Så kom der noget at skrive hjem om

Så er det vist på tide at få skrevet lidt igen. Jeg bør også kunne skrive lidt nu efter halvanden uge med børn. Begge uger har vi været tre counsellors om seks børn, så vi er startet blødt ud. Jeg har fået de yngste begge gange og det er gået meget fint med en god omgang tålmodighed. På nogle punkter er de nemmere at have og på andre punkter er de sværere. De har virkeligt meget energi, så de er svære at få ned på jorden og få til at være stille, mens de bare alle sammen er venner og tror på alt hvad man siger.

Skemaet her på campen er at man kan stå tidligt op til en morgenaktivitet, hvis man har lyst. Så er det flagceremoni, morgenmad og lidt rengøring. Så har vi lidt udendørs kirke, hvilket er ret kedeligt, efterfulgt af to gange aktivitetsområde. Der er udendørsfærdigheder, sportsområdet, kreativ område og vandområdet ved søen. Så er der frokost med en fantastisk stilletime efter. Endnu to gange aktivitetsområder bliver afløst af snack og så åben svømning. Vi tager flaget ned igen lige inden aftensmad og har en aftenaktivitet bagefter. Så samles alle til sang og små skuespil, så er det tid til et bad for børnene og så skal børnene i seng. 22:30 kan vi så gå op i spisesalen og være der indtil midnat.

Jeg er jo livredder ved vandområdet, hvilket hurtigt bliver ret ensformigt. Enten er vi livreddere i svømmeområdet, hvor vi bare skal stå og kigge, ellers er vi livreddere på vandtrampolinen eller ude i bådene (mest kanoerne). Det gør vi tre eller fire timer hver dag plus til åben svømning. Det er dog nok stadig det bedste sted at være når vejret er så godt som det har været den her uge, fordi vi kan rende uden t-shirt og vi kan komme i vandet. Jeg er blevet over dobbelt så brun på tre dage nu her, på trods af at min hud næsten er helt hvid, fordi jeg har så meget solcreme på for ikke at blive solbrændt. Når vejret er som det var i sidste uge det nok det værste sted i stedet, fordi det er så koldt at skulle svømme der og at skulle svømme ud og sidde i vinden på vandtrampolinen. Hver mandag bruger vi det meste af tiden på at svømmeteste børnene.

De andre her synes jeg er ret sjov, fordi jeg tit er med i de sjove skuespil, kan lave en indisk engelsk accent, kommer med mærkelige og sjove ideer og tit opfører mig hvad der bedst kan beskrives med det engelske ord crazy, når vi har en aktivitet. Var f.eks. med i to sjove små skuespil i går til aftensamlingen og klædte mig ud som en slags mandlig cheerleader og heppede til vores aftenaktivitet torsdag. Jeg føler næsten aldrig nervøsitet og flovhed mere, så jeg slipper tit bare tøjlerne løs og er vild og mærkelig på den sjove måde. Wienerbrød hedder jo Danish på engelsk og den mest populære sang her hedder ”five little muffins”, så jeg har også lavet en ny version af den, som folk synes er ret sjov, med andet vers på dansk.

Sidste weekend var Ben fra England og jeg hjemme hos en af pigerne her. Vi tog til et marked/festival i byen i Columbus, der er på størrelse med Kbh. Der mødtes vi med ti andre fra campen og slentrede rundt hele dagen. Det mest underholdende var næsten at se på alle menneskerne der, for modsat Danmark gjaldt det om at skille sig så meget ud som muligt der.

Jeg har haft en forfærdelig uge mht. søvn den her uge. På vores overnat i skoven vækkede vores børn os hele tiden fordi de var bange for insekterne og vi sov på gulvet, så jeg fik under to timers søvn. Næste nat var der nogen der fyrrede noget af der lød som pistolskud, så mange af os counsellors kom først i seng ved to tiden og de sidste to nætter har jeg fået syv timers søvn.

Mine seks timers fri i onsdags var nok de sjoveste seks timers fri jeg kommer til at have på campen. Vi var seks gutter der tog ud og spiste, spillede frisbee golf, spiste is og tog tilbage til campen. På campen klædte tre af os ud og tog ud i skoven for at skræmme pigecounsellorne der havde deres nat i skoven og snakkede lidt med dem.

I går brugte jeg ca. en time på at hjælpe en af børnene der havde både tisset og skidt i bukserne. Vi var ved sportsarealet, der er det længste man kan komme væk fra toiletterne, da han sagde han skulle på toilettet. Vi nåede kun at gå fem meter før han sagde han virkelig skulle, så vi begyndte at løbe. Halvvejs begyndte han at smågræde og sige han ikke kunne holde sig og han var lige ved at stoppe lige før vi kom til toilettet. Vi kom på toilettet, men da han kom ind i båsen og skulle til at tage hans bukser af gjorde han begge ting på en gang og gik helt i baglås. Han ville hjem og ville ikke tage bukserne af, ville ikke i bad osv. Jeg blev nødt til at rende halvdelen af campen rundt fordi jeg var nødt til at få vores sygeplejerske til at hjælpe mig og finde nyt tøj til ham. Da jeg endelig havde fået ham til at tage tøjet af og få ham ind i bruseren, ville vandet selvfølgelig ikke blive varmt og det tøj næsten ti min. før der havde strømmet nok vand igennem til at det blev varmt nok til at han ville gå under.

Den sammen syv årige dreng gik helt i stå på vores overnat i skoven og var slet ikke til at trænge igennem til, fordi han havde glemt hans vandflaske og ikke vidste hvor den var. Han kom i tanke om at han havde glemt den, da vi var ved spisesalen og skulle afsted, så vi tog en kop med til ham i stedet (der er var derude). Ti min. efter vi var ankommet sad han stadig bare med hans ting og smågræd, så jeg spurgte hvad der var galt og det var stadig hans vandflaske. Jeg og en anden prøvede på at forklare ham at han ikke havde brug for den og at vi ville finde den i morgen i et kvarter, men det trængte slet ikke igennem – han sad bare og rokkede frem og tilbage med hans ting, græd lidt og var slet ikke til at komme i kontakt med. Det var først da jeg fyldte koppen med vand, gav den til ham og sagde at jeg ville købe en ny vandflaske til ham, hvis vi ikke kunne finde den at han kom til sig selv igen. Midt om natten skete lidt det samme, bare med hans rygsæk i stedet, som han ikke kunne finde. Jeg ved ikke hvad han skulle bruge den til og det prøvede vi på at sige til ham, men han kom stadig ud tre gange inden han gav op.

Den her weekend er der en der holder en fest i aften, som en 10-15 stykker af os tager til. I morgen tager Ben fra England, en af pigerne og jeg til Michigan Lake og bliver der indtil onsdag. Vi er nogle stykker der var heldige at kunne få nogle ekstra dage fri fordi der er nogle af camperne der er her i mindre tid næste uge. Ved ikke lige hvad der kommer til at ske og hvad vi kan lave på min fødselsdag, men det må vi se til når vi når så langt. Jeg ser højest en eller to dage frem i tiden hele tiden her, hvilket er lidt mærkeligt, men også sjovt at prøve. Det er lidt mærkeligt at det er min fødselsdag allerede og at jeg er næsten halvvejs her. Føler det stadig som om jeg lige er blevet 19 og næsten lidt gammel når jeg nu kommer i 20’erne, men de fleste af de andre troede dog at jeg var 22-23. Det er dog nok et godt tegn at det sidste år er gået så stærkt, men jeg kommer aldrig til at føle at jeg kan nyde det nok, fordi det er så fedt.

Så er børnene kommet

Det er på en måde stadig lidt svært at vide hvad jeg skal skrive. Vi skulle gerne være klar til at børnene kommer i dag, men det føler vi os egentlig ikke rigtig. Vi har mere følt det som en ryst sammen uge og lært ting som livredning, børnemisbrug, starte bål mm., men egentlig ikke så meget igen om hvordan vi skal håndtere børnene. Det kommer dog nok helt naturligt når de kommer her. Det kunne være rart med mere tid sådan som det har været, for det er ret hyggeligt og de andre counsellors er rigtig flinke, men nu må vi se hvordan det bliver når børnene kommer.

Jeg prøvede på at komme på Skype, men internettet er helt håbløst lige nu og jeg kommer nok ret meget til at forsvinde fra jordens overflade de næste otte uger. Der er næsten ikke tid til det og jeg tror ikke det er internet jeg kommer til at have lyst til at bruge den korte fritid jeg har på. Nu her har jeg brugt så lang tid på at komme på internettet at jeg næsten ikke har tid til at skrive.

Her i weekenden har vi dog været syv hjemme hos en af de andre counsellors i Columbus, primært os udlændinge. Det har været stille og roligt – vi har drukket lidt, bowlet, spist typiske amerikanske ting og været i et storcenter. Columbus, som han bor i, er på størrelse med København. Hans forældre er skilte og ret rige, så begge af dem har et hus der er over dobbelt så stort som vores. Den anden counsellor (de to har begge været her før) har haft en helt modsat tilværelse og han sagde at mine shorts og min t-shirt (begge til 300 kr.) har samme værdi som halvdelen af hans garderobe. Samtidig har han et kæmpe ar på underarmen fra et knivstik og har haft det ret hårdt. Men sådan er det jo i USA. Igen kan jeg jo kun sige at jeg er super heldig og det er jeg rigtig glad for. Det går rigtig godt her, men jeg kan vist ikke få held til at lægge det her indlæg op nu. (19/6)

Så kom børnene i går og de har været her i 24 timer nu. Jeg følte mig ret forvirret i går og ikke som en der skulle lede folk, men det gik nogenlunde. Det er ret godt at vi er tre counsellors om seks børn den her uge (normalt er det en til otte), for det føles ret svært selv om vi er så mange. Vi har fået seks på omkring ti år og de er dejligt åbne og glade, men de har totalt ild i røven. Det føles ret stressende, for vi skal være sammen med dem næsten hele tiden og overvåge dem, så vi kan knap nok nå at komme på toilet, spise osv., fordi de laver alverdens mærkelige ting hele tiden. Men det kunne nu sagtens have været meget værre end dem, så jeg klager ikke, jeg skal bare vænne mig til det.

Fridag med regn

Vi har været i gang med at blive livreddere dagen lang i fire dage og i går blev vi så endelig færdige. Jeg blev nødt til at tage teoriprøven om ved tre af kapitlerne, primært pga. oversætningsproblemer. Det er ret svært at skulle lære både en masse nye ord til livredning og hvornår man skal bruge dem, men nu er vi heldigvis færdige.

De forskellige aftener har været stille og rolige. Vi har spillet spil, lavet lidt sport, set X-men i biografen og haft bål. Vi lærer hinanden at kende stille og roligt og der kommer stadig nye counsellors hele tiden. De sidste skulle dog ankomme i morgen, hvor vi skal starte på staff training. I dag er vores første fridag og det er også første dag med regn, så det er jo ret irrriterende. Jeg havde også troet jeg kunne sove længe, men vågnede kl. 8 pga. torden. Og i forgårs kunne jeg ikke falde i søvn fordi jeg havde det for varmt, så jeg er ret træt.

Ellers har jeg fundet ud af at man egentlig ikke behøver computer og internet særligt meget, når man har folk omkring en hele tiden og ikke studerer. Så jeg har egentlig heller ikke rigtig lyst til at skrive blog og ved ikke hvad jeg skal skrive om. Her er meget hyggeligt at være, men ikke så meget at berette om. Håber i også hygger jer derhjemme.

Fra meget tid til ingen tid

Dagene for mig selv på campen er gået stille og roligt. Jeg sov 15 af de første 24 timer her, så det var vist tiltrængt. Jeg har hjulpet Roger lidt, men egentlig ret meget uden nytte. Vi har kigget på noget virkeligt gammelt surfudstyr de havde her, som de ikke anede noget om. Jeg prøvede på at samle det, men der manglede ting, andre var gået i stykker og udstyret var for stort til nybegyndere alligevel, så det kunne ikke bruges til noget. Jeg skulle også samle sengetøj, håndklæde mm. til de andre udlændinge for ham. Jeg prøvede på at finde det i de ting de havde, men kunne kun finde halvdelen. Til sidst begyndte jeg at rode i nogle poser, hvor der stod de skulle gemmes på og så viste det sig at det hele næsten var pakket der, og at jeg igen bare kunne begynde at rydde op.

Personalet har været rigtig flinke i den tid jeg har været sammen med dem. Roger og hans kone inviterede deres naboer (som også arbejder på campen) og jeg på middag den første aften og jeg har også snakket lidt med de andre. Har efterhånden vænnet mig til at snakke engelsk hele tiden og er så småt begyndt at tænke på engelsk nu også. Det irriterer mig derfor også ret meget når der er et ord jeg ikke kender, men jeg får jo nok lært en masse nye ord over sommeren.

De andre er begyndt at komme nu og to af dem bor i min hytte midlertidigt. De virker rigtig flinke og jeg er sikker på at vi nok skal komme godt ud af det sammen. Vi starter med livredning i morgen tidlig (jeg ligger og skriver i hytten her fredag aften, men har ikke noget internet her) og så kører vi ellers på næsten hele tiden eller hele tiden fra nu af. Så slut med at rende og fede den – det var rart så længe det varede. Håber i også har det godt herhjemme, men i kommer nok ikke i nærheden af at have ligeså fedt vejr som her:P

Så kommer der lige lidt fra to dage mere her. Jeg kan dog godt mærke at jeg ikke kommer til at skrive blog i nærheden af ligeså meget og ligeså ofte som i Kina. Der er på ingen måde samme kulturelle forskel eller ligeså meget der sker, at skrive om og jeg har heller ikke tid til det.

De fleste andre counsellors er ved at være kommet nu og de er kommet sådan lidt efter lidt. Folk virker meget flinke, men i øjeblikket er det faktisk kun en fra Spanien, en fra Brasilien og jeg der ikke er født engelsktalende. Folk betragter mig dog stort set som en alligevel. Vi kender stadig ikke hinanden så godt endnu, for vi er ret mange og vi har brugt hele dagen begge dage på livredning og førstehjælp. I går spillede vi lige lidt fodbold også, mens at vi i dag ikke har lavet andet end at spise, have undervisning (heldigvis også undervisning i klatring, skydning og bue) og læse. Ret irriterende at vi nu har fået en hel bog vi skal læse oveni det andet, som jeg kunne have fået tidligere og læst mens jeg havde hele dagen lang til det. Det bliver vist også undervisning helt indtil aftensmaden i morgen, men heldigvis med noget nede ved vandet og noget svømning i morgen. Vi skal svømme til den anden side af søen og tilbage igen hver dag til torsdag og mange af de andre frygter det lidt, mens jeg er forholdsvist ligeglad.

Af andre ting, så er maden ret fed her og jeg frygter forholdene forholdsvist meget. Aftensmaden var det første af fem måltider der ikke var vildt meget fedt i. Der er også en salatbar, men den har været ens hele tiden, bestående af en salat (forskellige salater som iceberg mm. og rødkål) og stort set kun mærkelige ting og sovse til. Der er kun de tre hovedmåltider og når børnene kommer, må vi ikke have mad i hytterne mere. Det skal jo gerne være noget godt mad som børnene kan lide mens de er her, fordi det kun er en uge, men det er simpelthen for ulækkert og usundt til at kunne spise hele tiden. Udover det har vi også haft et lyn til at slå ned i et træ lige ved siden af en af husene, og det har taget internettet i går, men på mystisk vis kan jeg godt komme på nu selvom de ikke kan på kontoret

Afsted til campen

Den sidste dag i Washington ville jeg primært gerne se politikkerne i aktion og ind i et sommerfuglebur på det museum jeg var på dagen før. Da jeg havde checket ud, startede jeg med at gå til den amerikanske folketingsbygning. Jeg synes i øvrigt bygningen er så stor og flot at det nok er det tætteste man kommer på Taj Mahal. Jeg startede med at få en rundvisning, hvilket ikke var så meget værd. Da jeg bagefter spurgte min guide mht. at komme ind og se politikkerne, sagde hun et andet sted jeg skulle henvende mig for at få adgang. Da jeg spurgte der, fik jeg at vide at de ikke var der selvom det var en ganske almindelig tirsdag, men det kan jo skyldes Memorial Day. Da jeg gik tilbage på museet for at komme ind til sommerfuglene, var det igen heller ikke muligt. Det har dog alligevel været en fin nok dag og det er heldigvis gratis at komme ind på museerne og i folketingsbygningen. Jeg fik set lidt mere på museet og tog derefter over på et Holocaust museum, der også var spændende nok.

Vejret er fuldstændig vanvittigt varmt, så det tager kun ca. et kvarter før det bare render af en. Jeg havde egentlig ikke så lang tid til at rende og se på ting den sidste dag i Washington, fordi jeg skulle tilbage, spise, i bad og hen på busstationen i god tid. Jeg tog med bussen 20:40 og var fremme kl. 7 næste morgen og tænkte at jeg så kunne sove på bussen, men nej. Hver gang man kom til at nyt sted tændte buschaufføren for alt lyset og råbte i højtaleren og skulle også skifte i Pittsburgh, så fik næsten ikke sovet på turen. Det gjorde jeg til gengæld her på campen! Jeg har stort set kun sovet og spist her.

I øjeblikket er jeg den eneste counsellor her, da jeg er kommet lidt tidligere. De andre kommer på fredag, så jeg skal bare lige hjælpe lidt til i morgen. Der er omkring ti andre der arbejder og bor her, men det er kun lige til måltiderne jeg har set lidt til dem. Heldigvis er de meget flinke. Jeg har fået lidt mere information nu, og det har vist sig at grunden til at jeg ikke havde fået mere information, var at Roger, der er leder og som hentede mig, var kommet til at skrive .com i stedet for .dk ved min e-mail adresse.

Vi skulle vist blive en 20-25 counsellors, hvor de 6-8 skulle være fra forskellige andre lande og resten fra USA. Der kommer til at være 80-150 børn her ad gangen samtidig med andre grupper fra forskellige institutioner eller organisationer. I det hele skulle vi vist være et personale på 43 personer. Jeg kommer til at leve i en bunker/barrack, hvor jeg vil få ansvaret for en 8-9 drenge. Det eneste der er i den er senge, en hylde og strømstik, så jeg kommer til at leve i min kuffert hele sommeren. Toilettet er i en anden bygningen og man skal op i spisesalen for at komme på internettet. Jeg ser det dog ikke som det store problem, for jeg tror ikke jeg kommer til at have så meget tid til sådanne ting alligevel og jeg har lige brugt de sidste to måneder foran computeren. Campen ligger ret isoleret, og har både, tre tennisbaner, basketballbane, fodboldbane, kanoer, kajakker, klatrevæg, sø mm. Der er ret tomt og stille lige nu, men jeg er sikker på at det nok skal blive rigtig godt:)

Brændvarmt i Washington

Jeg ved ikke hvor mange grader det var i dag, men i hvert fald det varmeste jeg har oplevet siden Tyrkiet. Der har vel været en 30-35 grader, brændende sol og ret høj luftfugtighed, så det har været forholdsvist klamt. Jeg fik først sneget mig ud ved 12 tiden fordi jeg skulle ordne blog og busbillet, så det tog kun 10-15 min før jeg var næsten gennemblødt.

Nåede heller ikke helt så meget i dag, men fik da set det hvide hus, var oppe i Washington Monument, så Memorial Day parade, Smithsonians naturhistorisk museum og nogle andre småting. Det hvide hus var lidt en skuffelse, for det var kun på ret lang afstand man kunne se det og deres folketingsbygning er egentlig en del federe. Håber på at kunne komme ind og se politikerne i aktion derinde i morgen. Det var til gengæld meget fedt at se Washington oppefra i Washington Monument - næsten som at se Beijing rent strukturmæssigt. De andre to ting var fine nok, mest som kulturelle ting.

Til baseballkamp

Glemte at skrive om maden her sidste gang. Lad mig sige det sådan, at man i hvert fald lige skal vænne sig til den. Den er en del mere fed, den man får serveret i hvert fald, og ofte også større portioner. Men det synes jeg ikke engang bedre om, når den er det mere fed. Jeg var blevet anbefalet en bestemt hot dog til baseballkampen i går, jeg skal lige have været her noget længere før jeg kan nyde sådan en fed pølse. Udover pølse og brød hælte de kødsovs og en ostesovs på. Selv da jeg en dag havde bestilt en salt, var hele salaten overdynget med en oliedressing

Jeg havde ikke lige tænkt over at det ville være et privat selskab jeg kom til at køre bus med fra Chinatown og at det derfor var kinesisk. Det var i hvert fald ikke så mærkeligt at bussen kom en del for sent, men det var virkelig irriterende, for jeg nåede kun de sidste to minutter af CL finalen. Bussen stoppede heldigvis lige uden for en bar hvor de viste det, så jeg skyndte mig derind. Der kom jeg i snak med to amerikanere på omkring 40, som jeg fik en masse tips af og egentlig sad og snakkede med i ret lang tid. Jeg var lige nede på hostellet for at checke ind og gå i bad på et tidspunkt og så tilbage igen, hvor nogle af deres venner lidt mere på min alder, var kommet. De kendte personalet på baren ret godt, så de troede godt jeg kunne få lov at drikke der, men desværre ikke. Så jeg endte med bare at tage hjem kl. 11, hvor jeg også var godt træt.

De havde bl.a. anbefalet mig at tage ind og se baseball dagen efter, så det gjorde jeg i går. Da jeg fortalte en Sweizisk gut fra mit værelse om det, ville han også gerne med. Vi mødtes lidt før kampen og købte billetter og så kampen sammen. Vi kendte ikke reglerne så godt, men dem fandt vi ud af undervejs. Spillet minder lidt om rundbold og det gælder også om at nå hele vejen rundt for at gå point. Det der skulle være det fede ved det er når de endelig rammer bolden ordenligt (hvilket skete ca. 10 gange på de 3½ time kampen varede) og den så ryger rigtig langt. Men den ryger for det meste også rigtig højt, så den blev bare grebet de 7-8 gange alligevel og så er det lige ringe.
Vi synes begge det var en god oplevelse at komme ind og se en baseballkamp, men vi var ikke vilde med baseball som sport. Det var i hvert fald min første og sidste kamp, og jeg synes at selv curling har mere intensitet end baseball.

Efter baseball var jeg rundt og se diverse monumenter. Både Jefferson, Lincoln, Washington, WW2, Vietnam og Korea. Nogle af dem ligner hinanden lidt, men de var stadig rigtig flotte. Bagefter spiste jeg aftensmad på en indisk restaurant, hvilket var godt valgt da maden ikke var helt så fed. Men som sædvanlig blev jeg snydt af prisen og det skal jeg nok lige vænne mig til. Det jeg bestilte kostede 19 dollars, men så kommer der sales tax oveni (på 1,9) og så skal man give drikkepenge på ca. det dobbelte af sales tax, så det endte med at koste 25. Tror bare jeg tager Subway i dag i stedet. Det var egentlig også planen i går, men der var den lukket.

Jeg har besluttet mig for lige at tage en dag mere her alligevel, nu hvor jeg brugte en del tid på den bar og på baseball. Så kan jeg have god tid til at rende og se på de mange bygninger og museumer der er her og få skrevet blog, i stedet for at skulle stresse for at nå det i dag. Jeg har også bedre mulighed for at sove så, hvilket igen er blevet nødvendigt efter i nat. Jeg nåede at få to super gode timer, men så kom der en ny gæst ved et tiden, der tændte det meget stærke lys der er på værelset og havde det tændt i næsten en halv time, selvom der egentlig er ret lyst på værelset om natten. Alting tog ham åbenbart helt vildt lang tid fordi han er så fed, og han stønnede og rystede med sengen hele tiden, fordi han har svært ved at stå op selv. Da han så endelig kom i seng blev det nærmest bare værre, fordi han snorkede utroligt højt. Man kunne høre at det også skyldtes fedmen, da luften havde meget svært ved at komme igennem hans næse. Da jeg havde lagt vågen i halvanden time så jeg mig nødsaget til at kravle ned af sengen, tage to beroligende piller, ørepropper og en t-shirt til at tage over hovedet, for bare at få lidt søvn. På trods af alt det vågnede jeg stadig en del gange i løbet af resten af natten og igen da han skulle afsted, mens de tog andre var taget afsted uden jeg opdagede det. Ret irriterende, men jeg skal nok bare være glad for at jeg ikke er ham.