søndag den 14. august 2011

Lidt trist fornemmelse

Jeg sidder i øjeblikket alene i en stor tom spisesal på campen i gråvejr, dagen efter vores sidste dag på campen. Vi havde vores sidste dag og middag sammen i går. Generøse som sædvanligt ville de give os en dags betaling hvilket vil sige 10-15 dollars for mit vedkommende, for at komme og hjælpe med at rydde op i går, hvis vi havde fået før fri. Det valgte Robert og jeg at sige pænt nej tak til og kom i stedet lidt senere. De andre skulle altså gøre campen ren da de havde sent børnene hjem.

Hvis vi går tilbage til sidst jeg skrev blog, så har der ikke været helt så meget at fortælle om. Jeg havde nogle stille dage her på campen fra onsdag til lørdag morgen, og det blev hurtigt ret kedeligt, når der næsten ikke var nogen af de andre der havde fri (campen havde givet næsten halvdelen af os almindelige medarbejdere fri de sidste to uger). Lørdag kom Robert og hentede mig og så tog vi til en frisbee golf turnering i Bellefontaine. Det gik dog utroligt ringe i forhold til hvor meget vi syntes vi havde øvet os. Ingen af os spillede særligt godt og fordi det var turnering, var der begrænsninger på som at man f.eks. ikke måtte kaste på fortovet eller i busken og det fik vi en masse strafskud for, så vi endte som de dårligste:P

Vi var desværre nødt til at forlade turneringen tidligt fordi Robert skulle arbejde, så det endte med at blive en dyr fornøjelse, da det kostede 25 dollars at deltage (kan dog ikke se hvorfor det skulle koste så meget for det var bare en lille hyggeturnering uden nogen store præmier). Robert arbejder i et super lækkert fitnesscenter, som jeg fik lov til at bruge mens han arbejdede. Bagefter tog vi til et stand-up show på en lille bar/restaurant sammen med en fra campen og hans ven. Komikeren havde vundet et stort amerikansk program der hedder "Last Comic Standing" og han var vildt sjov. Vi spiste der inden showet, for at få nogle gode pladser, og det må man sige at vi fik! Vi sad lige foran scenen og han endte med at tale og referere til os hele tiden, fordi hans show handlede om hvad man skulle gøre og ikke skulle gøre når man blev hans alder (ca. 40). Efter showet havde jeg helt ondt i kinderne fordi jeg havde grint så meget.

Søndag skulle Robert arbejde igen, så jeg endte med at tage med hans mor og søster til et stort marked eller hvad man skal kalde det. Det er en stor ting her i USA og der er selvfølgelig en milliard spiseboder der, dyreskue med priser, tivoli og en masse stande hvor de sælger og fortæller om ting. Selvom det var med hans mor og søster, var det meget fedt at se, da det er en del af deres kultur og de er meget åbne og venlige som de fleste amerikanere. Om aftenen var vi i en-dollar-biografen, hvor vi så "Hangover 2" for en dollar og den var også vildt sjov. Det er nok min nye ynglingsfilm.

Mandag og tirsdag har jeg lidt et hul i min hukommelse omkring hvad vi lavede, så jeg skulle nok have skrevet blog tidligere. Men kan huske at vi sov længe begge dage, så "The Change-Up" i biografen en af dagene og spillede golf i mere end fem timer en af dagene med hans ven, så jeg endte med at blive godt træt af at spille golf. Så gik turen ellers til Mammoth Caves seks timer sydpå i Kentucky onsdag. Roberts mor og søster ville også gerne se det, så hans mor kørte os derned og vi boede alle sammen i et værelse på et motel. Mammoth Caves er verdens længste grottesystem med ca. 500 km. lange gange. Vi så dog kun ca. tre km. af dem torsdag morgen, men det var stadig rigtig fedt. Det var på en måde langt at tage for at se dem, men det var det værd og der er virkelig stor forskel på hvordan folk er og snakker der hvor vi var i Kentucky og her i Ohio.

Torsdag aften kom Daniel fra New Zealand også hjem til Robert og vi tog over og hyggede os i Roberts fars hus. Fredag tog vi Roberts fitness og var også i svømmehallen der var der. Om aftenen spiste og hyggede vi os sammen med nogle af Roberts venner, inden vi tidligt lørdag morgen satte Daniel af ved en busstation og sagde farvel til ham. Så tog vi en sidste omgang frisbee golf på vejen til campen og hyggede os i søen sammen med de andre, uden en masse børn at skulle se efter. Den efterfølgende middag var dog lidt skuffende, for det var som sædvanligt noget ret dårligt mad og der var ikke gjort det store ud af det. Så havde vi et diasshow jeg også havde for store forventninger til, for både jeg og de fleste andre syntes det var ret dårligt. Efter det troede jeg folk ville blive hængende og have det sjovt eller gå ud, men de fleste tog hjem lige efter middagen, så det var et noget tamt farvel eller hvad man skal kalde det. Vi var dog ni der tog til en bar, hvilket var hyggeligt, men heller ikke noget at skrive hjem om og vi tog hjem allerede kl. 12.

Jeg venter i øjeblikket på at vi tager afsted på en klatretur i tre dage, fire af os. Men efter lidt mere rejsen tror jeg også jeg er klar til at tage hjem. Har vist været meget passende med længden af det her i USA til at jeg lige når at få følelsen af at det er mere end nok, ligesom med Kina:)

(Hvis jeg bruger nogle sjove vendinger nogle gange eller staver forkert, er det fordi jeg efterhånden ikke er vant til at bruge mit dansk mere og også tænker på engelsk nu)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar