Fra meget tid til ingen tid

Dagene for mig selv på campen er gået stille og roligt. Jeg sov 15 af de første 24 timer her, så det var vist tiltrængt. Jeg har hjulpet Roger lidt, men egentlig ret meget uden nytte. Vi har kigget på noget virkeligt gammelt surfudstyr de havde her, som de ikke anede noget om. Jeg prøvede på at samle det, men der manglede ting, andre var gået i stykker og udstyret var for stort til nybegyndere alligevel, så det kunne ikke bruges til noget. Jeg skulle også samle sengetøj, håndklæde mm. til de andre udlændinge for ham. Jeg prøvede på at finde det i de ting de havde, men kunne kun finde halvdelen. Til sidst begyndte jeg at rode i nogle poser, hvor der stod de skulle gemmes på og så viste det sig at det hele næsten var pakket der, og at jeg igen bare kunne begynde at rydde op.

Personalet har været rigtig flinke i den tid jeg har været sammen med dem. Roger og hans kone inviterede deres naboer (som også arbejder på campen) og jeg på middag den første aften og jeg har også snakket lidt med de andre. Har efterhånden vænnet mig til at snakke engelsk hele tiden og er så småt begyndt at tænke på engelsk nu også. Det irriterer mig derfor også ret meget når der er et ord jeg ikke kender, men jeg får jo nok lært en masse nye ord over sommeren.

De andre er begyndt at komme nu og to af dem bor i min hytte midlertidigt. De virker rigtig flinke og jeg er sikker på at vi nok skal komme godt ud af det sammen. Vi starter med livredning i morgen tidlig (jeg ligger og skriver i hytten her fredag aften, men har ikke noget internet her) og så kører vi ellers på næsten hele tiden eller hele tiden fra nu af. Så slut med at rende og fede den – det var rart så længe det varede. Håber i også har det godt herhjemme, men i kommer nok ikke i nærheden af at have ligeså fedt vejr som her:P

Så kommer der lige lidt fra to dage mere her. Jeg kan dog godt mærke at jeg ikke kommer til at skrive blog i nærheden af ligeså meget og ligeså ofte som i Kina. Der er på ingen måde samme kulturelle forskel eller ligeså meget der sker, at skrive om og jeg har heller ikke tid til det.

De fleste andre counsellors er ved at være kommet nu og de er kommet sådan lidt efter lidt. Folk virker meget flinke, men i øjeblikket er det faktisk kun en fra Spanien, en fra Brasilien og jeg der ikke er født engelsktalende. Folk betragter mig dog stort set som en alligevel. Vi kender stadig ikke hinanden så godt endnu, for vi er ret mange og vi har brugt hele dagen begge dage på livredning og førstehjælp. I går spillede vi lige lidt fodbold også, mens at vi i dag ikke har lavet andet end at spise, have undervisning (heldigvis også undervisning i klatring, skydning og bue) og læse. Ret irriterende at vi nu har fået en hel bog vi skal læse oveni det andet, som jeg kunne have fået tidligere og læst mens jeg havde hele dagen lang til det. Det bliver vist også undervisning helt indtil aftensmaden i morgen, men heldigvis med noget nede ved vandet og noget svømning i morgen. Vi skal svømme til den anden side af søen og tilbage igen hver dag til torsdag og mange af de andre frygter det lidt, mens jeg er forholdsvist ligeglad.

Af andre ting, så er maden ret fed her og jeg frygter forholdene forholdsvist meget. Aftensmaden var det første af fem måltider der ikke var vildt meget fedt i. Der er også en salatbar, men den har været ens hele tiden, bestående af en salat (forskellige salater som iceberg mm. og rødkål) og stort set kun mærkelige ting og sovse til. Der er kun de tre hovedmåltider og når børnene kommer, må vi ikke have mad i hytterne mere. Det skal jo gerne være noget godt mad som børnene kan lide mens de er her, fordi det kun er en uge, men det er simpelthen for ulækkert og usundt til at kunne spise hele tiden. Udover det har vi også haft et lyn til at slå ned i et træ lige ved siden af en af husene, og det har taget internettet i går, men på mystisk vis kan jeg godt komme på nu selvom de ikke kan på kontoret

Afsted til campen

Den sidste dag i Washington ville jeg primært gerne se politikkerne i aktion og ind i et sommerfuglebur på det museum jeg var på dagen før. Da jeg havde checket ud, startede jeg med at gå til den amerikanske folketingsbygning. Jeg synes i øvrigt bygningen er så stor og flot at det nok er det tætteste man kommer på Taj Mahal. Jeg startede med at få en rundvisning, hvilket ikke var så meget værd. Da jeg bagefter spurgte min guide mht. at komme ind og se politikkerne, sagde hun et andet sted jeg skulle henvende mig for at få adgang. Da jeg spurgte der, fik jeg at vide at de ikke var der selvom det var en ganske almindelig tirsdag, men det kan jo skyldes Memorial Day. Da jeg gik tilbage på museet for at komme ind til sommerfuglene, var det igen heller ikke muligt. Det har dog alligevel været en fin nok dag og det er heldigvis gratis at komme ind på museerne og i folketingsbygningen. Jeg fik set lidt mere på museet og tog derefter over på et Holocaust museum, der også var spændende nok.

Vejret er fuldstændig vanvittigt varmt, så det tager kun ca. et kvarter før det bare render af en. Jeg havde egentlig ikke så lang tid til at rende og se på ting den sidste dag i Washington, fordi jeg skulle tilbage, spise, i bad og hen på busstationen i god tid. Jeg tog med bussen 20:40 og var fremme kl. 7 næste morgen og tænkte at jeg så kunne sove på bussen, men nej. Hver gang man kom til at nyt sted tændte buschaufføren for alt lyset og råbte i højtaleren og skulle også skifte i Pittsburgh, så fik næsten ikke sovet på turen. Det gjorde jeg til gengæld her på campen! Jeg har stort set kun sovet og spist her.

I øjeblikket er jeg den eneste counsellor her, da jeg er kommet lidt tidligere. De andre kommer på fredag, så jeg skal bare lige hjælpe lidt til i morgen. Der er omkring ti andre der arbejder og bor her, men det er kun lige til måltiderne jeg har set lidt til dem. Heldigvis er de meget flinke. Jeg har fået lidt mere information nu, og det har vist sig at grunden til at jeg ikke havde fået mere information, var at Roger, der er leder og som hentede mig, var kommet til at skrive .com i stedet for .dk ved min e-mail adresse.

Vi skulle vist blive en 20-25 counsellors, hvor de 6-8 skulle være fra forskellige andre lande og resten fra USA. Der kommer til at være 80-150 børn her ad gangen samtidig med andre grupper fra forskellige institutioner eller organisationer. I det hele skulle vi vist være et personale på 43 personer. Jeg kommer til at leve i en bunker/barrack, hvor jeg vil få ansvaret for en 8-9 drenge. Det eneste der er i den er senge, en hylde og strømstik, så jeg kommer til at leve i min kuffert hele sommeren. Toilettet er i en anden bygningen og man skal op i spisesalen for at komme på internettet. Jeg ser det dog ikke som det store problem, for jeg tror ikke jeg kommer til at have så meget tid til sådanne ting alligevel og jeg har lige brugt de sidste to måneder foran computeren. Campen ligger ret isoleret, og har både, tre tennisbaner, basketballbane, fodboldbane, kanoer, kajakker, klatrevæg, sø mm. Der er ret tomt og stille lige nu, men jeg er sikker på at det nok skal blive rigtig godt:)

Brændvarmt i Washington

Jeg ved ikke hvor mange grader det var i dag, men i hvert fald det varmeste jeg har oplevet siden Tyrkiet. Der har vel været en 30-35 grader, brændende sol og ret høj luftfugtighed, så det har været forholdsvist klamt. Jeg fik først sneget mig ud ved 12 tiden fordi jeg skulle ordne blog og busbillet, så det tog kun 10-15 min før jeg var næsten gennemblødt.

Nåede heller ikke helt så meget i dag, men fik da set det hvide hus, var oppe i Washington Monument, så Memorial Day parade, Smithsonians naturhistorisk museum og nogle andre småting. Det hvide hus var lidt en skuffelse, for det var kun på ret lang afstand man kunne se det og deres folketingsbygning er egentlig en del federe. Håber på at kunne komme ind og se politikerne i aktion derinde i morgen. Det var til gengæld meget fedt at se Washington oppefra i Washington Monument - næsten som at se Beijing rent strukturmæssigt. De andre to ting var fine nok, mest som kulturelle ting.

Til baseballkamp

Glemte at skrive om maden her sidste gang. Lad mig sige det sådan, at man i hvert fald lige skal vænne sig til den. Den er en del mere fed, den man får serveret i hvert fald, og ofte også større portioner. Men det synes jeg ikke engang bedre om, når den er det mere fed. Jeg var blevet anbefalet en bestemt hot dog til baseballkampen i går, jeg skal lige have været her noget længere før jeg kan nyde sådan en fed pølse. Udover pølse og brød hælte de kødsovs og en ostesovs på. Selv da jeg en dag havde bestilt en salt, var hele salaten overdynget med en oliedressing

Jeg havde ikke lige tænkt over at det ville være et privat selskab jeg kom til at køre bus med fra Chinatown og at det derfor var kinesisk. Det var i hvert fald ikke så mærkeligt at bussen kom en del for sent, men det var virkelig irriterende, for jeg nåede kun de sidste to minutter af CL finalen. Bussen stoppede heldigvis lige uden for en bar hvor de viste det, så jeg skyndte mig derind. Der kom jeg i snak med to amerikanere på omkring 40, som jeg fik en masse tips af og egentlig sad og snakkede med i ret lang tid. Jeg var lige nede på hostellet for at checke ind og gå i bad på et tidspunkt og så tilbage igen, hvor nogle af deres venner lidt mere på min alder, var kommet. De kendte personalet på baren ret godt, så de troede godt jeg kunne få lov at drikke der, men desværre ikke. Så jeg endte med bare at tage hjem kl. 11, hvor jeg også var godt træt.

De havde bl.a. anbefalet mig at tage ind og se baseball dagen efter, så det gjorde jeg i går. Da jeg fortalte en Sweizisk gut fra mit værelse om det, ville han også gerne med. Vi mødtes lidt før kampen og købte billetter og så kampen sammen. Vi kendte ikke reglerne så godt, men dem fandt vi ud af undervejs. Spillet minder lidt om rundbold og det gælder også om at nå hele vejen rundt for at gå point. Det der skulle være det fede ved det er når de endelig rammer bolden ordenligt (hvilket skete ca. 10 gange på de 3½ time kampen varede) og den så ryger rigtig langt. Men den ryger for det meste også rigtig højt, så den blev bare grebet de 7-8 gange alligevel og så er det lige ringe.
Vi synes begge det var en god oplevelse at komme ind og se en baseballkamp, men vi var ikke vilde med baseball som sport. Det var i hvert fald min første og sidste kamp, og jeg synes at selv curling har mere intensitet end baseball.

Efter baseball var jeg rundt og se diverse monumenter. Både Jefferson, Lincoln, Washington, WW2, Vietnam og Korea. Nogle af dem ligner hinanden lidt, men de var stadig rigtig flotte. Bagefter spiste jeg aftensmad på en indisk restaurant, hvilket var godt valgt da maden ikke var helt så fed. Men som sædvanlig blev jeg snydt af prisen og det skal jeg nok lige vænne mig til. Det jeg bestilte kostede 19 dollars, men så kommer der sales tax oveni (på 1,9) og så skal man give drikkepenge på ca. det dobbelte af sales tax, så det endte med at koste 25. Tror bare jeg tager Subway i dag i stedet. Det var egentlig også planen i går, men der var den lukket.

Jeg har besluttet mig for lige at tage en dag mere her alligevel, nu hvor jeg brugte en del tid på den bar og på baseball. Så kan jeg have god tid til at rende og se på de mange bygninger og museumer der er her og få skrevet blog, i stedet for at skulle stresse for at nå det i dag. Jeg har også bedre mulighed for at sove så, hvilket igen er blevet nødvendigt efter i nat. Jeg nåede at få to super gode timer, men så kom der en ny gæst ved et tiden, der tændte det meget stærke lys der er på værelset og havde det tændt i næsten en halv time, selvom der egentlig er ret lyst på værelset om natten. Alting tog ham åbenbart helt vildt lang tid fordi han er så fed, og han stønnede og rystede med sengen hele tiden, fordi han har svært ved at stå op selv. Da han så endelig kom i seng blev det nærmest bare værre, fordi han snorkede utroligt højt. Man kunne høre at det også skyldtes fedmen, da luften havde meget svært ved at komme igennem hans næse. Da jeg havde lagt vågen i halvanden time så jeg mig nødsaget til at kravle ned af sengen, tage to beroligende piller, ørepropper og en t-shirt til at tage over hovedet, for bare at få lidt søvn. På trods af alt det vågnede jeg stadig en del gange i løbet af resten af natten og igen da han skulle afsted, mens de tog andre var taget afsted uden jeg opdagede det. Ret irriterende, men jeg skal nok bare være glad for at jeg ikke er ham.

New York er en sindssyg (fed) by

Det er vildt svært at holde styr på hvad der sker og hvad det er jeg ser, fordi der sker så meget. Jeg kan ikke føle det helt så meget endnu, men jeg ved jeg er sindssygt træt. Har kun fået 4-5 dårlige timer de første to nætter og 6-7 dårlige timer de andre to nætter. Kunne næsten ligeså godt have sovet på gulvet, som på det jeg har fået af min vært fordi det er så tyndt og han har ikke trukket for i hans lejlighed.

Han tog mig med på Metropolitan Museum i torsdag, så i Central Park og på Fifth Avenue (den kæmpe og dyre gågade). Det hele var egentlig stille og roligt og meget fint at se. Jeg gik selv lidt på Fifth Avenue til sidst og kiggede lidt på butikker. Fredag havde han en aftale, så der gik jeg selv. På trods af at det var i går, har jeg ret svært ved at huske alle de ting jeg så. Men jeg så i hvert fald Brooklyn Bridge, frihedsgudinden, Wall Street, New York Stock Exchange, City Hall, Chinatown, Little Italy, New York University, Ground Zero, Madison Square Garden og flere kilometer af Broadway. Jeg gik næsten hele tiden i 11 timer, så jeg kunne næsten ikke holde til at gå meget mere til sidst. Det har været ret fedt at gå rundt og se tingene, men det er ikke den samme wauw oplevelse på en gang, som med nogle af de ting jeg har set i Kina. Det er mere bare jævnt at der er noget at se hele tiden – de forskellige mennesker, de store bygninger, attraktionerne og butikker.

Da jeg kom hjem skulle jeg til at finde ud af med transport og hostel i Washington, hvilket var et ret dumt tidspunkt. Min vært er en person der rigtig gerne vil hjælpe, men det bliver hurtigt på den bestemmende måde. Vi sad begge to og kiggede på bus, men den jeg gerne ville med kl. 9 var desværre udsolgt. Mærkeligt nok kunne han så godt finde den på en hjemmeside på hans computer, mens jeg ikke kunne finde den på samme hjemmeside på min.  Men han fik mig til at indtaste oplysninger, så jeg købte billetten og da kvitteringen så kom frem sagde han ”hov, den 29. er det ikke den forkerte dag?” – og jo det var det.

Derfra satte han skub i himmel og jord eller hvad man siger og tingene kunne kun gå for langsomt. På trods af at der tydeligt stod i den e-mail jeg fik og på hjemmesiden at man ikke kunne få refunderet pengene, mente han godt det kunne lade sig gøre. Han sagde jeg skulle skrive en mail til dem og gik i gang med at ringe til dem. Jeg ventede lige med at skrive mailen til han havde ringet, men så var det galt. Så ventede jeg 5-10 min med at bestille en ny billet, for at se om der kom svar, før jeg bestilte en ny billet og så var det galt, fordi det kunne være den ville blive udsolgt så (det var kl. 11 om aftenen!). Det endte med at han blev sur som et lille barn og sagde det var af sådanne grunde han ikke kunne lide europæere (han har europæiske gæster månedligt). Jeg var ved at blive ret irriteret på det tidspunkt, over at han lige havde smidt 100 af mine kroner væk og skulle blive sur og skabe sig sådan samtidig med at jeg var så træt, men der var jo ikke så meget jeg kunne gøre.

Jeg tænkte at jeg hellere måtte bestille den rigtige billet for at slippe for at høre på ham og være sikker på at kunne komme af sted i dag. Jeg havde ret svært ved at finde busstationen fordi det bare var et lille privat selskab i et normalt lokale. Da jeg spurgte om jeg kunne få pengene tilbage fik jeg selvfølgelig et nej, men at jeg godt kunne ændre billetten – super! (ironisk) Men det kan godt være det var godt nok jeg bestilte den nye billet, for bussen var fuld. Oveni de dumme penge på bussen, kommer jeg til at bruge dumme penge på hostel i Washington. Jeg kiggede lidt på det torsdag aften, men fik ikke bestilt og så er priserne ellers lige steget fra 130 til lidt over 200 fordi jeg ventede. Flot! Tror jeg vil prøve på at nøjes med to overnatninger for at spare penge og så tage en dag tidligere til campen, for jeg trænger virkelig også til at slappe af og sove ud inden den starter og jeg skal være på 24/6.

New York er en utrolig fed by

Jeg har lige tid til at skrive lidt mens min vært sover videre. Jeg prøver jo det der hedder couch surfing (sofa sovning), hvor man kan få lov til at komme og sove hos folk i deres hjem. Min vært er 60 år gammel og oprindeligt fra Filippinerne. Jeg tænkte at jeg gerne ville have et andet indblik i den amerikanske kultur end det jeg får på campen ved at tage en lidt ældre amerikaner. Jeg troede dog han var født og opvokset i USA, men han var flyttet hertil for lidt over 30 år siden. Han er professor i medicin på New Yorks universitet og meget frisk, så man mærker ikke rigtig at han egentlig er 60.
Jeg var dog ret uheldig med at en gæst han havde der skulle være taget afsted i går, ikke var taget afsted. Det betød nemlig at jeg blev nødt til at sove på gulvet i nat, så jeg er lidt øm. Var dog træt nok til at jeg stadig har sovet 10 timer. Fik kun held til at sove 4-5 timer på turen og der er jo også seks timers tidsforskel.

Turen herover gik meget fint og vi fløj et par timer før askeskyen nåede frem til os tror jeg. Jeg fløj med verdens største fly fra Frankfurt til New York, men man mærkede det egentlig ikke. Man kan godt se det er kæmpe stort udefra og to etager, men det er ikke noget man tænker over når man sidder inde i det. Det er ca. ligeså stort som hvis man tog et fem etagers hus, satte to vinger, nogle hjul og en motor på og så fløj til USA. Ret vildt.
Jeg var dog ved at blive ret nervøs, da jeg stod i lufthavnen og skulle have min billet. Der var nemlig ikke noget bookingnummer på den side jeg skulle printe og tage med, og ingenting der havde åbent. Da der så kom en og skulle stille køordningerne op og jeg forklarede ham at jeg ikke kunne bruge mit billetnummer i maskinerne, sagde han surt at jeg måtte få fat i noget andet end det ubrugelige stykke papir. Det viste sig heldigvis at jeg var var nødt til at vente ret længe på at de åbnede for bagage check ind og det først var der jeg kunne få min billet. Idioten var også nødt til at indrømme han tog fejl.

Jeg nåede lige at gå rundt og se Broadway og Colombia University i går. Det stykke af Broadway jeg så var ikke særligt vildt i forhold til hvad jeg havde forestillet mig, men det er jo også en enorm lang vej. Colombia University og campen var til gengæld kæmpe stor og fascinerende. Vejret er også super, så det tegner rigtig godt.

Den sidste tid

1/3

Vi valgte at tage ud for at se et museum her i Shanghai i dag, som Lonely Planet havde skrevet var et must see. Lige inden vi skulle afsted kom Michael og Johan dog, så de skulle lige tjekke ind og så afsted. Museet var heldigvis gratis, for det interesserede os ikke. Fik dog snakket en del med Michael og Johan om hvad de havde oplevet.
Bagefter tog vi en tur på Shanghais hovedgågade, hvilket var en kold fornøjelse. Butikkerne er noget mere specielle her end i Tianjin og Beijing, men jeg kan bedre lide gågaden i Tianjin, for her er de langs en stor vej med biler.
Aftenen stod på en gang hurtig aftensmad og så filmaften i den rigtig hyggelige barstue der hører til hostellet. Første film var desværre Ocean's 13, som jeg lige har set for fem dage siden, så på et tidspunkt tænkte jeg at det var bedre bare at få pakket gå i seng.

2/3

I går bestilte vi en bus på hotellet ud til Zhujiajiao for 80 pr. person. Byen er den kinesiske udgave af Venedig, men jeg var ikke rigtig imponeret efter alt det andet jeg har set. Det var dog meget hyggeligt at gå rundt der sammen med de andre og skyde med bue mm.
Da vi kom tilbage valgte vi at tage ud til Expoområdet, for at se om vi kunne se noget. Det eneste vi kunne komme til at se på afstand var dog den kinesiske. Der er ingen af os der kan forstå hvorfor man bare river alle de flotte bygninger ned bagefter, i stedet for at bruge dem som ambassader eller et eller andet. Det kan også godt være der er 73 mio. der har været og se dem under Expo, men der er jo stadig halvt så mange der gerne vil se det her efter. Irriterende!
Så gik turen til The Bund, som er Shanghais område med urealistisk høje bygninger og flot designede bygninger osv. Vi var der så vi både kunne se det i lys og i mørke og det var rigtig flot. Stedet står også som en af de syv største attraktioner i Kina.
Om aftenen tog jeg hen til ham franskmanden jeg havde mødt i Guilin, hvor jeg skulle sove. Det er en ting der hedder couchsurfing, hvor der er en hjemmeside og man så kan finde folk man kan sove hjemme hos gratis. Jeg gjorde det mest for at prøve det og for at se ham igen. Klokken var dog mange inden jeg kom, så vi nåede ikke at snakke så meget.
Har fundet ud af at Michaels mor også følger fast med på min blog, hvilket hun selvfølgelig skal være så velkommen til, men at jeg åbenbart er kommet til at skrive noget jeg ikke skulle have skrevet:P Var f.eks. kommet til at nævne Michaels vægt, så hans far godt kunne regne ud af han har levet lidt for godt herude, så det gik vi også og havde det lidt sjovt med.

3/3

Jeg har ikke sovet forfærdeligt godt, da jeg bare har lagt på fire puder og skulle op tidligere for at mødes med de andre. Eftersom vi endte med at have længere tid i Shanghai end vi havde regnet med og vi så en reklame for en forlystelsespark, besluttede vi os for at skulle derud.
Det kostede kun 200 for entre til alle forlystelser og forlystelserne var faktisk rigtigt gode. Parken skulle vist kun være to år gammel, men nogen steder så den allerede meget slidt ud. Typisk kinesisk. Vi havde dog et rigtig positivt syn på parken i starten, eftersom det er rigtig billigt, gode forlystelser og der næsten ikke var andre hvilket betød ingen kø.
Jo længere vi kom rundt i parken var der dog flere og flere forlystelser der havde deres månedlige inspektion. Da vi havde set det skilt for femte gang på en af de store forlystelser vi gerne ville prøve, kunne vi ligesom godt regne ud at det ikke en skid var månedlig inspektion, men bare at de havde lukket den fordi der ikke var så mange gæster. Det brokkede vi os over, for der stod endda ude foran at nogen af forlystelserne skulle være åbne, men vi fik en ret dårlig behandling og det ødelagde ligesom en del af det gode indtryk af parken.
Det var egentlig meget sjovt at se en af de videoer der var i en forlystelse i parken. Den tog en på en flyvetur rundt i Kina til mange af de store attraktioner, så rigtig mange af dem havde vi jo set i virkeligheden.
Tilbage på hostellet fik jeg lige informationer om hvor lang tid man skal bruge på nogen af de ting de andre har set osv. i provinsen Yunnan jeg skal til en anden gang og vi hyggede os med lidt Uno. Jeg skulle dog tilbage og sove hos franskmanden, der var gået i seng da jeg kom. Synes det er meget fedt med det couchsurfing, især i Europa hvor det er vildt dyrt, men det er ikke godt når man rejser sammen med andre som jeg jo har gjort i Shanghai. Tror derfor kun jeg gør det igen hvis jeg rejser alene.

4/3

Har igen ikke sovet særligt meget og er efterhånden ved at være virkelig godt smadret. Vi får ikke slappet af på noget tidspunkt, så kan mærke at jeg har spændinger i hovedet af at være på farten hele tiden. Bliver godt at få sovet ud engang derhjemme.
Der er faktisk ikke voldsomt meget at se igen i Shanghai, når vi allerede har set ting som templer og parker. Vi havde derfor kun et propagandamuseum og et område der hedder French Concession med bygninger i europæisk stil. Propagandamuseet synes jeg var vildt spændende og skræmmende at se. Der var f.eks. billeder af at folket i Tibet tog vildt godt imod de kinesiske soldater og folket havde jo ikke nogen forudsætning for at vide at det ikke havde foregået sådan. Vi så også en gammel engelskbog som jeg købte, hvor den første sætning f.eks. er Long Live Mao og to be først kom på s. 60, efter at man har lært atombomb og hørt historien om poor Lucy fra England, hvis tre største ønsker er et Maobadge, den lille røde og at komme til Kina og se Mao.
I the French Concession lagde jeg ikke så meget mærke til bygningerne. Vi havde retning mod et sex og kultur museum, men der ville Mads ikke med, så jeg aftalte at mødes med ham på gågaden et par timer senere. Jeg var derfor nødt til at tage tilbage inden vi fandt det, men det var åbenbart lukket alligevel.
Da jeg stod og ventede på Mads kom Tine lige pludselig gående. Forstår virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gøre at møde hende der. Den slår da jeg mødte Mads og Morten på Huang Shan. Udover det havde Mads og Morten også stødt ind i Johan og Michael på Macau, så selvom det er et enormt land kan det åbenbart godt lade sig gøre at støde ind i hinanden når man rejser.
I en Nike butik fandt Mads (med ligeså store fødder som mig) og jeg et par sko vi begge rigtig godt kunne lide og som vi utroligt nok kunne passe i 46. Vi købte dem derfor begge to, bare i forskellige farver. Jeg ville også gerne lige ind og kigge i en H&M vi havde set ved en metrostation. Det viste sig at ikke nok med at den H&M var kæmpe stor, så var det også det nok også det største center jeg havde set nogensinde, hvilket ikke siger så lidt efter at jeg har været igennem nærmest alle i Tianjin og en del i Beijing. Købte også lige to t-shirts der, så klædeskabet er i den grad ved at være fyldt op når jeg kommer hjem.
Om aftenen skulle vi først hen til verdens tredjestørste bygning, for at se udsigten deroppe fra. Den viste sig dog at koste 150, mens den ved siden af der var næsten ligeså høj også kostede 100, men stod til 50 i LP. Det endte dog desværre med at vi ikke tog op i nogen af dem, fordi damen der solgte billetter sagde at der ikke var særlig god udsigt derfra i dag. Kommer nok til at fortryde det når jeg kommer hjem og 150 ikke er så meget mere, men det er der ikke noget at gøre ved.
Så stod den ellers på en tur i Shanghais byliv. Vi startede med en ret kendt bar der hedder "Bar Rouge", men der gik vi bare ind og kiggede lidt og så ud igen, da det kostede 80 bare for Morgan 50 hvis man ville have en lille øl eller mineralvand. Så tog vi på en bar ham franskmanden havde anbefalet, hvor vi også skulle mødes med ham og der endte vi med at være hele aftenen. Det var et rigtig fedt sted, bortset fra den sædvanlige alt for høje musik her i Kina. Glæder mig til at kunne snakke bare lidt sammen derhjemme når man er i byen derhjemme uden at skulle råbe ind i øret på hinanden.

5/3

Turen gik i dag fra Shanghai til Tianjin med fly. Nogen af os ville bare tage det hotel som min familie også boede på her i Tianjin, mens andre ville ringe til Sunny, fordi hun havde sagt vi kunne bo på skolen. Det vidste sig dog at det var at bo i lejligheden på de værelser der ikke blev brugt. Vi forhørte lige det nye hold om det var i orden med dem og så rykkede vi alle ind der. Uheldigvis havde fire af os drenge dog allerede checket ind på hotellet da vi fandt ud af vi kunne bo i lejligheden, så det kostede lige 50 pr. mand.
Egentlig skulle vi bare ned og have noget at spise på Ali Baba, men da det nye hold var på Helen's tog vi derhen i stedet. Det endte dog selvfølgelig i en bytur, som for mit vedkommende først stoppede kl. 5, da jeg var nødt til at tage hjem fordi jeg ikke kunne holde til det mere. Byturen foregik i min skiundertrøje der kun er blevet vasket en gang siden Nepal, mine store vandrestøvler og jeg havde ikke været i bad i to dage. Mødte en jeg havde mødt ude i huset vi var i igen nytårsaften, men kunne ikke huske hende. Flot:P
Det var meget sjovt at møde det nye hold og høre dem opleve det samme som vi gjorde. De er dog kun otte, to drenge og seks piger, hvilket nok er derfor de er en del mere stille end vi er. Rigtig hyggelig bytur, men også lidt hård når jeg var så træt.
Også ret sjovt at komme tilbage til Tianjin og til lejligheden igen. Vi er ret enige om at det egentlig føles som at komme hjem, så på en måde er det ret mærkeligt at vi jo så skal hjem "igen" på tirsdag.

6/3

Mads og jeg har jo været store fans af all-you-can-eat restauranten, så der havde vi aftalt vi skulle hen og spise. Vi var dog ikke voldsomt sultne pga. byturen, men det var meget hyggeligt alligevel. Bagefter tog vi lige en hurtig tur i H&M, hvor der som så ofte før var alt alt for lang kø til prøverummet. Jeg så et par shorts igen, som jeg også havde set i Shanghai jeg rigtig gerne ville prøve. Jeg besluttede derfor at jeg bare måtte skifte inde mellem stativerne, for jeg kom jo alligevel ikke tilbage igen. Det sjove var så at en ca. 25 årig kineser var der med hans mor og hun så sagde, at når ham udlændingen der kunne skifte midt i det hele så kunne han også, så det endte han med også at gøre.
Aftenen var rigtig hyggelig, og igen kom jeg til at tænke på hvor billigt det er her i Kina, hvilket jeg også valgte at nyde. Vi startede på Ali Baba, hvor vi alle ti fik ca. to forskellige retter (jeg tre) og nogle øl, men vi har jo stadig ikke engang brugt 1000 kuai tilsammen. Bagefter tog vi på Helen's, hvor vi var resten af aftenen og natten. Jeg var nødt til lige at tage nogle drinks med Red Bull for ikke at kunne mærke trætheden så meget, men ellers mærker jeg den sådan set overraskende lidt i forhold til hvor lidt og dårlig søvn jeg får. Bliver dejligt at komme hjem til min egen kongeseng.

7/3

Mads og Morten skulle jo desværre med et andet fly pga. problemer med forlængelsen af deres billetter, så dem sagde vi farvel til om morgenen. Bagefter tog Tine, Malene og jeg til Beijing sammen for at tage ind på Perlemarkedet en sidste gang. Tine og jeg stoppede dog lige ved Hall of People, men der kunne jeg for fjerde gang ikke komme ind. På markedet tog det som sædvanligt meget længere tid at købe ting end man regner med, så jeg endte med kun at købe ure. Har ikke købt ure der før, så skulle først lige finde ud af prisen, så kigge det hele igennem og så kunne jeg ikke bestemme mig. Fik dog købt 5 for 250 kuai. Det skal dog også siges at man ikke har meget tid derinde når man først kommer afsted ved 12 tiden og det tager tre timer hver vej.
Havde længe troet at vi ville tage den sidste overnatning i Beijing, men alle de andre havde bare tænkt sig at være i Tianjin, så Tianjin det blev. Da vi kom fra Beijing var de andre på Helen's, så der endte vi igen halvdelen af natten - dog uden helt så meget alkohol i blodet.

8/3

Ligesom hele tiden faktisk, så er der ikke rigtigt så mange af os der kan forstå at vi skal tilbage til Danmark igen. Det føles jo bare ligesom en af vores mange ture, ligesom til Xian og vi er blevet så vant til at pakke ud og sammen hele tiden. Skolen stillede heldigvis en bus til rådighed for os ud til lufthavnen, så afsted i den halv ti så vi ikke risikerede at komme for sent. Det gik fint for alle med ekstrabagage og efter en lille tur på Burger King med lidt kortspil senere, skulle vi ombord på flyet. Mærkeligt nok var vi blevet sat fire forskellige steder i flyet, jeg helt alene, men det var ikke fuldt, så jeg kunne bare sætte mig hen til de andre.
Tiden i Kastrup lufthavn var virkelig kaotisk. Vi skyndte os hen til bagagen, men den var ikke kommet endnu, så jeg gik på toilet. Da jeg kom tilbage var den dog ved at komme og Johan og Michael havde nået at købe billetter. Det skulle jeg bruge mit bookingnummer for at købe og min bærbar gik ud lige inden jeg nåede at se det. Så skulle jeg have den sat til strøm og have taget Mortens sko ud af min store kuffert og have sagt farvel til pigerne på en gang.
Mht. togbilletten var jeg virkelig ikke heldig. Michael og Johan havde også købt et wildcard i automaten, hvilket jeg sjovt nok ikke kunne finde på den for det skulle man også have booket på nettet inden. Samtidig ville automaten ikke tage imod mit kort og jeg havde vildt travlt for at nå toget. Jeg kunne dog heldigvis nå over til billetlugerne og få lavet min billet om fra en wildcardbillet til en alm. voksenbillet, men til den pris kunne jeg have fået begge dele hvis jeg bare havde vist det med at man skulle bestille wildcarded på den måde. Da Johan, Michael og jeg så stod og skulle med toget var jeg sikker på at vi skulle med det samme tog, men det skulle vi åbenbart ikke. Eller dvs. at der stod afgang 12 min før på min end deres og jeg derfor tog et andet tog, men ved ikke lige hvordan det er gået dem.
Det var altså en vildt kaotisk og nærmest ikke tilstedeværende afsked, men det var nok også den nemmeste og mindst akavede måde. Det er ret mærkeligt at sidde i toget alene på vej hjem nu og ikke vide noget som helst om hvornår jeg kommer til at se de forskellige folk igen, men det må tiden jo vise. Det er i hvert fald den sidste tur på mit livs eventyr.