Klatretur i skoven

Så er jeg igen for alvor på farten igen. Jeg sidder i øjeblikket i bussen på vej til Niagara Falls, efter et par noget rolige dage. Mit ryg er godt øm og jeg er noget træt, men det kommer jeg nok ikke til at tænke så meget over når jeg kommer til at gå rundt og se ting. Jeg var lige ved at blive nervøs på vej til busstationen, for vi blev lidt forsinkede af at jeg skulle sende mails pga. Kings of Leon billetterne og så var der ellers en godt lang kø den vej vi skulle. Heldigvis fandt Nick en anden vej og vi blev næsten ikke forsinkede.

Søndag tog Scott, Jessie, Nick og jeg af sted på en klatretur Scott og Nick havde arrangeret (begge er ret erfarne i at klatre). Søndag tog vi dog bare hjem til Jessie, så en film og sov der. Mandag lavede vi stort set heller ingenting, fordi Jessie skulle til lægen kl. tre. Vi så bare endnu en film, spiste og kørte ned til Scott og Nicks gamle camp (de arbejdede sammen der inden de sammen tog til Camp Willson) og slog lejr. Ligesom Camp Willson var den helt tom for mennesker.

Tirsdag tog vi ud i en skov tæt på deres gamle camp, hvor de havde været ude at klatre før. Vi startede med at klatre op af en stor stenvæg, hvilket var ret svært fordi der ikke var særligt mange gode steder at holde og den var lidt fugtig. Det var dog ret fedt at prøve og jeg lykkedes med at komme lidt længere op end jeg troede jeg kunne. Bagefter rykkede vi til en anden klippevæg ved siden der var ca. femten meter høj og rappellede ned ad den. Ligesom første gang jeg prøvede at rappelle, var det lidt svært det sted hvor man skal gå fra stående ved enden til at læne sig udover til sidende position. Ellers var det ikke det ville at rappelle der fordi det var så kort.

Det næste sted vi rappellede var til gengæld ret vildt og fedt at prøve. Vi fandt et hul oppe på en skrænt, som Nick havde set folk rappelle i før. Først tog Scott turen ned og det tog ham noget tid, men han fandt en vej ud. Så tog Jessie turen og hun sad vist kortvarigt fast, men kom også ud. Så var det min turJ Hullet vi snakker om var mindre end 0,5 x 1 meter og da jeg kom derned fandt jeg ud af at det vi rappellede ned af var en sprække i bjerget og at den var smallere end en halv meter hele vejen ned. Jo længere ned jeg kom, jo smallere blev den og til sidst var den så smal at jeg blev nødt til at tage mine fødder sidelæns. Samtidig var det helt mørkt, så jeg kunne ikke se noget som helst dernede. Men så lige pludselig kom der et okay stort hul i bunden, hvor jeg kunne stå op. Jeg kunne dog stadig ikke se noget, men talte med Scott og fandt ud af at der var et lille hul ved min højre fod jeg kunne kravle ud af. Ret fed oplevelse.

Vores tur i skoven tog ni timer, men tiden gik ret stærkt. Efter den lavede vi aftensmad og gik i seng. Det fede ved at være på campen mens der ikke var nogen andre, var at der var vilde dyr rundt omkring man ellers sjældent ville se. Lige da vi kom tilbage fra skoven rendte der en bæver rundt, der var kaniner, jeg sad og så på to små hjorte og deres mor spise græs da de andre var gået i seng og da Scott viste os rundt på campen næste dag så vi en ugle flyve rundt. Det var også ret fedt at prøve at se en anden camp.

Hele turen kostede mig kun 30 dollars som jeg gav i benzinpenge og brugte på at spise på vejen derned. Ellers havde Scott og Nick alt det udstyr vi skulle bruge og vi gik på ”shoppetur” i køkkenet (vist ikke helt tilladt). De havde dog ikke et ekstra liggeunderlag, så jeg blev nødt til at sove på jorden og det er derfor jeg er øm i ryggen. Jeg blev også ved med at vågne hele tiden fordi det var så lyst, men heldigvis kan jeg sove en del i nat.

Vi tog tilbage til Camp Willson efter rundturen på deres gamle camp og både Nick jeg fik pakket alle vores ting. Det tog mig dog 3-4 timer at pakke, da det var et stort rod og jeg ikke troede jeg ville kunne få plads til det hele. Jeg sorterede først alle mine ting og det fyldte ca. fire senge. Så rullede jeg alt mit tøj sammen i små ruller, fyldte mine sko med tøj osv. og på den måde formåede jeg at få alle mine ting til at kunne være der. Er ret heldigt at man må have op til 45 kg. med i bagagen her i USA i stedet for 23, for jeg tror min kuffert vejer omkring 30. Bliver dog dejligt at komme hjem og rent faktisk bo et sted i stedet for i en kuffert og sove i min egen fantastiske seng. Der ligger dog lidt mere eventyr og venter på mig forude førstJ

(havde lige glemt at få lagt det ud, da jeg kom til mit hostel. Der kommer nok ikke mere blog før jeg kommer hjem)

Lidt trist fornemmelse

Jeg sidder i øjeblikket alene i en stor tom spisesal på campen i gråvejr, dagen efter vores sidste dag på campen. Vi havde vores sidste dag og middag sammen i går. Generøse som sædvanligt ville de give os en dags betaling hvilket vil sige 10-15 dollars for mit vedkommende, for at komme og hjælpe med at rydde op i går, hvis vi havde fået før fri. Det valgte Robert og jeg at sige pænt nej tak til og kom i stedet lidt senere. De andre skulle altså gøre campen ren da de havde sent børnene hjem.

Hvis vi går tilbage til sidst jeg skrev blog, så har der ikke været helt så meget at fortælle om. Jeg havde nogle stille dage her på campen fra onsdag til lørdag morgen, og det blev hurtigt ret kedeligt, når der næsten ikke var nogen af de andre der havde fri (campen havde givet næsten halvdelen af os almindelige medarbejdere fri de sidste to uger). Lørdag kom Robert og hentede mig og så tog vi til en frisbee golf turnering i Bellefontaine. Det gik dog utroligt ringe i forhold til hvor meget vi syntes vi havde øvet os. Ingen af os spillede særligt godt og fordi det var turnering, var der begrænsninger på som at man f.eks. ikke måtte kaste på fortovet eller i busken og det fik vi en masse strafskud for, så vi endte som de dårligste:P

Vi var desværre nødt til at forlade turneringen tidligt fordi Robert skulle arbejde, så det endte med at blive en dyr fornøjelse, da det kostede 25 dollars at deltage (kan dog ikke se hvorfor det skulle koste så meget for det var bare en lille hyggeturnering uden nogen store præmier). Robert arbejder i et super lækkert fitnesscenter, som jeg fik lov til at bruge mens han arbejdede. Bagefter tog vi til et stand-up show på en lille bar/restaurant sammen med en fra campen og hans ven. Komikeren havde vundet et stort amerikansk program der hedder "Last Comic Standing" og han var vildt sjov. Vi spiste der inden showet, for at få nogle gode pladser, og det må man sige at vi fik! Vi sad lige foran scenen og han endte med at tale og referere til os hele tiden, fordi hans show handlede om hvad man skulle gøre og ikke skulle gøre når man blev hans alder (ca. 40). Efter showet havde jeg helt ondt i kinderne fordi jeg havde grint så meget.

Søndag skulle Robert arbejde igen, så jeg endte med at tage med hans mor og søster til et stort marked eller hvad man skal kalde det. Det er en stor ting her i USA og der er selvfølgelig en milliard spiseboder der, dyreskue med priser, tivoli og en masse stande hvor de sælger og fortæller om ting. Selvom det var med hans mor og søster, var det meget fedt at se, da det er en del af deres kultur og de er meget åbne og venlige som de fleste amerikanere. Om aftenen var vi i en-dollar-biografen, hvor vi så "Hangover 2" for en dollar og den var også vildt sjov. Det er nok min nye ynglingsfilm.

Mandag og tirsdag har jeg lidt et hul i min hukommelse omkring hvad vi lavede, så jeg skulle nok have skrevet blog tidligere. Men kan huske at vi sov længe begge dage, så "The Change-Up" i biografen en af dagene og spillede golf i mere end fem timer en af dagene med hans ven, så jeg endte med at blive godt træt af at spille golf. Så gik turen ellers til Mammoth Caves seks timer sydpå i Kentucky onsdag. Roberts mor og søster ville også gerne se det, så hans mor kørte os derned og vi boede alle sammen i et værelse på et motel. Mammoth Caves er verdens længste grottesystem med ca. 500 km. lange gange. Vi så dog kun ca. tre km. af dem torsdag morgen, men det var stadig rigtig fedt. Det var på en måde langt at tage for at se dem, men det var det værd og der er virkelig stor forskel på hvordan folk er og snakker der hvor vi var i Kentucky og her i Ohio.

Torsdag aften kom Daniel fra New Zealand også hjem til Robert og vi tog over og hyggede os i Roberts fars hus. Fredag tog vi Roberts fitness og var også i svømmehallen der var der. Om aftenen spiste og hyggede vi os sammen med nogle af Roberts venner, inden vi tidligt lørdag morgen satte Daniel af ved en busstation og sagde farvel til ham. Så tog vi en sidste omgang frisbee golf på vejen til campen og hyggede os i søen sammen med de andre, uden en masse børn at skulle se efter. Den efterfølgende middag var dog lidt skuffende, for det var som sædvanligt noget ret dårligt mad og der var ikke gjort det store ud af det. Så havde vi et diasshow jeg også havde for store forventninger til, for både jeg og de fleste andre syntes det var ret dårligt. Efter det troede jeg folk ville blive hængende og have det sjovt eller gå ud, men de fleste tog hjem lige efter middagen, så det var et noget tamt farvel eller hvad man skal kalde det. Vi var dog ni der tog til en bar, hvilket var hyggeligt, men heller ikke noget at skrive hjem om og vi tog hjem allerede kl. 12.

Jeg venter i øjeblikket på at vi tager afsted på en klatretur i tre dage, fire af os. Men efter lidt mere rejsen tror jeg også jeg er klar til at tage hjem. Har vist været meget passende med længden af det her i USA til at jeg lige når at få følelsen af at det er mere end nok, ligesom med Kina:)

(Hvis jeg bruger nogle sjove vendinger nogle gange eller staver forkert, er det fordi jeg efterhånden ikke er vant til at bruge mit dansk mere og også tænker på engelsk nu)

Lidt her, der og alle vegne

På vejen hjem spillede vi igen frisbee golf på samme bane, vi spillede i Bellefontaine lørdag og søndag og både i Bellefontaine og Columbus mandag. Fredag aften var det meningen vi skulle mødes med nogle af Roberts venner i et indkøbscenter, men hans mobil løb tør for strøm (det gør den hver dag) og fordi vi ikke kunne ringe til dem, endte vi med at bruge en time eller halvanden på at lede efter dem for så at give op.

Lørdag morgen kørte vi tilbage til campen for at komme med på personalefotoet. Jeg fik pakket nogle af mine ting til weekendens strabasser og så af sted til et hus vi havde lejet ved en stor sø der hedder ”Indian Lake”. Der var næsten alle os fra campen der havde fået fri, hvilket vil sige otte af os. Der er ikke det store at fortælle om derfra andet end at jeg lærte dem at spille ølbowling og at Pablo fra Spanien var så fuld at vi fik ham til at sove bagi Roberts truck og kørte ham ned for enden af gaden. Næste morgen vågnede han op indenfor og kunne ikke huske noget, så han må have gået tilbage om natten og ikke kunne huske noget af det. Vi var også i huset søndag og havde det sjovt igen søndag aften.

Mandag gjorde vi rent der og sagde farvel til dem vi ikke ville se igen. Så spillede Robert og jeg frisbee golf og kørte tilbage til ham. Om aftenen gik vi rundt i et andet indkøbscenter sammen med en af hans veninder. Tirsdag gik turen så til Cedar Point (USA's største forlystelsespark). Vi kørte afsted 7:30 om morgenen og jeg blev sat af på campen kl. 20. Alt den tid brugte vi på at køre frem og tilbage, spise, stå i kø og prøve seks forlystelser. Jeg synes dog stadig det var det værd, for det var fedt at se parken der, stedet omkring den og de sindssyge forlystelser. En af dem gik fra 0-200 km/t på tre sekunder og flere af dem tog en op i 100 meters højde. Jeg synes der var meget kø der, men amerikanerne sagde at det ikke var så galt.

I øjeblikket er jeg tilbage på campen igen og det er der ikke så meget at skrive om. Jeg kan dog mærke at jeg har brug for det, for at få ladet batterierne op igen, ordne vasketøj, planlægge osv. Det er en sindssyg fed tid og jeg nyder det til fulde så længe det varer. Lige om snart er det vildeste år i mit liv jo ovre og jeg må starte på et nyt kapitel et nyt sted igen, igen, igen, igen, igen...

Vild tur til West Virginia

Mandag sov vi længe og tog så ud og købte nogle frisbees til frisbee golf. Jeg er dog noget spændt på om jeg har plads til dem i bagagen:P Men jeg har lige fundet ud af at jeg kan have 45 kg. i bagagen på vej hjem, hvilket hjælper en del. Så tog vi ud og spillede i to timer og bagefter kørte vi til et stort indkøbscenter og kiggede der. Jeg købte et ret sjovt overskægsbælte der jeg har ledt lidt efter siden jeg så en af de andre fra campen havde det.

I dag tog vi i zoologisk have her, der er stemt til at være den bedste i hele landet. Der gik vi rundt og havde det sjovt med at se på dyrene og det var også en ret god zoologisk have. Efter det mødtes vi med Roberts far ved en stor sø nær byen og tog ud på deres motorbåd og blev slæbt efter den på en gummiring. Det var vildt sjovt og vi tog nogle fede billeder af det. Efter det har jeg set lidt på hvad vi kan se her i området, men der er desværre ikke så meget. Jeg tænker på engelsk hele tiden nu og jeg har tit svært ved at finde det danske ord for et engelsk ord nu, når jeg skal skrive noget som f.eks. den gummiring vi var ude på. Er ikke engang helt sikker på det er det rigtige ord for det, men det hedder ”tube” på engelsk.

Så gik turen til Roberts bedstefar i West Virginia (fire timer væk) og på vejen stoppede vi for at spille frisbee golf. Vi skulle køre på en firehjuls crosser, men batteriet var dødt, så vi prøvede også på at finde et sted at få et nyt på vejen. Det brugte vi en vældig masse tid på uden held. Næste morgen lykkedes det os at finde et sted inden vi kørte ud til river rafting. Vi endte dog med at komme for sent til vores reservering fordi hans GPS sendte os den helt forkerte vej. Den sendte os op ad at en meget lille og vildt dårlig grusvej til sidst og da vi ville ringe til dem og sige at vi var forsinkede, var selvfølgelig ikke noget signal. Vi fik lidt hjælp af nogle lokale, men var også meget tæt på at løbe tør for benzin midt i ingenting. Det endte med at tage os over to timer at køre noget der kun skulle tage ca. en halv time.

Ved river rafting stedet var de dog super venlige. Vi blev flyttet fra 10:30 til 13 og fik bare et stykke papir med resten af vores penge på (det var en lidt kortere tur). Det brugte vi på både frokost og aftensmad, en video af turen og en frisbee til hver – ja stedet var rimeligt billigt, turen var dog en anelse dyr. På trods af prisen er jeg super glad for at vi gjorde det, for det var perfekt vejr, rigtig sjovt og en super oplevelse.

Fredag morgen stod vi meget tidligt op for at være de første ude på golfbanen. Det var et rigtig flot sted og som sædvanligt super godt vejr. Banen var rigtig svær, så jeg skød en del bolde i vandet, men jeg fandt heldigvis flere end jeg skød i vandet. Har ikke spillet golf siden jeg en enkelt gang gjorde det sammen med Esben som 10-12 årig. Det var meget fedt at prøve igen, men blev noget overrasket da de sagde det blev 36 dollars (vi havde selv udstyr med). På trods af det er det stadig en billig ferie når man ser på at vi også laver alverdens aktiviteter hele tiden og det er super fedt. Er vildt med alt det vi har lavet og prøvet mens de andre bare har haft endnu en sædvanlig uge på campen.

Meget mere heldig bliver jeg vist ikke

Det er vist på tide at begynde at skrive blog noget oftere, så jeg kan huske hvad jeg har lavet. Jeg har været rigtig heldig med mine børn de sidste to uger. Jeg har haft otte rigtig gode børn sammen med en anden counsellor jeg kommer rigtig godt ud af det med i uge fire, hvor vi havde Harry Potter uge. De var 10-11 år også, så det var sådan en nem og god uge i forhold til andre uger. Sidste uge var der for mange tilmeldt til fiskecampen til at de kunne være i en cabin, så jeg fik de seks yngste af dem (to på ni og fire på tolv). Dem har der heller ikke været nogen problemer med og fordi jeg havde fiskecamp børn fik jeg ikke andre opgaver, som at skulle gå rundt og overvåge om aftenen når børnene er i seng og os counsellors er i spisesalen, eller stå for en aktivitet. Det betyder rigtig meget om man får gode børn eller ikke, for man er sammen med dem næsten hele tiden i en uge og man kan derfor nå at blive rigtig træt af dem.

Jeg var rigtig heldig at få alle tre uger fri jeg søgte om, hvilket betyder at jeg er færdig med at arbejde på campen allerede. Det er lidt mærkeligt, men samtidig også rart, for jeg ved at jeg kommer tilbage og ser folk igen. Det er dejligt ikke at skulle se efter børn 24/6 mere, at få noget søvn og rent faktisk at have fritid. Jeg er så småt begyndt på min rejsen allerede nu, da jeg har fået fri. Jeg er taget hjem sammen med en af de andre counsellors, Robert, som vi var hjemme ved en af de første weekender.

Vi startede med at tage ud og spille frisbee golf lørdag sammen med nogle af de andre counsellors, så tog vi hjem til en af de andre og spiste og så hjem til ham i Columbus (Ohios ”hovedstad” med en mio. indbyggere – en time væk fra campen). Vi tog til en fest, men var der kun kort, da vi blev inviteret hjem og svømme hos en fra festen. Det viste sig at hun boede i et vildt rigt kvarter og havde et rigtig imponerende hus, så det var ret fedt.

I går sov vi længe og tog så i et stort vandland de har her. Det var ret fedt og samtidig dejligt afslappende. Kunne være fedt med sådan nogle i Danmark, men det er bare ikke muligt, både pga. vejret og fordi priserne ville være alt for høje. Så tog vi i et fitness center for at jeg kunne vise Rob hvordan man spiller squash, men de havde kun Raquetball ketchere og bolde, så det lykkedes slet ikke. I stedet spillede vi lidt basketball og jeg blev totalt tørret. Hvor vi normalt spiller fodbold hele tiden derhjemme, spiller de basketball hele tiden her. Efter det spiste vi sammen med hans familie og bedstemor og havde en stille aften. Så kan ikke sige andet end at det går godt og er super fedt!

Good times!

Jeg troede jeg skulle en tur til Michigan Lake sammen med Ben og Erin, men til festen blev jeg informeret om at vi ville tage på en hiking tur i Kentucky (sydpå) i stedet. Det var heldigvis stadig fint med det jeg havde pakket, men noget af tøjet blev dog virkelig, virkelig beskidt. Den første nat sov vi ude i skoven, kort fra hvor vi havde parkeret. Det tog lidt over fem timer at køre dertil, hvilket var noget mere end vi havde regnet med. Det havde været super godt vejr, så vi lod mange af vores ting være udenfor, hvilket viste sig at være meget dumt. Omkring kl. to om natten kom der en tordenbyge, som så mange andre gange her i USA og mange af vores ting blev derfor våde.

Næste dag var det min fødselsdag, hvilket var en fødselsdagssang fra dem og en sms hjemmefra og så tænkte jeg ikke rigtig mere over det. Vi vandrede en 5-6 timer i skoven og endte ved en kæmpe naturlig stenbro eller hvad det hedder på dansk. Der spiste vi aftensmad og talte om hvad vi skulle gøre mht. til slå lejr og hvornår vi skulle gå tilbage. Kun et kvarter efter det kom en bedstefar og hans to børnebørn til stenbroen også, og han tilbød os et lift tilbage til bilen. Det tog derfor kun 5-10 min. at komme tilbage i stedet for 3-5 timer. Vi havde hørt om en god sø i nærheden, så vi kørte derhen og boede på en meget, meget lille campingplads. Der overnattede vi og kørte så tilbage til campen tirsdag og vi skulle arbejde igen onsdag. På vejen tilbage kørte vi igennem Cincinnati og kørte bl.a. forbi deres amerikansk fodbold stadium, der var kæmpe stort (mindst ligeså stor som parken).

På campen gik den bare på at slappe af, så vi tog kajakkerne til den anden side af søen og spillede kort. Senere så vi en film, og når man har fri her er man ofte nødt til at bruge en del af den på at gå i bad, barbere sig og ordne vasketøj. Fordi vi havde det ekstra fri havde vi førstegangscampere og de var derfor lidt yngre. Nogle af dem ballademagere og skulle derfor have tingene at vide ti gange osv., så selvom det var en ret kort uge var der nogle af dem der endte med ikke at kunne lide mig, fordi jeg var nødt til at være efter dem hele tiden. Den her uge har jeg til gengæld været vildt heldig i stedet for. Jeg har fået 10-11 år gamle campere sammen med en anden god counsellor og der er ingen af dem der er ballademagere, så alt fungerer bare som det skal og man behøver ikke sige tingene til dem ti gange eller blive sur på dem. Pga. alderen kan de også selv styre ting som vandflasker, solcreme og insektspray.

Den her weekend var vi i et lejet hus med en amerikansk pige, Caitlin, og hendes familie. Hun bor tre timer fra campen, så normalt er hun sammen med os udlændinge i weekenderne, men hendes familie havde altså lejet et hus vi kunne komme og holde en fest i. De var virkeligt venlige og friske og var sådan set med til at drikke sammen med os. Vi var en ti stykker, vejret var perfekt, vi spillede amerikanske spil (kornhul og stang-frisbee) og gik i øllene allerede da vi spiste frokost kl. to. Det var vildt hyggeligt, afslappende og sjovt og der var to episoder, hvor jeg ikke har grint så meget længe, men de hører vist ikke til her:P

Vejret har efter lang tid med virkelig godt vejr, skiftet i dag og det skal vist ikke været helt så godt de næste par dage, men vandet i søen er heldigvis blevet varmet en del op og det er derfor stadig fint at arbejde nede ved søen. Vi er blevet tilbudt at kunne skrive os op til lodtrækning om fri i uge 6, 7 og/eller 8 og jeg har skrevet mig op til alle tre i håb om at kunne få noget fri. Får kun ca. 400 pr. uge (det er bestemt ikke pengene jeg er her for), så vil langt hellere kunne gøre hvad jeg vil og evt. rejse lidt hvis nogle af de andre er friske på det. Ellers går det stadig super godt her, men jeg kan godt mærke det begynder at blive lidt hårdt at køre på så lidt søvn og være på dagen lang. Tror de tre måneder her kommer til at være helt tilpas, på samme måde som de syv i Kina var lige en anelse for meget, så jeg havde lyst til at komme hjem igen. Hyg jer derhjemmeJ

Så kom der noget at skrive hjem om

Så er det vist på tide at få skrevet lidt igen. Jeg bør også kunne skrive lidt nu efter halvanden uge med børn. Begge uger har vi været tre counsellors om seks børn, så vi er startet blødt ud. Jeg har fået de yngste begge gange og det er gået meget fint med en god omgang tålmodighed. På nogle punkter er de nemmere at have og på andre punkter er de sværere. De har virkeligt meget energi, så de er svære at få ned på jorden og få til at være stille, mens de bare alle sammen er venner og tror på alt hvad man siger.

Skemaet her på campen er at man kan stå tidligt op til en morgenaktivitet, hvis man har lyst. Så er det flagceremoni, morgenmad og lidt rengøring. Så har vi lidt udendørs kirke, hvilket er ret kedeligt, efterfulgt af to gange aktivitetsområde. Der er udendørsfærdigheder, sportsområdet, kreativ område og vandområdet ved søen. Så er der frokost med en fantastisk stilletime efter. Endnu to gange aktivitetsområder bliver afløst af snack og så åben svømning. Vi tager flaget ned igen lige inden aftensmad og har en aftenaktivitet bagefter. Så samles alle til sang og små skuespil, så er det tid til et bad for børnene og så skal børnene i seng. 22:30 kan vi så gå op i spisesalen og være der indtil midnat.

Jeg er jo livredder ved vandområdet, hvilket hurtigt bliver ret ensformigt. Enten er vi livreddere i svømmeområdet, hvor vi bare skal stå og kigge, ellers er vi livreddere på vandtrampolinen eller ude i bådene (mest kanoerne). Det gør vi tre eller fire timer hver dag plus til åben svømning. Det er dog nok stadig det bedste sted at være når vejret er så godt som det har været den her uge, fordi vi kan rende uden t-shirt og vi kan komme i vandet. Jeg er blevet over dobbelt så brun på tre dage nu her, på trods af at min hud næsten er helt hvid, fordi jeg har så meget solcreme på for ikke at blive solbrændt. Når vejret er som det var i sidste uge det nok det værste sted i stedet, fordi det er så koldt at skulle svømme der og at skulle svømme ud og sidde i vinden på vandtrampolinen. Hver mandag bruger vi det meste af tiden på at svømmeteste børnene.

De andre her synes jeg er ret sjov, fordi jeg tit er med i de sjove skuespil, kan lave en indisk engelsk accent, kommer med mærkelige og sjove ideer og tit opfører mig hvad der bedst kan beskrives med det engelske ord crazy, når vi har en aktivitet. Var f.eks. med i to sjove små skuespil i går til aftensamlingen og klædte mig ud som en slags mandlig cheerleader og heppede til vores aftenaktivitet torsdag. Jeg føler næsten aldrig nervøsitet og flovhed mere, så jeg slipper tit bare tøjlerne løs og er vild og mærkelig på den sjove måde. Wienerbrød hedder jo Danish på engelsk og den mest populære sang her hedder ”five little muffins”, så jeg har også lavet en ny version af den, som folk synes er ret sjov, med andet vers på dansk.

Sidste weekend var Ben fra England og jeg hjemme hos en af pigerne her. Vi tog til et marked/festival i byen i Columbus, der er på størrelse med Kbh. Der mødtes vi med ti andre fra campen og slentrede rundt hele dagen. Det mest underholdende var næsten at se på alle menneskerne der, for modsat Danmark gjaldt det om at skille sig så meget ud som muligt der.

Jeg har haft en forfærdelig uge mht. søvn den her uge. På vores overnat i skoven vækkede vores børn os hele tiden fordi de var bange for insekterne og vi sov på gulvet, så jeg fik under to timers søvn. Næste nat var der nogen der fyrrede noget af der lød som pistolskud, så mange af os counsellors kom først i seng ved to tiden og de sidste to nætter har jeg fået syv timers søvn.

Mine seks timers fri i onsdags var nok de sjoveste seks timers fri jeg kommer til at have på campen. Vi var seks gutter der tog ud og spiste, spillede frisbee golf, spiste is og tog tilbage til campen. På campen klædte tre af os ud og tog ud i skoven for at skræmme pigecounsellorne der havde deres nat i skoven og snakkede lidt med dem.

I går brugte jeg ca. en time på at hjælpe en af børnene der havde både tisset og skidt i bukserne. Vi var ved sportsarealet, der er det længste man kan komme væk fra toiletterne, da han sagde han skulle på toilettet. Vi nåede kun at gå fem meter før han sagde han virkelig skulle, så vi begyndte at løbe. Halvvejs begyndte han at smågræde og sige han ikke kunne holde sig og han var lige ved at stoppe lige før vi kom til toilettet. Vi kom på toilettet, men da han kom ind i båsen og skulle til at tage hans bukser af gjorde han begge ting på en gang og gik helt i baglås. Han ville hjem og ville ikke tage bukserne af, ville ikke i bad osv. Jeg blev nødt til at rende halvdelen af campen rundt fordi jeg var nødt til at få vores sygeplejerske til at hjælpe mig og finde nyt tøj til ham. Da jeg endelig havde fået ham til at tage tøjet af og få ham ind i bruseren, ville vandet selvfølgelig ikke blive varmt og det tøj næsten ti min. før der havde strømmet nok vand igennem til at det blev varmt nok til at han ville gå under.

Den sammen syv årige dreng gik helt i stå på vores overnat i skoven og var slet ikke til at trænge igennem til, fordi han havde glemt hans vandflaske og ikke vidste hvor den var. Han kom i tanke om at han havde glemt den, da vi var ved spisesalen og skulle afsted, så vi tog en kop med til ham i stedet (der er var derude). Ti min. efter vi var ankommet sad han stadig bare med hans ting og smågræd, så jeg spurgte hvad der var galt og det var stadig hans vandflaske. Jeg og en anden prøvede på at forklare ham at han ikke havde brug for den og at vi ville finde den i morgen i et kvarter, men det trængte slet ikke igennem – han sad bare og rokkede frem og tilbage med hans ting, græd lidt og var slet ikke til at komme i kontakt med. Det var først da jeg fyldte koppen med vand, gav den til ham og sagde at jeg ville købe en ny vandflaske til ham, hvis vi ikke kunne finde den at han kom til sig selv igen. Midt om natten skete lidt det samme, bare med hans rygsæk i stedet, som han ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvad han skulle bruge den til og det prøvede vi på at sige til ham, men han kom stadig ud tre gange inden han gav op.

Den her weekend er der en der holder en fest i aften, som en 10-15 stykker af os tager til. I morgen tager Ben fra England, en af pigerne og jeg til Michigan Lake og bliver der indtil onsdag. Vi er nogle stykker der var heldige at kunne få nogle ekstra dage fri fordi der er nogle af camperne der er her i mindre tid næste uge. Ved ikke lige hvad der kommer til at ske og hvad vi kan lave på min fødselsdag, men det må vi se til når vi når så langt. Jeg ser højest en eller to dage frem i tiden hele tiden her, hvilket er lidt mærkeligt, men også sjovt at prøve. Det er lidt mærkeligt at det er min fødselsdag allerede og at jeg er næsten halvvejs her. Føler det stadig som om jeg lige er blevet 19 og næsten lidt gammel når jeg nu kommer i 20’erne, men de fleste af de andre troede dog at jeg var 22-23. Det er dog nok et godt tegn at det sidste år er gået så stærkt, men jeg kommer aldrig til at føle at jeg kan nyde det nok, fordi det er så fedt.