldt. Endte med at have alt mit tøj på undtagen jakke og to dyner. Jeg kom lidt sent afsted fordi klokken var 10 inden jeg vågnede, men skulle også bare gå to ruter der skulle tage ca. to timer hver.
Sådan skulle det dog ikke gå, for jeg kom til at gå forkert fra start og gik derfor op ad et bjerg. Jeg tænkte hele tiden at jeg ligeså godt kunne gå op på toppen når jeg nu var gået så langt allerede, men det fortsatte bare. Det så ikke så stort ud, men det har nok været 200-300 m. højt og gik bare næsten lodret op meget af vejen. Turen derop og ned var vildt farlig og udsigten deroppe var vildt dårlig pga. smog og at alle Dehangs huses tage åbenbart er ens. Det var den næstdårligste oplevelse jeg har haft på rundrejsen efter bådturen i Guilin.
Bagefter fik jeg frokost og mødte et rigtig flinkt par, der lige kom fra Zhangjiajie, hvor jeg skal til, så der kunne de fortælle hvad der var værd at se og hvad der ikke var værd at se. Manden havde ovenikøbet boet i Shanghai, så der ville han også vældig gerne fortælle hvad der var godt at se. Vildt hyggeligt og heldigt.
Så var det ellers ud på de rigtige ruter, som var rigtig gode. Forholdsvist gode stenstier efter inesisk standard og i det hele taget at de var der og har set en del vandfald mm. Rigtig gode ture selvom jeg stressede lidt på dem for at kunne nå den sidste bus. Ville nemlig gerne til en by på ca. 100.000 jeg skulle til i morgen alligevel, så jeg kunne få et værelse med lidt varme for første gang i fire dage. Ikke at der er noget i vejen med Dehang, for det er en rigtig fin og hyggelig lille by, men så kan jeg sove det bedre og tage det mere roligt i morgen.
Gad godt at jeg havde talt hvor mange trappetrin jeg har gået i dag, for det har været op og ned af trapper det meste af tiden i de seks timer jeg har gået i dag. På et tidspunkt holdte mine ben simpelthen bare op med at syre og være trætte, men nu må jeg se hvordan de og min vabel har det i morgen. Der skal jeg dog heldigvis næsten ikke lave noget, men det har jeg nok også brug for hvis jeg skal kunne blive ved med at holde til det her, selvom det er super fedt.

21/2

I dag er der ikke rigtig noget at skrive om, så jeg vil stort set lade være. Jeg har taget en slapper og kun taget bussen fra en by til en anden og så bare været på et helt fint hostel der. Benene er ømme, så jeg lader op til endnu en hård dag i morgen, hvor jeg skal tidligt op og gå hele dagen.