onsdag den 16. februar 2011

Så kom der regn

12/2

Så skiltes Julies, Charlottes og mine veje i dag. Julie skulle til Hong Kong og mødes med Laura, Charlotte til regnskoven i Yunnan og mødes med Tine, mens jeg tog til Guilin og skal mødes med Morten på mandag. Det var egentlig meningen at han skulle komme i morgen, men han kunne ikke komme med toget. Så jeg må finde på noget at lave i morgen, men det er også rigtig flot her i Guilin.
Det var dog ikke helt samme følelse at komme her til Guilin som da jeg kom i lufthavnen i Haikou, for vejret er meget gråt her og det har regnet i dag. Det er til gengæld også første gang jeg har fået regnvejr i omkring fire måneder, så det var nok også på tide. Ellers er der 5-10 grader her, så det er en del køligere end i Sanya, men med det rigtige tøj på er det helt fint. Jeg har dog været et fjols og glemme mine regnbukser et eller andet sted i Tibet, så jeg har været nødt til at købe et par nye og har også købt en paraply, for der kommer vist en del regn den næste uge.
Jeg ville lige ud og gå for at finde et sted at købe billet til en båd på Li River, men jeg nåede ikke engang at gå 50 m. før en kineser begyndte at snakke til mig. Han spurgte hvor jeg var fra og sagde så at hans søster boede i Danmark og fortalte at han underviste i kunst på universitet. Vi begyndte så at snakke om mig og at jeg selvfølgelig skulle ud og se noget her i Guilin, og han ville gerne hjælpe mig med at finde det. Så Morten og jeg ender med at tage med en lille bambusbåd til 120 pr. mand i stedet for en stor turistbåd til over 350 pr. mand.
Han hjalp mig også med at finde en turistbadstur rundt i Guilin og tog mig med ind til en butik, hvor jeg kunne smage noget berømt the fra Guilin. Han virkede i det hele taget rigtig sød, men jeg skulle selvfølgelig også lige se hans kunstgalleri. Jeg er næsten 100 % sikker på det er det samme lort som i Beijing, så det er ikke til at vide hvad af det han har fortalt mig der er rigtigt. Det var dog meget fedt at han vidste og fortalte mig ting, bortset fra at den bådtur jeg var på i aften var virkelig ringe. Jeg troede man ville kunne se Guilin godt fra søerne, men man kunne stort set kun se nogle store hoteller og træer der var oplyst i forskellige farver. Der blev jeg virkelig glad for den måde jeg rejser rundt på, så jeg ikke kommer særligt meget rundt på sådan nogle ture der bare er til for at malke turister, for jeg følte mig virkelig malket med de 200 jeg gav for det.

13/2


I går aftes fik jeg snakket en del med tre af de andre der boede her, en fra Østrig, en franskmand og en kineser, og jeg aftalte at se tingene jeg skulle se i dag sammen med kineseren. Jeg var ret uheldig med min nattesøvn i går fordi Charlotte først havde glemt nøglen, så jeg måtte op og lukke hende ind, så ringede Julies telefon tre gange og jeg vågnede igen ved Charlottes vækkeur, der var sat til at hun skulle tidligere op og i bad. I dag var det så den sidste der boede på vores værelses alarm der gik helt amok. Den ringede fire gange tre kvarter før mit var sat til, og så besluttede jeg mig for at jeg ligeså godt kunne gå op på toilet. Så viste det sig at hendes mobil var røget ned under sengen og hun kunne ikke rykke sengen og hun var for fed til at kunne komme ned efter den selv, så så måtte jeg kravle ind efter den for hende.
Jeg var egentlig klar til at gå 9:15, men kineseren spurgte dem fra Frankrig og Østrig (som kendte hinanden) igen om de ville med. Det ville de gerne, så klokken blev 10 før vi kom ud af døren. Det gjorde heldigvis ikke noget, for de ting vi skulle se tog slet ikke så lang tid som jeg havde sat af til dem. Vi var først ude og se nogle grotter, der var fantastisk flotte. De havde nogle vildt fascinerende former og var oplyst i alle mulige farver, hvilket så rigtig godt ud, men som ser endnu bedre ud på billeder.
Bagefter tog vi i en park, som jeg først havde sat på programmet, men så streget fordi jeg ikke havde tid. Det havde dog ikke gjort noget hvis jeg havde streget den, for den lignede forholdsvis meget de andre parker jeg har set og vejret var meget gråt på det tidspunkt. Der var egentlig meldt regn til i dag og jeg havde købt både regnbukser og paraply, men det har heldigvis ikke regnet. Så spiste vi frokost sammen alle fire og skiltes efter det. Både kineseren og franskmanden bor dog i Shanghai, så det kan være jeg aftales at mødes med dem når jeg kommer dertil, på trods af at de egentlig er 24 og 25 og begge er på deres sidste år af deres kandidat. Det var ikke lige 19 de havde skudt på jeg var.
Jeg blev nødt til lige at få en lur inden jeg skulle ud igen, men det var godt at jeg besluttede mig for at gøre det. Jeg ville op på den af de mange høje eller små bjerge eller hvad man kalder peaks på dansk, der skulle have den bedste udsigt over byen. Jeg havde lidt svært ved at finde det, men det viste sig bare at være godt, for det var lige ved solnedgang da jeg var der og det var et fantastisk syn. Der var udsigt over alle de andre høje omgivet af lidt smog og man kunne sagtens se på og tage billeder af solen og den lyserøde himmel pga. smoggen. Udsigten over byen med floden midt igennem var bestemt heller ikke dårlig.
Bagefter havde jeg fået lyst til en Big Mac på McDonald’s, så jeg tog derhen og fik en stor menu og en lille ting ved siden af. Jeg må sige at det godt nok er blevet en del klammere ved at jeg ikke har spist det i lang tid og lige nu har jeg godt nok ikke lyst til deres burgere og sodavand i noget tid. Ellers ordner jeg lidt ting på computeren og skal tidligt i seng, så jeg forhåbentlig kan få en ordentlig søvn i nat inden jeg skal tidligt op i morgen. Kan godt mærke at syv uger er lang tid at rejse i, i forhold til de vanvittigt mange indtryk jeg får, især fordi de er så forskellige. Tror lige de skal bearbejdes engang når jeg kommer hjem.

14/2


Den stakkels Morten måtte i morges sidde og vente ude foran døren på mit hotel i blæst og kulde i noget tid, inden jeg kom ned. Han havde kørt i tog fra 23:30 til kl. 6, så han var godt træt. Vi skulle dog afsted på en bamboo raft 7:30, så der var ikke tid til at slappe af. Den såkaldte bamboo raft var dog bare nogle plasticrør der var sat sammen, men man kunne fint sidde og slappe af på dem. Li River, som vi sejlede på, er nævnt som en af de syv ting man skal se i Kina sammen med den forbudte by, muren, terrakottakrigerne, et bjerg, en gade i Shanghai og et udsigtssted i Hong Kong. Det var rigtig flot, men vi var dog ikke så imponerede som vi havde troet, nok på grund af det kolde og skyede vejr.
Vi tænkte dog at vi heldigvis ville se det igen fra en luftballon og at det nok ville være flottere der, når der var noget solskin. Desværre for os er begge ting der gået galt. Der har været en ulykke med luftballonerne på et tidspunkt, så det kan man ikke mere, og der har været en anelse sol i dag, men det kommer til at regne de næste dage.
Vi fik i stedet bestilt en tur ud til nogle vand grotter til i morgen, fik en gang massage gik en lille tur og så en film. Yangshuo er en rigtig hyggelig by med omkring 300.000 indbyggere (hvilket jo er en lille by i Kina). Spisestederne er rigtig gode, men priserne er også lidt højere her fordi der er så turistet. Der er også tourarrangører over det hele ligesom i Kathmandu.
Jeg er ikke for heldig med min computer i øjeblikket, for der er næsten ikke noget net og mit Word og Excel er af en eller anden grund holdt op med at virke, så nu må jeg bruge notesblok i stedet for. Irriterende!

15/2


I dag startede vi med en rigtig god gang morgenmad med både frisk frugt, friskpresset juice, brød, scrambled eggs, yoghurt med müsli og te for 30. Virkelig lækkert, men også dyrt efter kinesisk standard. Bagefter skulle vi ud på vores arrangerede tur til en vandgrotte. Først i en lille bus kun til os, så over i en anden lille bus kun til os og så var vi der, ude ved et så lille og lokalt sted, at vi var lidt i tvivl om, om det var det rigtige sted. Det viste det sig så heldigvis at være og det var vildt flot. Grotten var vildt lang og nogle steder rigtig stor. Vi gik 50 min. før vi var ved enden, og så var det tilbage igen og mudderbade og så i hot springs.
Mudderbadningen føltes vildt ulækkert for fødderne at gå i og det var forholdsvis koldt, men det var dog ingenting i forhold til da vi skulle skylde det af igen i noget 5-10 grader varmt vand. Vi fik ham der fulgte os rundt til at tage nogle billeder, men der er kun to virkelig dårlige billeder på mit kamera lige nu mens han tog i en masse forskellige positioner, så enten er han virkelig dum til at tage billeder eller også er han en kæmpe nar at have slettet dem igen for at få os til at købe dem de tog for os. Det må jeg se når jeg får dem på computeren, men det er i hvert fald vildt irriterende at vi ikke har dem. Efter mudderbadet skulle vi i nogle hot springs. Det sjove ved dem er dog at de ikke var varme, men bare kunstigt opvarmede, for de var ikke særligt varme da vi først kom i, men alt for varme til sidst.
Vi synes begge det var rigtig fedt i grotterne, men vi var ikke ligeså heldige med den høj vi skulle se bagefter. Det regnede nemlig en smule og skyerne var vildt lavthængende, så der var ingen sigtbarhed og vi måtte derfor droppe det. I stedet har vi ikke rigtig haft noget på programmet for i dag fra kl. 14:30 og vi har ikke rigtig haft mulighed for noget, så vi har bare slappet af med noget fjernsyn, computer og film.

16/2


Planen for i dag var at leje en tandem og så tage ud til Yulong River på egen hånd. Så vi tog lidt nem morgenmad på hotellet og så ned og leje en tandem til kun 20 kuai. Det var ret sjovt at prøve at køre på sådan en, og hvis folk ikke kiggede nok før, så gjorde de det i hvert fald nu. Vi kørte ud af byen ud fra det kort vi havde købt, og vi kørte, og vi kørte, og vi kørte. Vi spurgte hele tiden folk om vej, fordi vi gerne ville ned til floden, men de sagde vi skulle blive ved med at køre.
Det viste sig så at vi har kørt omkring 10 km. før vi kunne dreje ned til floden, fordi vi havde kørt den forkerte vej ud af byen i forhold til der vi gerne ville hen. Det viste sig dog at være meget heldigt, for vi så jo det hele på tilbagevejen alligevel og det var utroligt små og dårlige veje, hvis der overhovedet var nogen. Alt i alt tror jeg vi har kørt 35-40 km. Det har småregnet næsten hele tiden, men det har ikke gjort så meget. Hvis man selv kunne vælge et sted det skulle være, så havde jeg nok valgt her, for det ser også fedt nok ud når toppen af bjergene er i en sky. Ellers er der ikke så meget at skrive om det, andet end at det var super hyggeligt og en rigtig fed og flot tur.
Ellers tog vi en rigtig god gang aftensmad her i Yangshuo, mens vi har muligheden og skal rigtig tidligt i seng. Vækkeuret står nemlig til 3:45, så vi kan se Barcelona-Arsenal. Derfra bliver dagen i morgen rigtig hård, for jeg skal med tre forskellige busser indtil jeg kommer til hvor jeg skal være og skal ud på en 4-5 timer lang gåtur ved risterasser. Så jeg er nødt til at stå op og komme afsted efter fodboldkampen for at kunne nå det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar