torsdag den 16. september 2010

Forbandede myg!

Børnene

De kære små børn kan nu altid kende mig og de fleste kan vist også rigtig godt lide mig. Fik lidt et chok i fredags, da jeg kom ud af elevatoren sammen med min Baby Class og min almindelige klasse stod der, for den var lige pludselig blevet til 20 skrigende små børn der alle ville sige hello, teacher eller Martin. I morges var der også to af børnene der spottede mig på lang afstand og råbte helt vildt efter mig. Meget sødt:)

Mht. undervisning er de på nogen måder meget dygtige i forhold til deres alder. Der er dog selvfølgelig meget stor forskel på hvor gode de er ligesom der er herhjemme, og det er et meget stort problem når næsten alt undervisning her i Kina foregår på klassen og i kor. Der er også stor forskel på hvor lang tid de kan koncentrere sig, men det er for de flestes vedkommende ikke meget længere end 15 min. Udover det skal der også helst være leg, sang eller noget nyt involveret hele tiden for at de gider koncentrere sig om det. Selvom jeg sidder alene sammen med en af dem kan det også være for kedeligt at tælle til ti, så jeg skal finde mine kreative sider frem. Der er forresten heller ikke noget der hedder ADHD her i Kina, i hvert fald ikke hvad vi kender til, og jeg er sikker på der er er mindst to i min ene klasse der har det, så prøv lige at få dem til at sidde stille på en stol det meste af tiden fra 8-17 i hverdagene.

Jeg har fundet ud af at det er smart at lave noget hvor de skal røre sig lidt samtidig i undervisningen, som f.eks. ved nogle tegninger jeg har lavet, hvor de skal gå på toilettet, sætte sig, vaske hænder og tørre hænder. Vil prøve noget lignende med at de skal gå til højre og venstre eller dreje til højre og venstre og ellers må jeg lige lægge hovedet i blød.

Lærerne

Har stadig svært ved at blive kloge på mine lærere, for kan ikke kommunikere for godt med dem og er bange for at støde dem rent kulturelt. Selvom samtlige fire siger "sank you" og "mouse" i stedet for "mouth", tør jeg ikke rette på dem og Mads siger også jeg hellere må lade være for ellers vil de tabe ansigt. Når de har undervisning prøver jeg på at være et sted hvor jeg ikke tiltrækker opmærksomhed fra børnene eller på at være med, men nogen gange kan det være lidt svært at vide hvad der vil være godt og jeg bliver også bare til fluen på væggen til tider. Det kan dog også være meget sjovt, for det er de mest mærkelige ting tre årige kinesere kan finde på.

I min ene klasse har alle engelske navne og jeg kan dem også alle nu, mens jeg ikke kender nogens i den anden. Selvom jeg spurgte efter dem i sidste uge, var svaret da jeg spurgte efter dem igen i dag, at læreren skulle have dem fra den gamle lærer, så jeg skulle vente noget længere tid. Kan godt være det er en hentydning til at hun synes jeg skal droppe det, men det har jeg ikke tænkt mig.

Synes det er vildt synd for børnene i den ene klasse, for der er ingen af lærerne der gider dem. De er hele tiden max en lærer til at undervise eller lege, mens den anden sidder ved computeren eller skriver på mobil. Når jeg kommer i den klasse bliver jeg forholdsvist hurtigt sat i gang med at undervise, mens de så begge to går til computeren eller mobilerne. I går var faktisk første gang at jeg så den ene af lærerne stå for børnene mens de spiste, og jeg så det ikke fordi jeg kiggede i vores kinesisk bog, men jeg er næsten sikker på at hun slog en af børnene, fordi han efter hendes mening ikke spiste ordentligt. Må jo bede hende lade være med at gøre det mens jeg er der hvis jeg ser det igen.

Virkelig dårlig nat

Natten til tirsdag prøvede vi at åbne vinduet til værelset fordi det altid er vildt varmt herinde når vi vågner. Det skulle vi aldrig have gjort! Vi havde gardinerne for hele tiden og vi havde stort set ikke lyset tændt mens vinduet havde været åbent, men alligevel var der 20-25 myg på værelse 4:20 om natten. Der lå vi alle lysvågne pga. vores mange kløende myggestik, så jeg spurgte om vi ikke skulle stå op og slå myggene ihjel. Det brugte vi det næste kvarter på, så nu er der blod og myg mange steder på væggen og gardinet.

Bagefter var vi stadig lysvågne, så vi så to afsnit af How i Met Your Mother og lagde os så til at sove igen. Jeg fik dog næsten ikke sovet igen fordi Michael snorkede så meget, så det var ikke lige en flok larmende tre årige jeg havde mest lyst til den dag.Vi havde også lagt og rodet rundt i ca. tre kvarter før jeg spurgte, så jeg var virkelig bare smadret.

Lidt af hvert

Er kommet ind i en god rytme med at tage i fitness mandag og fredag aften og gerne onsdag eller en anden dag. Rart at få sig rørt og også meget hyggeligt fordi det næsten altid er sammen med Mads eller Benjamin. Kunne være fint hvis jeg kan få bygget lidt på overkroppen i tiden herude.

Ellers har jeg været ude og købe lidt af hvert af hvad jeg og vi lige skulle bruge. Jeg har også købt en massagemaskine der kan bruges til ryg, ben, nakke og fødder. Synes den er meget fin og den kostede 380. Har også fundet et par Nike løbesko jeg kan passe, men de koster bare 800 yuan (700 kr.) Ser lige om jeg kan finde nogen næste gang i Beijing og ellers køber jeg dem.

Vi kommer til at opleve deres rykken rundt på dagene snart, for på søndag er det onsdag. Dette skyldes en eller anden månefestival, så vi har fri onsdag, torsdag og fredag i næste uge. Til gengæld skal vi også arbejde lørdag næste weekend. Planen er vist at nogen af os tager ind til Beijing i de dage:)

Ellers er der nogen der er taget ud for at se en seværdighed her i Tianjin, men Johan og jeg er blevet hjemme for at skrive blog, ordne billeder, vasketøj og få sovet lidt. Vi regner med at tage derind lørdag og så kan Mads og Laura også komme med, for de arbejder nu.

Mia er syg i dag og der har været lidt der har været syge eller småsløje. Kunne også selv mærke det i mandags indtil jeg kom i fitness. Det smitter også meget nemt her hvor vi er, for vi bor jo 13 sammen i en lejlighed med kun to toiletter.

Vi har været meget heldige med vejret indtil videre, men i dag har alting bare været gråt og sådan bliver det nok det meste af tiden fremover. Man kan ikke se himlen eller solen en dag som i dag, der er bare grå bygninger og grå himmel. Vi er heldigvis mest indenfor, så man lægger ikke så meget mærke til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar