Vejret kan ødelægge alt...

27/2

Igen var det op før solen for at komme tidligt afsted mod Huang Shan (et bjerg). Der var tre kinesiske piger der stod af sammen med mig og spurgte om jeg havde lyst til at se noget der hed Emerald Valley og gå op ad bjerget med dem. Jeg tænkte det kunne være meget hyggeligt og den ene af dem havde studeret engelsk, så hun snakkede rimelig okay engelsk. Spurgte ikke til hvor gamle de var, men de har nok været midt i 20'erne allesammen når de arbejdede, men opførte sig som sædvanligt som nogen på 15.
Emerald Valley var fint nok, men ikke til at råbe hurra for med alt det andet jeg har set. Der stod i Lonely Planet at alt er meget dyrt oppe på toppen af bjerget, så jeg spiste næsten tre retter og købte godt med forsyninger. På turen derop blev jeg nødt til at vente på dem hele tiden fordi de slet ikke kunne holde til det, men det er også et hårdt bjerg og det tog os 2,5 time at gå op. Vi gik også lidt rundt oppe på toppen sammen, men fra ca. halvvejen og til og på toppen var der den tykkeste tåge jeg har set i mit liv med sigtbarhed på under 50 m. Den helt fantastiske udsigt der nogengange er på nogle af udsigtsstederne på toppen var derfor bare et syn ud i ingenting. Vildt ærgerligt!
Kineserne hjalp mig med at finde det hotel jeg gerne ville på og tog så hen på det de havde reserveret. At kalde det et hotel er nok en kraftig overdrivelse, for det er en barrak og jeg sov på et værelse på ca. 3x3 m. med plads til seks og ca. en m3 gulvplads. Sengen var så hård at det gjorde ondt at ligge på siden og den var ikke lang nok til at jeg kunne strække benene. Stedet kostede 60 og var suverænt det billigste, hvilket kun var derfor jeg bor her.
Jeg ville lige gå ud og kigge lidt mere på trods af tågen, for klokken var kun 16. Efter en halv time vendte jeg dog om igen, da det begyndte at dryppe. Det viste sig at være meget heldigt, for da jeg skulle til at gå ind på hotellet var Morten og Mads ved at gå væk derfra. Jeg har jo ikke haft så god mulighed for at komme i kontakt med folk, men det var på en måde meget naturligt at møde dem her, fordi det er i den sidste tid her vi næsten allesammen er ved Huang Shan og Shanghai, men selvfølgelig super fedt. Vi tog en gang aftensmad, snakkede lidt og gik i seng.

28/2

Jeg sov vildt dårligt i den korte tid jeg sov i nat fordi det var så varmt på værelset, jeg lå så dårligt og kineserne larmede meget da de imponerende nok stod op før mig. Morten og Mads havde klogt nok valgt at tage et firemandsværelse med tykkere madras til 100 i stedet, hvor de to sov inde. Jeg ville dog stadig have fået en ligeså dårlig seng der, eftersom det kun var de to nederste der havde god madras.
Vi stod op lidt i fem fordi Morten og Mads havde mødt nogle kinesere i går de havde aftalt at se solopgangen med. De dukkede dog aldrig op det aftalte sted, hvilket var ret irriterende når solen først står op lidt over seks. Vejret kunne ikke være dårligere med regn, kulde og stadig en vanvittig tyk tåge. Vi sad inde på et hotel inden vi lidt i seks gik ud til et sted anbefalet i Lonely Planet. Der jokede jeg med at vi sikkert ikke engang ville lægge mærke til at solen stod op, hvilket endte med at blive virkelighed. Vi kiggede mod øst hele tiden indtil det halv syv var blevet lyst og så absolut ingenting. Har været oppe før solen massere af gange, men de to gange jeg har gjort det for at se den stå op har jeg på ingen måde kunne se den.
Bagefter gik vi ned igen af den endnu hårdere vej end den jeg gik op ad i går, hvilket tog fire timer fra hotellet. Det, sammen med de syv timer primært op ad trapper i går, gør at mine ben er godt smadrede efterhånden.
Eftersom vi jo var så tidligt oppe og af sted, så var klokken kun omkring 11 da vi var tilbage i Tangkou, men der gik først en bus videre kl. 14. Det, en forsinket bus og en bus der var kørt lidt galt og spærrede vejen, gjorde at vi først nåede til Hangzhou 18:30. Der ville vi gerne se det sted der er på 1 yuan sedlen, men det var helt mørkt og det lå et godt stykke ude i vandet, så vi kunne ikke se det en skid. Det var dog meget sjovt alligevel fordi vi gjorde grin med det og kunne sige at vi har været der.
Så gik turen til Shanghai med et tog der kom op på 350 km. i timen. I det hele taget mindede det vildt meget om Tianjin-Beijing toget. Her er vi så på et rigtig hyggeligt hostel Morten og Mads havde bestilt. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men endte altså med at tage hertil sammen med dem:)