På egne ben

Skoven var desværre ikke helt ligeså anderledes og ligeså meget jungle, som vi havde håbet. Vi så heller ikke helt ligeså mange dyr som vi havde håbet – vi så en del dådyr, et vildsvin og et næsehorn. Det var næsehornet der var mest sjovt at se, især fordi den trak en halv skov med sig da den gik videre. Der stod i kontrakten at man også kunne se aber, leoparder, bengalske tigere hvis man er heldig og lidt andre ting, men det gjorde vi desværre ikke. Det var dog meget sjovt at prøve alligevel.

Bagefter gik vi en lille tur i byen, men det blev lynhurtigt helt mørkt og vi skulle også hjem fordi vi skulle se noget dans. Det var faktisk lidt stompagtigt og meget fint at se. Så vidt jeg husker, var det deres regn eller høstdans. Så var der aftensmad og bagefter sad vi udenfor og spillede kort indtil vi gik i seng.

31/1

I dag stod vi igen tidligt op for at gå ud og se lidt af byen og lokalbefolkningen. Vi fik lidt at vide omkring deres huse og andet. Vi har snakket lidt om hvordan elefanterne har det, og de har det ikke vildt godt, men de har det alligevel en del bedre end mange af køerne og gederne, der er bundet fast til et træ og kun har en m. snor. Bagefter gik turen igen den fem timer lange tur tilbage til Kathmandu.

Der gik jeg mig en kort tur i de små gader, indtil det blev mørkt. Heldigvis har vi alle fået vores visum, som vi skulle hente kl. 19. Bagefter spiste vi og så har jeg været på internetcafe for at lægge billeder ind, lagt blog ind og finde flybillet til Haikou. Da jeg havde lagt 172 ud af 178 billeder ind på Facebook gik det galt og igen formåede den at slette alle billederne. Fantastisk! Havde ikke held med at finde en god flybillet, så må kigge igen i morgen.

1/2

Jeg havde stillet vækkeuret til 4:45 for at kunne nå i bad inden vi skulle af sted, men jeg sov over mig og så var det heldigt jeg stillede en ekstra alarm til 5:15, så vi nåede det. Turen gik nemlig den lange vej tilbage til bungyjump i dag. Det var heldigvis ikke slemt derhen, for jeg lå og halvsov hele vejen. I dag var det dog kun os og tre andre der skulle gøre det, men vejret var ligeså godt.

Det gik rimelig tjept med alle tingene, så lige pludselig stod vi klar ude på broen og Mads skulle springe som den første. Han klarede det ret køligt, og det var også forholdsvist koldt for os andre at stå på broen. Jeg kom til ca. midti og jeg var slet ikke nervøs eller noget. Min puls var ligeså normal som den plejer, hvilket undrer mig lidt. Selve det frie fald var ret vildt at prøve, men det var slet ikke sådan at jeg var bange eller fik et adrenalinkick eller noget, så jeg fik ikke rigtig det ud af det som jeg havde troet og jeg havde derfor en lidt skuffet følelse.

Vi havde dog også valgt at lave det der hedder Canyon Swing for kun 200 ekstra, som vi skulle bagefter. Der går man ud på normal vis og falder faktisk længere ned end ved bungyjumpet, hvorefter man svinger frem i kløften med ca. 150 km/t. Der blev jeg til gengæld lidt bange til sidst, fordi der er frit fald i omkring 7 sek. i stedet for kun 3 sek. Det var også fedt og hyggeligt at svinge i kløften, så jeg endte med at få den følelse jeg gerne ville og det har været en rigtig fed oplevelse. Det er noget andet at bungyjumpe fordi det er på hovedet, men vi var alle enige om at det faktisk var federe at lave Canyon Swinget.

I bussen kom jeg i tanke om, at hvis jeg ikke kunne få flybilletten til næste formiddag, hvilket jeg nok ikke ville kunne, så skulle jeg af sted i aften 23:30. Jeg kom derfor til at tænke på at jeg skulle sige farvel til folk og at jeg faktisk havde ret travlt, fordi vi først kom hjem lidt over seks. Jeg skyndte mig derfor at kigge på flybillet og spørge hos et lille rejsebureau osv. og tænkte at jeg i sidste udvej måtte tage ud i lufthavnen i Kathmandu og købe den hvis det var. Det viste sig dog at jeg ikke kunne få fat i nogen billet og at man i Kathmandu ikke bare kan købe i lufthavnen, fordi den er så lille. Den er næsten ligeså lille som i Tirstrup, hvilket siger noget om at Nepal ikke er særligt langt fremme. Vi har heller ikke noget mobilsignal og der er kun strøm omkring halvdelen af døgnet i Kathmandu her om vinteren, resten af tiden må de køre på generatorer.

I stedet har jeg måtte bestille en billet til i morgen aften 23:30, men det viste sig heller ikke at være helt nemt. Prisen på billetten skiftede hele tiden mens jeg sad og søgede, og så var den der og så var den der ikke og så var den der. Den startede på 2222, men den kunne jeg ikke få alligevel. Så var den der ikke og så fandt jeg en til 2420, men så da jeg skulle betale kunne jeg kun betale gennem Danske Bank eller Nordea. Jeg prøvede derfor andre steder, men kunne alle steder kun finde samme billet, hvor jeg skulle betale gennem Danske Bank eller Nordea, så jeg blev nødt til at få Julie til at betale for mig og jeg så overførte 2500 til hendes konto. Det endte med at tage over halvanden time, hvor jeg sad og var vildt træt og gerne bare ville i seng.

2/2

Jeg fik en god nattesøvn på omkring 11 timer efter at have haft fire dage med kun 5-6 timer. Så tog Johan, Michael, Mads, Morten og jeg ud for at se abetemplet i Kathmandu. Det er et lille tempel på en bakke, der er spækket med aber. Jeg gider ikke rigtig skrive om templet, udover at det er fedt der både er hinduisme og buddhisme der, for vi havde det bare sjovt med aberne og fjollede rundt. Jeg elsker aber og havde heldigvis stadig noget morgenmadsprodukt i min taske, som vi brugte til at fodre dem med. Jeg endte hurtigt med at have 20 aber rendende omkring mig der gerne ville have noget af det. Det var dog ikke rigtig til at komme til at snakke med dem, de slog bare til hånden, hvis man ikke havde mad i den.

På vejen derhen var vi for resten både Morten, Johan og jeg i en rickshaw, mens Mads og Michael på begge 100 kg. var i en anden, så det må have været ret hårdt for cykelchaufførerne! På vej tilbage var vi alle fem i en taxa lidt mindre end en Suzuki Swift, så der var også læs på, men det kan ikke lade sig gøre at køre stærkt nogen steder i Kathmandu fordi gaderne er vildt smalle og gamle, med både gågængere, cyklister og biler på en gang. Det går vildt langsomt og jeg ved ikke rigtig hvad de har tænkt sig at gøre, for der er ikke muligheder for udbyggelse, men det holder heller ikke i længden.

Bagefter var vi på Durbar Square, men der var jeg ikke rigtig så imponeret over det. Vi kiggede egentlig heller ikke så voldsomt meget på det, men tog i stedet en øl på en tagterrasse med udsigt over stedet. Vi var dog inde og se en levende gudinde på otte år, der har en vildt dum historie om hvordan hun bliver udvalgt og så er hun ikke en gudinde mere når hun har haft hendes første menstruation. Hun var dog bare lige ude så vi kunne se hende i 30 sek. sammen med 20 andre turister, så det virkede bare ret dumt og synd.

Så var det ellers hjem og få pakket de sidste ting, få bestilt hostel i Haikou på Hainan (Kinas svar på Hawaii) og sige farvel til de andre. Det var ret mærkeligt, for den første del af rejsen har bare føltes som en forlænget del af opholdet, så det er lidt som om det først er nu rundrejsen rigtig starter. Jeg skal nu heller ikke se mange af de andre, som jeg har været sammen med konstant i et halvt år, i en måned og derefter nok i lang tid. Jeg sagde også helt farvel til Benjamin der, for han skal tidligere hjem end os andre. Andreas skulle heldigvis med samme fly over Guangzhou, så vi fulgtes her til Guangzhou og så tager han videre til Hong Kong. Ham har jeg også set for sidste gang i meget lang tid, for han skal også tidligere hjem.

Ellers får jeg ikke meget søvn i nat, for der er igen to timer og et kvarters tidsforskel og jeg kommer først frem 8:40 kinesisk tid, med en vulkanpark jeg er nødt til at have på programmet for at kunne nå at se den. På trods af det havde jeg en fed oplevelse, som taget ud af en film, da jeg satte musik i ørerne startende med noget fedt guitarspil i en Saybia sang, gik ned af den store tomme gang i lufthavnen og tænkte over at jeg har Kina som legeplads den næste måned.

3/2

For at kunne nå det var jeg nødt til at komme ud og se vulkanparken i dag. Jeg prøvede på at følge de anvisninger der var i Lonely Planet, som receptionisten på mit hostel også sagde, men der skulle tage jeg en bus og skifte til en anden og jeg kunne ikke finde den anden. I stedet endte jeg i en taxa og så måtte jeg jo betale de 80 det kostede. Til gengæld kunne han også køre mig ud til det lokale sted der er anbefalet man ser, hvor jeg blev totalt omringet af en masse gamle mennesker da jeg steg ud af taxaen og jeg kunne ikke forstå hvad de sagde andet end 10. Jeg troede det var at de alle sammen ville have det for at gå med mig, men jeg behøvede jo kun en til at gå med mig og ham skulle jeg jo først betale bagefter. Jeg endte dog med at give en af dem 10 for at se hvad der så skete og så viste det sig at de tog 10 i entre, på samme sjove måde som da vi var på muren.

Der var både en gammel mand og en gammel dame der gik med mig. Jeg vil skyde på de var 60-70 år, måske en smule ældre og det var begrænset hvor meget jeg kunne snakke med dem. Det var dog meget sjovt at prøve, men jeg kunne dog forstå at de gerne ville have nogle penge og det ville de gerne i tre omgange. Jeg endte dog kun med at give dem 20-30 yuan for de 30-45 min. det tog.

Jeg så først lidt rimelig gamle huse der var bygget ud af lavasten. Det lignede egentlig mest noget fra jernalderen eller i hvert fald meget gammel tid. Bagefter gik vi ned i nogle grotter og tunneller, hvilket var meget fedt at se. Naturen omkring var også rigtig flot, så det var en fed, fredelig og meget autentisk oplevelse. Bagefter gik jeg ind mod den officielle turistpark, hvor jeg var så heldig at jeg fik et lift de to km. Det var også meget fedt at se, men på en anden måde. Man kunne også gå op på vulkanen, men den var overbegroet, så man kunne egentlig kun se det på formen af den. Vulkansten/jord skulle åbenbart være rigtig frugtbart.

Da jeg skulle hjem tog jeg bare en taxa igen fordi jeg rigtig gerne ville tilbage på hotellet og sove (havde kun fået 2-3 timers dårlig søvn på flyende). Jeg prøvede på at lægge billeder ind på Facebook, men måtte opgive fordi det var alt for langsomt, og gik i seng 17:30. Jeg vågnede igen 22:30 og tænkte jeg hellere måtte gå ud og se om jeg kunne opleve det kinesiske nytår der er startet i dag. De havde dog skudt lidt af rundt omkring hele dagen og da jeg ikke rigtig kunne se noget fyrværkeri eller noget nogen steder, tænkte jeg at jeg nok skulle være et andet sted i byen hvis jeg skulle se det og gik hjem i seng igen. Det eneste jeg har jeg tænkt over, udover fyrværkeriet rundt omkring, er at de sidder og spiller kort eller andet rigtig mange steder. Der var også en stor flok på 15-20 stykker der spillede om penge lige ved siden af mit hostel.

4/2

I dag blev jeg bekræftet i at det er super vigtigt at stå tidligt op. Jeg stod op kl. 7 og checkede ud 7:30, men kom alligevel først på den rigtige bus ud af byen 9:40. Jeg fik nemlig at vide i receptionen at jeg skulle tage en bus til vest stationen, så det gjorde jeg. Der fik jeg dog at vide at jeg skulle til syd stationen for at købe billet til den by jeg skulle videre til, så så måtte jeg i en taxa. Så var der en halv times ventetid der og så var klokken pludselig 9:40 inden jeg kom af sted og den bus tog 4 timer. Jeg er rigtig glad for mine kinesiskkundskaber, for ellers var der allerede nu en masse ting jeg ikke havde kunnet, f.eks. at finde til det rigtige sted her.

Det ironiske eller hvad man skal kalde det, er at jeg tænkte på at jeg skulle skrive det her før jeg dummede mig gevaldigt. Det er nemlig imponerende at jeg i går fik at vide at en is kostede fem, men som viste sig at være fem mao, altså 50 øre. I dag har jeg fået 20 dumplings, en nuddelret og en vand for 20 og jeg er blevet kørt ca. 45 min. i bjerge på en motorcykel for 40 kuai. Det var for at se et 300 m. langt vandfald der er der hvor jeg er i dag, men det var indhegnet og lukket. Alligevel ryger der selvfølgelig en masse penge på sådan en ferie her og jeg kan se at jeg allerede har brugt ca. 14000 kuai. Det er så også klart de dyreste ting jeg har gjort nu. Men de dummeste jeg har brugt er godt nok dem jeg brugte i dag.

Jeg gik lige en tur i byen her, hvor der var en stor flok på omkring 40 samlet ved to borde og der var nogen der sagde jeg skulle komme over (jeg er godt nok blevet en hvid abe igen efter jeg er kommet til Kina og jeg er måske den eneste hvide i den her by). Det gjorde jeg og også der sad de og spillede spil og spillede om penge. Jeg kendte ikke lige det ene spil de spillede, men så viste en kineser mig bare det andet. Der havde de tre terninger og seks billeder på en plade (øjnene var bare byttet ud med billeder af dyr). Ellers fungerer det bare som roulette med at man får det dobbelte igen hvis man rammer og tredobbelte hvis det bliver slået to gange. Jeg tænkte det kunne være meget hyggeligt, og gjorde lige lidt for sjov med 50 (tabte), 100 (vandt), og 2 x 50/ 1 x 100 (tabte), så jeg var nede med 50.

Jeg tænkte at jeg endelig kunne få prøvet min teori i roulette om, at man må tjene på det hvis man satser det tredobbelte hvis man taber, fordi man tjener det tabte ind plus mere. Jeg ved dog ikke hvorfor jeg gjorde det med så store penge, for jeg startede med 50 som jeg tabte, så blev det jo 150 (tabte) og pludselig uden at tænke videre over det, smed jeg 450 på bordet som jeg også tabte. Det var først der jeg tænkte over hvor meget jeg havde smidt og gik.

Det var først der jeg kom til at tænke på at hvis alle smider 10 og det bliver tre forskellige går det lige op. Men hvis f.eks. alle tre bliver en slags, bliver der smidt 60, men kun givet det firdobbelte tilbage til en. Jeg gik lidt videre, men der var ikke rigtig mere, så jeg vendte om og tænkte at jeg lige ville spille lidt med små penge der for hyggens skyld, så jeg fik vekslet en 100 til 10’ere. Jeg prøvede samme system, men tabte først 10, så 30 og så 90, så jeg har tabt 830 på ingenting. Jeg nåede ikke engang at have det hyggeligt eller sjovt med det. Det er nærmest umenneskeligt uheldigt at tabe syv gange i træk, men det er stadig hovedløst og vildt dumt at jeg ikke tænker ordenligt over spillet inden jeg begynder at spille det med så mange penge. Må håbe det får mig til at lade være med at spille spil igen, hvor det kun har med odds at gøre i stedet for godhed eller kendskab.

5/3

I dag har været en ret frustrerende dag. Jeg har hentet ind med min tidsplan igen ved at droppe et bjerg her på Hainan, så jeg skulle ned til junglen i dag i stedet. Den har jeg heldigvis sat to dage af til og grunden til at jeg siger heldigvis, er at jeg har brugt hele dagen i dag på at komme de ca. 150 km. dertil. I går brugte receptionisterne på mit hotel ellers tre kvarter på at finde ud af hvornår jeg skulle med en bus, hvor de endte med at sige der gik en 9:40.

Jeg kom på busstationen 9:15, men der sagde de at den først gik 10:50 i billetlugen og sagde at en anden dame ville hjælpe mig når det var, fordi man skulle købe billet på bussen. Kl. 10:30 vidste jeg stadig ikke at man først skulle købe billet på bussen, så der gik jeg hen og spurgte damen og hun sagde jeg bare skulle vente og så ville hun komme over når det var. Kl. 10:45 var hun dog pist væk og en anden billetdame jeg spurgte om hjælp blev ved med at snakke sindssygt stærkt så jeg ikke forstod det, på trods af at jeg sagde til hende hun snakkede for stærkt og at jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn. Jeg endte i en bus sammen med en der også skulle til en by ca. 50 km. væk, og hun kunne heldigvis også snakke engelsk. Bussen skulle dog kun 30 km. i den rigtige retning, så der endte vi på hovedgaden i en lille by og de to næste busser der kom, var helt fulde.

Derfor blev vi nødt til at betale en privat til at køre os videre. I den næste by vi kom til hjalp hun mig på busstationen, men da der ikke var nogen billetter til den by jeg skulle til der, blev jeg nødt til at tage over en anden by end jeg havde regnet med. Hvordan det derfra lige pludselig lykkedes så godt at komme til den rigtige by er mig en gåde. Der var et kæmpe bang i bussen, så jeg troede dækket var sprunget, men det var det ikke og så kørte vi lidt videre indtil der var en frakørsel og på den frakørsel stod min by på otte km. væk. Der blev jeg så sat af og en dame på bussen hjalp mig med at få en motorcykeltaxi ind til byen og pludselig var jeg der.

Der kunne jeg dog pludselig virkeligt mærke at det er kinesisk nytår, for der var ikke plads på det hotel han kørte mig hen til. Heldigvis nåede jeg lige at fange ham igen og så kørte han mig videre til det næste… og det næste… og det næste. Vi var rundt ved de 5-6 hoteller der er i byen og så måtte han bare sige at der ikke var flere hoteller. Her i Kina er folk dog så venlige mht. at hjælpe at det nærmest var ligeså meget hans problem som mit og jeg kunne godt se det ikke så særligt godt ud, da han nærmest begyndte at rive hans hår af hovedet fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han ringede lidt rundt og da det så sortest ud blev han ringet op af det første hotel om at de havde et værelse ledigt, hvor jeg er nu. Det kostede 180, men der var jo ikke rigtig andre alternativer. Han fik også en god slat drikkepenge efter deres målestok, den dejlige mand.

Generelt er kineserne ufatteligt hjælpsomme og det ville ikke kunne lade sig gøre at rejse rundt på den her måde, hvis de ikke var det (eftersom nærmest ingen jo kan snakke engelsk). Det og selve Hainan var også mit eneste lyspunkt i lang tid i dag, for det gik ikke for godt. Til gengæld elsker jeg også Hainan! Stedet er fantastisk flot med kokospalmer, banantræer og mange andre flotte planter over det hele, rismarker rundt omkring, vildt flot vejr og ingen stress at spore blandt befolkningen. Det hele er simpelthen så idyllisk og hyggeligt her. Ved at jeg lige er kørt de ca. 200 km. mere sydpå i forhold til Haikou, er vejret gået fra at være småkoldt morgen og aften og nogenlunde tilpas middag, til at være tilpas morgen og aften og godt varmt midt på dagen (ca. 25 grader og høj sol), så det er også fantastisk.

Jeg har ikke set andre hvide siden jeg forlod Haikou, hvilket også gør at lokalbefolkningen kigger meget når jeg går eller kører forbi. Den sjoveste episode var dog her til aften, hvor der kom en hel åben vogn med kinesere kørende forbi mig og næsten samtlige vendte hovederne på samme tid da de kørte forbi mig. Det gør det dog også næsten umuligt at snakke med teenagetøsebørn, for de fniser bare sindssygt meget hele tiden.

6/2

Jeg aftalte i går med en Mr. Huang, som var nævnt i Lonely Planet, at han skulle hente mig ved mit hotel kl. 7:30. Derfra kørte vi direkte op til regnskoven, hvilket tog ca. en time. Jeg tog af sted i et par shorts, en skiundertrøje og en t-shirt, på trods af at han sagde til mig jeg skulle tage et par bukser på. Jeg tænkte at det ville blive meget varmt midt på dagen og nok også rimelig hurtigt i løbet af dagen, men det viste sig sædfølgelig at være ret dumt ikke at lytte til de lokale. Det var først senere jeg lagde mærke til at han også havde handsker på, med god grund. Det var pisse koldt at sidde i motorcykeltaxien, for der var ingenting for og der var nok omkring 15 grader. Jeg forstod ikke hvorfor hele tiden havde snakket omkring om jeg forstod et eller andet (forstå hedder dong), men dong betyder åbenbart også fryse, og ja det gjorde jeg! Burde have taget min jakke med, for den kunne bare have lagt i taxien når vi gik.

Det var dog en fantastisk tur op ad et bjerg med regnskov alligevel. Undervejs aftalte vi at han skulle blive ved mig og vise mig regnskoven og køre mig tilbage igen. Han kørte mig op til et resort, hvor der var en to km. lang sti rundt i regnskoven, som vi gik. Det var ikke helt som jeg havde regnet med, men jeg har nok også haft et billede af en Sydamerikansk regnskov i hovedet. Det var dog stadig rigtig flot og spændende at se. Der var dog desværre næsten ingen dyr, men det er heller ikke så mærkeligt når det var en gangbro vi gik på hele tiden. Jeg så et glimt af en abe, men den var væk mellem træerne i løbet af ingen tid og ellers så jeg et par fugle. Der stod i Lonely Planet at der er 400 arter sommerfugle, men eftersom det er vinter var der næsten heller ingen sommerfugle. Selve planterne var dog stadig fascinerende og flotte at se og jeg var som sædvanlig heldig med flot vejr, så det var stadig en rigtig god tur.

Jeg ville også gerne se et vandfald, da jeg jo næsten ikke så det andet i Qiongzhong, så vi kørte længere ind og stoppede ved et andet resort. Der gik vi ind og så et vandfald, hvilket dog ikke var så imponerende, men det var omgivelserne til gengæld. En lille flod er bestemt ikke dumt sammen med regnskov og en næsten blå eller blå himmel. Der gik vi også rundt i noget tid og spiste frokost. Jeg sagde til ham at han skulle vælge et godt sted og så tog han hen på resortets restaurant. Jeg tænkte at det nok ville være lidt dyrt, men det var der jo ikke noget at gøre ved når jeg bad ham vælge. Der var dog næsten kun fisk på menuen, og de så ikke særligt indbydende ud og kostede omkring 70 pr. ret. Jeg valgte noget svinekød, man dog nærmest ikke kan kalde kød, fordi det næsten kun var hud og fedt. Ikke den store succes.

Mit humør var dog ikke til at slå ud, hvilket også var meget godt, for jeg endte med at stå op i to timer i bus på vej til Sanya på bumpende vej. Med musik i ørene og smukke Hainan på begge sider føltes det dog ikke så slemt, men det er også vinter jo, så der er ”kun” 20-25 grader i stedet for de 40-50 der er her om sommeren. Så har jeg også prøvet det og jeg kommer forhåbentlig aldrig til at brokke mig over en bus i Danmark igen. Alt er gået fantastisk godt for mig i dag, hvilket nok er der meget af det gode humør kommer fra. Er dog ret træt efter jeg har stået i den bus i to timer, været tidligt oppe og gået rundt i bjergene hele dagen.

Sanya er badebyen her på Hainan, Kinas Hawaii, så umiddelbart minder den mig egentlig meget om Alanya i Tyrkiet. Jeg skal være her indtil d. 12., hvor jeg skal videre til Li River. Min plan var tidligst at komme i morgen, men jeg havde heller ikke troet det kunne gå så godt at jeg kunne komme hertil i dag, hvilket jo bare er en god ting. Julie og Charlotte kommer også her i dag og så kan vi forhåbentlig tage dykkercertifikat her. De blev i Kathmandu og Haikou lidt længere fordi Charlotte havde det dårligt. Meget rart at kunne tale med nogen igen efter bare at have været i mit eget hoved de sidste tre dage, men ellers har det ikke været så slemt.

Vi har heldigvis fået os alle tre ind på samme værelse. I Beijing kan man normalt få værelser helt ned til 20 for en nat når man sover på seks mands dorms, men her var det billigste i byen det vi er på til 152 pr. nat. Så kan man virkelig godt mærke det er kinesisk nytår. Der kørte igen to fulde busser forbi mig i dag før end jeg lige kunne presses ind i den tredje. Ellers kan vi ikke lade være med at snakke om hvor godt det er her. Man kan næsten rende rundt i shorts og t-shirt her om aftenen, der er mega hyggeligt, forholdsvist billigt og vi skal ud og dykke, slappe af og nyde vejret.